Præcise lange snit

For ingen penge kan du bygge dig en skinne, som gør det let at skære helt præcist med din rundsav.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 time
Pris
50 kroner

Intro

Når du skærer lange snit med rundsaven, kan du med ganske små midler gøre arbejdet meget lettere og sikrere end den klassiske løsning med at køre saven langs et bræt.

Styreskinnen her er i al sin enkelhed en bred strimmel mdf-plade, som vi har limet en smal strimmel mdf på. Når du fører savens sål oven på den brede plade med kanten ind mod den smalle støtteliste, har du styr på saven.

Det smarte er, at kanten af skinnen har saven selv skåret af med sin sål presset ind mod støttelisten. Derfor vil saven hver gang siden skære præcis langs samme kant. Og når du spænder skinnen på en plade, vil saven skære lige netop det synlige af pladen!

LÆS OGSÅ: Test af rundsave

Læg skinnen på en plade, hvor den skal skæres.

Gør skinnen fast til pladen med skruetvinger.

Før saven ned ad skinnen, mens den hele tiden ligger tæt til støttelisten, så vil den skære lige præcis alt det synlige af pladen.

Vejledning

01
Sådan bygger du din ekstralange savskinne 7 Trin

En helt enkel udgave af styreskinnen får du ved at lime en 2-3 cm høj strimmel mdf på en 22 cm bred mdf-plade. Når limen er tør, kører du saven hen langs den smalle strimmel, så er skinnen klar.

Her gør vi lidt ekstra ud af det og bygger en skinne, der er 285 cm lang. Det kræver, at vi limer to plader sammen i forlængelse af hinanden, og gevinsten er, at vi kan dele de 244 cm lange standardplader på langs med ét langt snit.

1

Mål højden fra sålen til eventuelle udspring på saven. Støttelisten skal være så høj som muligt, men ikke højere end at alle udspring er fri, når saven er dykket helt ned. Vi måler 3,2 cm og laver listen 3 cm høj.

2

Mål derefter sålens bredde - ikke hele sålen, men fra kanten til indersiden af klingen. På saven her er der 16 cm. Til dit mål lægger du 6 cm, så er der både til støttelisten (B) og bundpladen (A).

3

Vi limer plader med den ønskede bredde sammen i forlængelse af hinanden, så de danner en 285 cm lang plade. De limes sammen kant mod kant med støtte i runde eller flade dyvler.

4

Den smalle støtteliste (B) skæres af pladen, når limen er tør. Streg først meget omhyggeligt op, og brug et vaterpas eller et helt lige bræt til at styre efter.

5

På bundpladen (A) tegnes en helt lige streg 6 cm inde fra snittet. Her skal støttelisten (B) gøres fast. Der skal være 16 cm tilbage til savens sål på den anden side.

6

Støttelisten (B) gøres fast på bundpladen (A) med lim og skruer. Vend listen, så samlingerne ikke er over hinanden. Bor for, og undersænk skruerne fra bagsiden.

7

Skær den samlede styreskinne til i kanten, når limen er helt tør. Saven holder du tæt ind mod styreskinnen, så er du sikker på, hvor den skærer fremover.

Materialer

19 mm mdf-plade, mindst 26 cm bred:
To stykker, som er cirka 26 cm brede og tilsammen 285 cm lange. Når de er samlet i forlængelse af hinanden, deles de i:

  • Bundpladen (A), 285 x 22 cm
  • Støttelisten (B), 285 x 3 cm

Alle bredder tilpasses saven. Kanten skæres til sidst.

Desuden:

  • Fladdyvler
  • Snedkerlim

Tidsforbrug

1 time plus tørretid.

Pris

Under en halvtredser.

Sværhedsgrad

Nemt og enkelt, du skal blot sikre, at støttelisten sidder lige. En lang udgave kræver, at du samler med dyvler.

Tegning

Sådan passer sav og skinne sammen

Det geniale ved styreskinnen er, at saven selv skærer kanten til ved at følge skinnens støtteliste - og derfor vil skære langs den samme kant igen og igen, når du lader den følge støttelisten.

Skinnen består af bundpladen, som saven kører på, plus i den ene side en støtteliste, som saven føres langs. Skinnen er 40 cm længere end en standardplade på 244 cm, så du har fuldt styr på saven fra start til slut. Du laver den i første omgang lidt for bred, og når du til sidst kører din sav op langs støtte listen, skærer den kanten af bundpladen. Herefter kan du lægge skinnen på en ny plade, gøre den fast med et par tvinger og køre saven igennem til et helt lige snit, og snittet vil altid følge skinnens kant.

Støttelisten sættes på højkant, så saven kommer til at køre op ad en helt glat flade, og så listen gør den samlede skinne lidt stivere.

Sådan passer sav og skinne sammen

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...