3 tricks når du sætter fliser op

Det er ikke svært at sætte fliser op, men nogle gange møder man forhindringer. Vi viser dig de 3 mest almindelige udfordringer, når man sætter fliser op, og hvordan du løser dem.

I et helt firkantet rum er det ret nemt at sætte fliser op.

Men den slags rum er der ikke mange af.

De fleste steder vil du møde en eller flere forhindringer, som kræver, at du tilpasser en flise.

Her får du løsningen på 3 udfordringer:

1. Udvendigt hjørne - på den helt rigtige måde

Du kan godt blot støde to fliser op til hinanden på et udvendigt hjørne, men det er ikke en elegant løsning. Det betyder nemlig, at du ser den ene flisekant tydeligt.

Gør du dig i stedet lidt ekstra umage og affaser kanterne på de to fliser, der skal mødes, kan de mødes i en 45-graders samling, ligesom når du samler fodlister. Det ser væsentligt bedre ud.

Det eneste, du skal bruge, er en billig vådskæremaskine, der kan indstilles i den rette vinkel.

1

Uden affasning vil de to fliser mødes sådan her: Den ene kant er synlig. Det kan gøres mere elegant.

2

Tip skæremaskinen, så den skærer i vinkel. Langt de fleste små skæremaskiner kan vinkles på denne måde.

3

Indstil på 45°. Indikatoren skal tippes helt over i 45° grader til denne samling. Spænd låseskruen godt til, så vinklen ikke forskubber sig.

4

Læg flisen mod maskinens bord med forsiden nedad. Smiget (afskæringen på 45°) skal være på bagsiden, så de to flisers forkanter mødes, når de stødes sammen til sidst.

5

Før flisen igennem, så kanten skæres til. Skub flisen langsomt frem - og husk at bære sikkerhedsbriller, når du skærer.

6

Flot samling. De to fliser mødes nu og danner et flot hjørne uden synlige kanter, klar til fugning.

2. Rundt om rør - også rør der ikke kan flyttes

Særligt i badeværelser er det nærmest uundgåeligt at skulle sætte fliser rundt om et rør. Hvis der er tale om et rør, der blot stikker ud af væggen, fx der, hvor blandingsbatteriet til bruseren senere skal tilsluttes, skal der blot bores hul i en eller flere fliser.

Men der kan også være tale om et rør, der er monteret, og som ikke kan flyttes. Så må flisen deles i to, og de to dele må så skubbes sammen rundt om røret.

1

Mål op, og tegn et kryds. Krydsets centrum markerer center af det hul, du skal bore.

2

Markér borets diameter. Her er det et 20 mm bor, så vi måler 20 mm ud fra krydsets midte og sætter en streg på alle fire sider.

3

Bor hul med et flisekopbor. Start vinkelsliberen, og før så forsigtigt koppen ned, til den rammer én af dine streger, og vip den så ned, så den borer lodret gennem flisen.

4

Del flisen over med en fliseskærer, hvis den skal sættes rundt om et rør (og ikke blot kan sættes over rørets ende). Rids med ridsespidsen, og tryk så ned, indtil flisen knækker langs ridsen.

5

Flisen er klar. Nu kan de to dele skubbes sammen rundt om røret.

3. Uden om forhindringer– med knivskarpe kanter

Runde forhindringer som rør kan du komme omkring ved at bore hul i flisen. Men kantede indsnit er lidt mere udfordrende.

Skal du fx lægge fliser på gulvet rundt om en murvinge eller sætte vægfliser uden om en firkantet ventilator, kræver det lige snit inde i flisen.

Løsningen finder du i en god klinge til vinkelsliberen, suppleret med lidt hjælp fra fliseskæreren. Husk at lægge en fugebredde til, hvis flisen skal passe rundt om en murvinge.

1

Tegn forhindringen op på flisen. Ved at lægge flisen, hvor den skal ligge på gulvet eller væggen, kan du markere, hvor bredt og dybt indsnittet skal være.

2

Rids med fliseskæreren i den streg, der er parallel med flisens side. Det er vigtigt, at du holder dig inden for din markering og ikke laver snittet for langt.

3

Skær ind med en vinkelsliber langs de to andre streger. Skær kun netop ind til ridsen. Brug en diamantskæreskive med lukket kant. Den er velegnet til bløde fliser.

4

Spænd flisen fast, og knæk det lille stykke af. Vi slog blot let på det med en tang, så knækkede det af. Knækker det ikke helt skarpt, kan du rette til med en flisetang.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Murer