8 tips til flot finish når du maler dit træværk

Det er fristende bare at gå i gang med at male, når du har købt en ny, flot maling til kommoden. Men det betaler sig virkelig at gøre sig umage både med forarbejdet og selve malerarbejdet.

8 tips til malerarbejdet

Forarbejdet er altafgørende for, at du får et flot resultat, når du maler.

Det betaler sig virkelig at gøre sig umage. Her viser vi dig præcis, hvad du skal gøre.

1. Tjek underlaget

Inden du går i gang med et malerprojekt, bør du få styr på, hvilken type underlag du skal male oven på. Har overfladen fx fået lak, eller er den måske bejdset? Det er vigtigt, at du vasker overfladen med grundrens og sliber, så du ikke risikerer, at den nye maling ikke kan binde. Skal du blot male oven på en allerede malet flade, skal overfladen stadig renses, men du kan som regel nøjes med en let slibning, inden du maler.

2. Fjern beslagene

Det er en rigtig god investering at fjerne div. beslag og håndtag frem for at dække af med malertape eller forsøge at male uden om. Resultatet bliver klart flottest, når de fjernes og sættes på igen bagefter.

3. Husk grunder

Vil du male fx en lakeret eller bejdset overflade, eller skal du ud i et stort farveskift, så bør du ikke droppe grunderen. Den nye maling dækker bedre og får en bedre vedhæftning, når du bruger grunder. Samtidig virker den som en slags forsegler, så du mindsker risikoen for evt. misfarvninger fra underlaget, der trænger igennem i det nye lag. Vil du blot give en allerede malet overflade en ny farve, som ikke er et stort farveskift, behøver du typisk ikke at grunde først.

4. Slib omhyggeligt

Når du er omhyggelig med at slibe, får du en helt plan og lækker overflade. Har du grundet først, skal du også huske at slibe efter grundingen, da det får træet til at “rejse sig” lidt. Gør dig også umage med at fjerne slibestøv, så der ikke er små fnug i den nymalede flade.

5. Mal i passende lag

Hvis du maler med for lidt maling, risikerer du, at der kommer “helligdage”, altså bare pletter. Maler du med for meget maling, kommer der ofte “løbere”. Det hele handler om at ramme den rette mængde maling på pensel og rulle. Så får du det flotteste resultat.

6. Spartl ujævnheder

Hak, huller og andre ujævnheder er tydelige på en nymalet flade – og rigtig ærgerlige. Derfor er det godt givet ud at tage sig tiden til at få spartlet de uregelmæssigheder, der måtte være i overfladen. Brug en god spartelmasse, lad det tørre, slib efter, og vær omhyggelig med at fjerne alt slibestøvet. Resultatet bliver superflot, når alle ujævnheder er væk.

7. Brug kvalitetsværktøj

Det er måske fristende at købe den billigste pensel og rulle. Men det betaler sig at bruge malerværktøj af god kvalitet. En god rulle holder fx bedre på malingen og fnulrer mindre, mens en kvalitetspensel typisk ikke taber sine hår, som en billig pensel ofte har tendens til.

8. Overhold tørretiden

Selvom overfladen umiddelbart virker tør, er det vigtigt, at du overholder den anbefalede tørretid. Akrylmaling tørrer fx udefra og ind, så fladen kan føles tør uden at være det. Maler du et nyt lag på den flade, der ikke er helt tør, risikerer du at føre halvtør maling videre til det nye lag.