Sværhedsgrad
Sådan gør du
Rens underlaget i grundrens, så du får fjernet alt skidt, fedtpletter og lign. Det er vigtigt, at fladen, du skal male, er helt ren. Husk at skylle efter med rent vand, og lad det så tørre godt op.
Slib fladen, så alle løse dele fjernes. På træbordet her er den gamle maling begyndt at skalle af. Hvis der er huller eller revner i fladen, kan du evt. spartle med træfiller, så du får en helt jævn flade.
Dæk af, hvis der er steder, som spraymalingen ikke skal ramme. Her dækkes bordets stålben af med papir. Vi kunne også have skruet benene af, men de bliver på, fordi det giver en fin arbejdshøjde.
Ryst spraydåsen, og lav en prøve. Sprøjt fx på et stykke pap, så du tester, om malingen kommer jævnt ud af spraydåsen, og at dysen fungerer, som den skal.
Mal fladen på den ene led, her først vandret. Hold dåsen i strakt arm i en afstand på 20-25 cm fra fladen, og mal fladen med en jævn bevægelse. Beslut dig for en systematik, fx fra venstre mod højre og tilbage.
Husk også at male kanterne, og kom ind i alle kroge. Hele tiden med jævne bevægelser - aldrig “kun” med håndledsbevægelser. Opdager du en “løber”, så lad den være, og slib den væk, når malingen er tør.
Mal fladen på den anden led, når malingen er tør efter første gang spraymaling. I enderne bør du føre sprayflasken lidt ud over kanten - det giver det pæneste resultat. Lad fladen tørre.
Tips til spraymaling
Lav et ophæng
Har du mulighed for at hænge det op, som du skal spraymale, er det en klar fordel. Du kan da male begge sider og alle kanter på en gang, i modsætning til hvis du lægger noget ned og kun kan male én side ad gangen. Så får du meget mere tørretid. En metalbøjle er ret genial til formålet. En tynd tråd vil også kunne bruges til lette ting.
God afskærmning i papkasse
Skal du spraymale mindre ting, kan du bruge en papkasse som afskærmning. Så er du fri for at skulle dække af med plast eller papir. Det kræver, at du skal dreje lidt mere rundt på det, der skal males. Men metoden er superenkel og især velegnet, hvis du ikke har mulighed for at spraymale udenfor.
Klods op på fundamenter
Det er smart at klodse ting op, som du skal spraymale. Små “fundamenter” kan hjælpe med at placere genstanden i den rette vinkel og løfte den op, så den er så fri af afdækningen som muligt. Læg aldrig ting, der skal spraymales, direkte oven på fx avispapir - gør du det, vil papiret sidde fast på den pågældende ting, når malingen tørrer.
Fjern sikkerhedsskiven
Er du ikke vant til at spraymale, skal du ikke gå i panik, hvis der ikke kommer maling ud, når du trykker på knappen. Ofte skyldes det, at der sidder en sikkerhedsskive under knappen, du trykker på. Tager du knappen af, kan du med en lille skruetrækker fjerne sikkerhedsskiven. Sæt knappen på igen, og så kommer der maling ud, når du trykker.
Tøm dysen
Hvis du kun skal male en mindre ting, bruger du kun en smule maling. Men for at du kan bruge resten af malingen i dåsen, er det vigtigt, at du tømmer dysen.
Det gør du ved at vende flasken på hovedet og spraye, til der ikke kommer mere maling ud. Så kan du gemme flasken væk, til du igen skal spraymale. Får du ikke tømt dysen, vil du med stor sandsynlighed ikke kunne få maling ud af dåsen igen.
Hvid grunder gør farven stærkere
Ønsker du at male noget i en pangfarve, fx en klar rød, kommer farven til at fremstå endnu stærkere, hvis du først bruger en hvid grunder. Ud over at fremhæve farven sørger grunderen også for, at malingen får en god vedhæftning. Det er især vigtigt på glatte flader som fx et cykelstel i metal eller en radiator.
Forskellige typer spraymaling
Der findes mange forskellige varianter af spraymaling i alverdens farver, hvor mange af dem fås i blank, mat og nogle med glimmer. Spraymaling fås også med forskellige egenskaber, fx til ekstremt vejr, så malingen er modstandsdygtig over for både kulde og varme. Du kan også male dig til effekter med spray. Fx behøver du ikke vente flere år på, at noget ruster - du kan male dig til en rusten overflade på 5 min.