Intro
Vejledning
Mal rustikke vægge
Stryg et tyndt lag effektmaling oven på den lyseblå grundfarve, når den er helt tør. Her bruger vi en sandfarvet effektmaling, som smøres på væggen i store strøg med en grydesvamp. Du kan også bruge en pensel.
Udjævn den sandfarvede maling med en svamp og evt. en klud, så du får en rimelig ensartet struktur. Svampen dyppes i rent vand, så det er lettere at fordele malingen. Pas på med for meget vand på svampen - det danner løbere.
Stryg så et hvidt lag effektmaling på væggen, når det sandfarvede lag er tørt. Udjævn den hvide maling på samme måde som den sandfarvede. Den hvide farve giver væggen et lidt kalkagtigt skær.
Brug svampen først, når du jævner ud. Det giver en nogenlunde jævn fordeling af malingen. TIPS: Hvis det skal være mere rustikt, kan du lade enkelte områder stå domineret af hvide opstrøg og andre af sandfarvede.
Gode råd om effektmaling
- Vær opmærksom på, at grundfarven, du vælger, kommer til at ændre sig væsentligt, når du lægger dine effektlag hen over.
- Grundfarve og effektlag kan kombineres på mange måder. Men hold dig til naturfarver, da de passer godt sammen og ikke er for krasse. Typisk er det jo netop en effekt, der afspejler naturens gang, du vil opnå.
- Bruger du fx en rustfarvet effekt-maling i stedet for en sandfarvet, giver det en fornemmelse af gammel rust, der trænger ud igennem væggen. Et olivenfarvet effektlag virker som et algelag.
- Det er altid en god idé at bruge sandfarve og hvid i effektlagene. De er lyse og venlige og sikrer det lidt grumsede look, der gør væggen mere levende at se på.
- Du kan også lægge effektlag oven på en hvid grundfarve. Det kræver blot flere effektlag.
- Effektlagene kan smøres ud med svamp og dernæst evt. en klud. Hvis du ikke bruger kluden, kommer væggen til at se lidt mere rustik ud. Kluden skal du bruge, hvis du vil have et så jævnt lag som muligt. Husk, at du kan fortynde med vand hele tiden.
Skarp hvid kant
Mal først hjørnet hvidt, og marker så den bredde, kanten skal have. Når du maler, må den hvide farve gerne gå lidt ud over den anslåede kant. Tegn kanten op med en afstandklods fx et kassettebånd, som føres hele vejen ned langs hjørnet.
Mal med hvidt på ydersiden af tapen - altså den side, der senere ønskes blå. Formålet er at lade det maling, der kan komme ind gennem åbningerne i tapen, passere, men i den hvide farve. Det er denne fidus, der gør kanten skarp.
Mal med den grundfarve (her blå), som væggen skal have, når de hvide kanter er tørre. Hullerne i tapen er nu “mættet” med den hvide farve, så når du maler over med den blå farve, kan den ikke trænge ind og gøre kanten ujævn.
Materialer
- 1 afstandsklods
- Malertape
- Pensel og rulle
- Svamp og evt. klud
- 2 baljer med vand
Maling:
- Grundfarve, her Flutex 4461 (lyseblå)
- Effektfarve, her Flutex 4363 (sand) og S 0500-N (hvid)
Sværhedsgrad: Det er let, men selvfølgelig lidt mere besværligt end blot at male væggen på traditionel vis.
Tidsforbrug: Det tager 1 dag at male en væg på 10 m² inklusive tørretid.
Pris: Cirka 360 kroner for 10 m²