Tips der sparer tid, kræfter og penge

Selvom gør det selv-arbejde er sjovt, kan de fleste af os nok blive enige om, at det er tilfredsstillende at spare tid, så længe det ikke går ud over resultatet. Det er også rart at spare kræfter, så arbejdet ikke bliver unødigt tungt og opslidende, og så må det gerne være så billigt som muligt. Det er ikke altid, alt dette kan forenes, men det forhindrer os ikke i at give dig en masse tips til, hvordan du bl.a. kan spare tid, kræfter og penge.

Hvem har ikke evalueret på et overstået byggeprojekt og er kommet i tanke om ting, der kunne være gjort nemmere, billigere eller hurtigere?

Det har vi, og derfor har vi samlet en række tips og tricks og inddelt dem i i følgende 5 kategorier:

  1. Vind tid
  2. Spar kræfter
  3. Tjen penge
  4. Sov godt om natten
  5. Få anerkendelse

Du får tips til at spare penge, til at skåne kroppen for tunge løft, til at gøre tingene hurtigere, men også til at løse de problemer, som kan holde dig vågen om natten og til at lave de lækre detaljer, som folk bider mærke i, når de træder ind ad din dør.

1. Vind tid

Selvom det er hyggeligt at bygge et skur, et møbel eller et højbed, så er det også rart at være så effektiv som muligt. Vi kommer her med vores bud på, hvor du kan spare værdifuld tid, som du kan bruge på andre hyggeprojekter.

Gipsbit på bore-/skruemaskinen

Ved at udstyre din bore-/skruemaskine med en gipsbit kan du virkelig sætte turbo på, når du monterer gipsplader. Den lille bit sørger nemlig for, at skruen ikke kan skrues så langt i, at den ødelægger kartonen omkring skruen.

Stål frem for træ til skillevæggen

Stålprofiler er lige, lette at klippe til med en pladesaks og nemme at arbejde med, hvis du fx skal lave en skillevæg. Du slipper med andre ord for at finde saven og skruemaskinen frem.

Effektiv opmåling

Skal det gå stærkt, og behøver opmålingen ikke være millimeterpræcis, er der tid at spare ved at benytte sig af et lille trick. Skal du fx skære 10 cm af en gips- eller træplade, er det bare at placere blyanten for enden af tommestokken og lade den anden hånd klemme om 10-cm-mærket på tommestokken. Herefter kan du trække blyant og tommestok til dig og afsætte en fin, lige streg 10 cm fra kanten.

Spar en arbejdsgang

Du skal bore for, inden du skruer terrassebrædderne fast. Og du skal forsænke skruerne, så de kommer helt i niveau med træet. Det betyder en del værktøjsskift på boremaskinen. Ved at bruge et bor med forsænker kan du spare en arbejdsgang og en masse tid.

Hurtigt arbejde med klammepistolen

Når du skal fastgøre et undergulv af masonitplader, fx som underlag for et linoleumsgulv, er klammepistolen genial. Det går meget hurtigere end at sømme pladerne fast, og du kan derfor hurtigere komme i gang med at lægge gulv.

Saml siderne først

Skal du bygge et skur eller en garage, er der ingen grund til at samle væggene “stående”. Ved at samle dem, mens de ligger på et plant underlag, er du sikker på, at lægterne ikke forskyder sig fra hinanden. Og når du først har samlet én side, kan du lade den ligge og bruge den som skabelon for den næste.

Brug afstandsklodser

Skal du lave rækværk, er der ingen grund til at bruge tid på at måle op hver gang. Med et par afstandsklodser er du sikker på, at afstanden bliver nøjagtig den samme hver gang. Det giver et ensartet resultat og sparer dig for en masse tid.

Drop de fine tømmersamlinger

Proppede skruehuller og flotte tømmersamlinger kan sætte prikken over i’et på enhver træterrasse. Men når det kommer til terrassens skelet, er der altså ingen grund til fine samlinger. Ved at bruge masser af byggebeslag og sømplader kan du spare oceaner af tid uden at gå på kompromis med konstruktionen.

Superhurtig afdækning

Afdækning med malertape er effektivt, men også en smule langsommeligt. Når du skal male fodpaneler og fodlister, findes der en meget nemmere løsning. Tag et stykke tyndt karton, og flyt det med rundt, så det hele tiden befinder sig under penslen.

Køb den med det samme

Du kan klare meget med en håndsav, men hvis du bor i hus, hvor der jævnligt skal fikses en ting eller to, kan du lige så godt anskaffe dig en kap-/geringssav med det samme. Du kan få en god sav for 1.500 kroner, som både kan lave snorlige snit, skære i smig og spare dig for oceaner af tid. Til terrassebrædder, fodpaneler, loftslister og lægter er den intet mindre end genial.

Multicutteren klarer skærene

Lægger du et nyt gulv oven på det eksisterende, er du nødt til at skære en centimeter eller to af indfatningerne for at få plads til det sidste gulvbræt. Til det bruger mange en listesav. Vil du gerne gøre det hurtigere og slippe for at ligge og save lige over gulvhøjde, er det oplagt at bruge en multicutter med en segmentsavklinge beregnet til træ.

Længdestop øger arbejdshastigheden

Skal du skære brædder eller lister til i samme længde, kan du med fordel lave et såkaldt længdestop af en træklods og to tvinger. Støder du din liste eller dit bræt op til klodsen, får du den samme længde, hver gang du skærer med kapsaven. Du behøver derfor ikke bruge tid på at måle op hver gang.

2. Spar kræfter

Der er ingen grund til at udsætte dig selv og din ryg for flere tunge løft end højst nødvendigt. Der findes nemlig et væld af praktiske maskiner, som kan gøre det hårde, fysiske arbejde en hel del lettere.

Motoriseret pælebor

Skal du gøre plads til 3-4 stolper, er det fint at dreje et manuelt pælebor 90 cm ned i jorden. Skal du derimod lave 15-20 huller, så er der mange kræfter at spare ved at leje et motoriseret pælebor. Når du har trykket på knappen, er det bare at holde ved. Så klarer motoren resten.

Motorbør frem for trillebør

En trillebør er uundværlig for de fleste gør det selv’ere, men skal du flytte 2-3 tons jord fra baghaven til en container ude på vejen, så er en motorbør vejen frem. Den kan typisk rumme i omegnen af 400 liter mod trillebørens 110 liter, og så kan du læsse det hele af med et tryk på en knap.

Slå skruerne i

Du kan godt montere franske skruer i eksempelvis trykimprægnerede stolper med en topnøgle. Benytter du dig derimod af en slagnøgle, vil du opleve, at skruerne bliver “slået” helt i bund uden at belaste håndleddet.

Få materialerne leveret

Skal du i gang med et større projekt, giver det god mening at få materialerne leveret. Det koster lidt i fragt, men du slipper til gengæld for alt slæbearbejdet, for slet ikke at tale om den tid, det tager at finde materialerne i byggemarkedet – hvis de da har dem på lager.

Lej et transportbånd

Skal du grave ud i et kælderrum, kan du godt investere i 20 gode murerspande og slæbe jord og beton ud ved håndkraft. Skal du derimod grave en hel kælder ud, så kan du spare rigtig mange kræfter ved at leje et transportbånd. Båndene fås i længder på op til 8 meter, og er det ikke nok til at nå hele vejen ud i containeren, kan du supplere med et bånd mere.

Mal gulvet stående

Det er nærliggende at finde knæpuderne frem og lægge sig ned på alle fire, når gulvet skal males. Men investerer du i stedet i et teleskopskaft til din malerrulle, kan du skåne ryggen og male det stående.

Løft pladerne korrekt

Det kan være bøvlet og tungt at bakse med en gips- eller krydsfinerplade på 90 x 244 cm. Men køber du en pladeløfter, bliver det meget nemmere. Det lille plastikhåndtag gør det muligt at strække armen helt ud, mens du løfter, og så kan det klare op til 80 kg, hvilket er mere end rigeligt for de fleste.

Lej en minigraver

En rende til et fundament til en mindre garage syner ikke af meget. Det til trods, så er det ualmindeligt vanskeligt og hårdt at grave en rende i hånden, som er fx 15 cm bred og 90 cm dyb. Lejer du derimod en minigraver, kan du på en formiddag grave en perfekt rende, uanset hvor hård jorden er, når først du har fundet ud af at betjene maskinen.

3. Tjen penge

Talemåden “hvad der er sparet, er tjent” gør sig i høj grad gældende inden for gør det selv-universet. Der er nemlig mange parametre at skrue på, og uanset om du sparer en håndværkerregning eller en ekstra krydsfinerplade, så kommer det dig selv til gode.

Undgå kuldebroer

Vil du gerne nedbringe varmeregningen ved hjælp af loftsisolering, så husk at lægge isoleringen i forbandt, så du undgår kuldebroer.

Døren skal være helt tæt

Selvom du oplever, at vinden piber ind gennem din gamle hoved- eller terrassedør, er det ikke ensbetydende med, at du er nødt til at skifte den. Ofte kan du nemlig komme trækket til livs ved at skyde en ny tætningsliste på dørkarmen med hæfteklammer.

Læg fliserne ud, før du går i gang

Skal du lægge fliser på et gulv, kan du ofte spare en del fliser ved at lægge nogle af dem ud på gulvet, inden du går i gang med fliseklæberen. På den måde kan du danne dig et overblik over, hvor mange fliser du skal bruge, og du kan nogle gange justere på deres placering, så du undgår at bruge flere fliser end højst nødvendigt.

Lav en skæreplan

Vil du undgå unødigt spild, når du har købt en dyr krydsfinerplade, så kan du med fordel lave en detaljeret skæreplan, inden du går i gang. Der kan være meget træ at spare, hvis du fx skal bygge en reol, som kræver flere sider og adskillige hylder.

Fræs selv fugerne ud

At få omfuget et hus kan være en bekostelig affære. Har du tid og overskud til at finde vinkelsliberen frem og fræse fugerne ud selv, kan du hos nogle firmaer spare 30-40 procent af murerregningen.

Byg i 3D

Det kan være svært at overskue, hvor mange lister, lægter og beslag der skal bruges til et skur, en terrasse eller en overdækning. Starter du derimod med at tegne projektet i 3D, kan du vende og dreje bygningen, indsætte præcise mål og danne dig et visuelt overblik over projektet. Det sikrer derfor, at du ved, præcis hvilke og hvor mange materialer du skal bestille.

LÆS MERE: Prøv selv et gratis tegneprogram, inden du går i gang med dit projekt

Slib, inden du maler

Vil du bruge mindst mulig maling, så kan du med fordel slibe træværket, inden du maler. På den måde undgår du, at malingen sætter sig i en ru overflade fyldt med splinter, som alligevel bliver slidt af med tiden.

Tape som borestop

Ligger du ikke inde med et rigtigt borestop, kan du spare udgiften til et nyt ved at vikle et lille stykke tape om boret, så du kan holde øje med, hvornår du skal stoppe med at bore.

Brødkniv til isolering

Har du ikke en isoleringskniv, så behøver du ikke bruge penge på én, hvis du kun skal isolere en skillevæg. Du kan nemlig sagtens bruge en lang brødkniv.

Isolér varmerørene

Vil du gerne energioptimere dit hus uden at kaste dig ud i en større renovering, så kan du ved at isolere varmerørene med en rørskål reducere din årlige varmeregning betydeligt. Husk at bruge alutape ved samlingerne.

4. Sov godt om natten

Der findes ikke noget værre end at ligge og spekulere på, om overdækningen holder, eller om regnen finder vej gennem taget. Konstruktioner og reparationer skal bare holde. Læs, hvad der skal til, for at du kan sove trygt, når vejret viser tænder.

Vær omhyggelig med faldet

Når du alligevel lægger fliser til din nye stenterrasse, så husk, at der gerne skal være mindst 1,5 cm fald pr. meter, så regnvandet kan løbe hurtigt væk. Er du i tvivl, så giv den hellere lidt for meget fald end lidt for lidt. Her er det praktisk at have retskinner eller vaterpas i flere længder til at trække gruset af med.

Sæt vedligehold i system

Kan du sove roligt om natten, når der er skybryd, uden at bekymre dig om, at vandet siler ned ad murværket? Er det ikke tilfældet, kan du med fordel sætte dit vedligehold i system og fx tjekke tagrender og nedløbsrør hver tredje måned. På den måde kan du være heldig at komme nogle af de kedelige reparationer i forkøbet.

På med hatten

Du kan ikke forhindre træ i at nedbrydes, men ved at montere stolpehatte på dine trykimprægnerede stolper undgår du, at vandet trænger direkte ned i det åbne træ. Det forlænger levetiden markant og kan klares med to skruer på et kort øjeblik.

Korrekte dimensioner

Uanset om du skal bygge en overdækning på terrassen eller et tag på cykelskuret, er det en god idé at orientere sig i en af de store producenters spændviddetabeller. De beskriver nemlig, hvor meget spær i forskellige dimensioner kan bære, alt efter hvor tæt på hinanden de monteres. Er du stadig i tvivl, kan du med fordel gå op i dimensioner.

Gør støbearbejdet simpelt

Skal du selv støbe betondæk og lægge fliser i brusenichen, så få VVS’eren til at lægge et unidrain op mod væggen i bruserens ende. Det gør det nemlig nemmere at støbe betondækket, da det kun skal hælde én vej i modsætning til en “gammeldags” rist, som ofte er placeret midt i brusenichen, hvilket kræver fald fra flere sider.

Fjern straks nedfaldsfrugter

Er du blandt dem, der kan ligge søvnløs ved tanken om små gnavere på matriklen, så er der godt nyt. Rotter elsker nemlig nedfaldsfrugt, så hvis du sørger for at fjerne nedfaldne æbler, nødder og blommer, inden rotterne får færden af dem, reducerer du risikoen for at få besøg af de ubudne gæster betragteligt.

5. Få anerkendelse

Høje paneler, stuk og skjulte skruer på terrassen. Der er mange måder at kræse for detaljen på, og laver du det selv, kan du med ro i sjælen sole dig i ros og anerkendelse, hver gang folk spotter detaljen.

Høje paneler

Vil du skrue helt op for herskabeligheden, så skal du lave høje paneler. Start med at lime MDF-plade på væggen op til den højde, du ønsker. Herefter skyder du fire lister fast på MDF-pladen, så de danner en fin ramme. Til sidst skyder du en særlig topliste fast, som er lavet til formålet. Og så er det bare at finde højglansmalingen frem.

Eksklusiv vinduesplade

Har du en vinduesplade, som eksempelvis måler 18 mm i tykkelsen, kan du nemt “snyde” dig til et mere eksklusivt udtryk ved at skyde en pynteliste fast med en sømpistol. Starter du med at fræse en lille hulkel i listen, bliver udtrykket nærmest herskabeligt.

Elegante hjørnelister

Vil du peppe dine udvendige gipshjørner op og samtidig beskytte dem mod alverdens knubs, skal du have fat i to stykker 12 x 43 mm forrammetræ. Fræs en lille hulkel på ydersiden af hver liste, og søm samt lim derefter listerne sammen. Nu kan listerne sømmes, skrues eller skydes fast på hjørnet.

Skjul skruerne på terrassen

Leder du efter et alternativ til at proppe hullerne i terrassen, kan du med fordel montere terrasseskruerne i siden af terrassebrædderne. Med terrassemonteringsværktøjet fra eksempelvis Camo kan du montere skruerne i en vinkel på præcis 45 grader hver gang. Det kræver dog, at du benytter dig af producentens særlige skruer, som har et meget lille hoved.

Stuk af flamingo

Har du ikke stuk, så fortvivl ej. Limer du flamingostuk fast mellem væg og loft, kan du male den sammen med resten af rummet eller fremhæve den ved at give den en høj glans. Og bare rolig, når først den er malet, er der ingen, der kan se, om den er af gips eller flamingo.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Håndværker-teknikker