Intro
Vejledning
01
Opspænding og grovskrubning
6
Trin
Når træklodsen er spændt op mellem gribekloen og pinoldokken, er det tid til at grovskrubbe. Det betyder egentlig bare, at bark og ujævnheder skal fjernes, indtil klodsen kommer i balance.
Særligt i starten fyger træsplinterne omkring, så det er vigtigt at huske sikkerhedsbriller.
Når klodsen er i balance, og træspånerne bliver finere, bruger vi et såkaldt fladjern til at forme et lille fremspring, som efterfølgende spændes fast i gribekloen.
Spænd træklodsen op mellem medbringeren og pinoldokken, og placér derefter landet, så der er 2-3 cm luft mellem det og træet. Tjek, at klodsen kan dreje rundt uden at støde på landet.
Grovskrub træklodsen med et U-jern, indtil den kommer i balance, og al bark og alle ujævnheder er væk. Før jernet langs landet, og husk beskyttelsesbriller, da de store træsplinter flyver omkring.
Skrub videre med U-jernet, til træklodsen fremstår lys og ensartet. Når klodsen ikke “slår” mod jernet mere, er den ved at være helt balanceret.
Lav et lille fremspring i træklodsen med en skrå mejsel, og afmontér den dernæst. Det er vigtigt, at fremspringets kant er så tæt på 90° som muligt.
02
Formen bestemmes
7
Trin
Nu er det tid til at forme skålen. Vi starter med at markere en omtrentlig diameter på låget med et U-jern, hvorefter vi markerer en omtrentlig bund på skålen med det samme jern.
Herfra er det kun kreativiteten, der sætter grænser for, hvordan skålen og låget udformes. Skal låget slutte helt tæt, er det vigtigt, at lågets “kant” bliver helt lige, og at det drejes af med rolig hånd, så det ikke bliver beskadiget.
Markér, hvor låget cirka skal begynde. Hellere lade diameteren på låget være lidt for bred end lidt for smal, da du altid kan gøre den smallere.
Markér bunden på skålen, så du har et overblik over, hvor meget træ du har at arbejde med. Når skålens størrelse er defineret, er det lettere at gøre sig tanker om selve formen.
Form skålen, som du ønsker, den skal se ud. Vi vil gerne have den til at være forholdsvis rund, hvorfor vi fjerner en del træ i både top og bund af skålen. Jo mere træ du fjerner i bunden, jo “lettere” et udtryk får skålen.
Læg en skrå mejsel til rette på landet, og bestem lågets diameter. Det er vigtigt, at ”kanten” på låget bliver helt lige, for at det kan slutte helt tæt.
Form den øverste del af låget med et U-jern. Vi giver den gas med små krummelurer og en lille knop på toppen.
Slib knoppen med ståluld. Fordelen ved ståluld er, at du kan komme ind i alle kroge, samtidig med at du næsten ikke fjerner noget træ. Bruger du derimod sandpapir, kan du nemt komme til at ændre på formen.
03
Udhuling, tilpasning af låg og finish
7
Trin
Skal finishen være i top, er det nu, det gælder. Vi starter med at udhule lidt af skålen, hvorefter vi gør plads til låget. Her er der ingen anden udvej end at øge diameteren på skålens hul og løbende tjekke, om låget passer. Tager du for meget af, er løbet kørt, og så må du leve med et låg, der ikke slutter helt tæt.
Når låget passer, trykker vi det i og sliber overgangen mellem låg og skål, så overgangen bliver fuldstændig glat. Til sidst polerer vi skålen med trædrejernes vidundermiddel kaldet OB Shine Juice.
Udhul skålen en kende med et U-jern. Du skal ikke dybere end 2-3 cm i denne omgang, og sørg for ikke at føre jernet helt ud til kanten, da låget skal have noget gods at “hvile” på.
Drej et lille plateau med en skrå mejsel, som låget kan “hvile” på. Passer låget ikke i skålen, må du fjerne lidt mere træ, så diameteren øges gradvist. Det er en hårfin balance, hvor hver millimeter tæller.
Fjern låget, og udhul resten af skålen med et U-jern. Vend landet, så du nemmere kan komme til, og før så jernet langsomt fra skålens centrum og udad i langsomme bevægelser.
Tryk låget helt fast, og udjævn overgangen mellem skålen og låget med et U-jern. Husk at holde jernet på landet, så det er til at styre. Der findes ikke noget værre tidspunkt at lave fejl på end sent i processen.
Slib skålen med korn 240 og efterfølgende med korn 320, 400 og 600. Særligt overgangen mellem skål og låg skal slibes, så de nærmest “smelter” sammen.
Hæld en god sjat shine juice på en klud, og polér skålen, til du fornemmer, at den er mættet og ikke tager imod mere “juice”. Lad skålen tørre til næste dag.
Tidsforbrug
En god arbejdsdag.
Pris
Har du en stump birketræ, er der kun udgifter til slibepapir og en sjat shine juice.
Sværhedsgrad
Det kræver snilde at få låget til at passe perfekt. Tager du for meget træ af, er skaden sket, og så lukker det ikke helt tæt.