Del mursten med hammeren

Skal mureren hurtigt bruge fx en ¾-sten, benytter han sin murhammer til at tildanne stenen med. Det ser nemt ud, men kræver god øvelse for at opnå et perfekt resultat.

Her vil mureren først vise en genvej til at lave ¾-stenen. Mureren måler op på en mursten, hvad der svarer til en ¾-sten, hvilket er 16,8 cm. Samtidig afsætter han også fugens bredde.

Hammeren lægges op til opmærkningen, hvorefter der laves en markering på skaftet ud for stenens kant.

Med en fukssvans skæres der lodret ned ved mærket på de 16,8 cm og skråt ind fra siden, så der dannes et lille hak i skaftet. Nu lægges stenen blot ind til hakket, og der markeres med hammerhovedet, så der kommer et mærke på stenen.

Når ¾-stenen skal hugges, lægges den på låret, så er der godt styr på den. Det er vigtigt, at den side der skal vende ud ad i murværket er helt lodret, så bliver det færdige resultat pænest.

Derfor kan det være nødvendigt at hugge stenen ren. ½-sten eller koppen klares på øjemål. Der er to måder at hugge halvstenen på. Man kan enten slå på den smalle løberside af stenen med spidsen af hammeren.

Man kan også benytte hammerhovedet til at slå midt på stenen. Et hårdt præcist slag deler stenen i to ens stykker.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Murer