Det skal du bruge
Trin for trin
Kun hvis rådskaderne er meget omfattende, er det nødvendigt at skifte det hele ud. Er rådskaden begrænset til et mindre område, kan du nøjes med at fjerne det angrebne stykke og sætte nyt træ op i stedet. Derudover gælder det selvfølgelig om at fjerne årsagen til skaden, så den ikke gentager sig.
I dette tilfælde har en stolpe stået på et stykke murpap for at hindre fugt fra betonsoklen i at trænge op i træet. Det er som udgangspunkt en fin ide. Men det er vigtigt at sikre sig, at murpappet ikke rager ud under stolpen, så det fører vand ind under stolpen.
Fjern det rådne træ
Tegn op, hvor langt op på stolpen der skal fjernes råd. Stik først i den, fx med en skruetrækker, for at tjekke, hvor langt råddet går op og træet føles blødt. Brug en vinkel til stregen, så snittet bliver vinkelret. Det gør det lettere at tilpasse det nye træ.
Sav efter stregen. Det er lettest at bruge en multicutter, som stikkes vandret ind langs stregen. Hold den lidt på skrå, så den bedre kan komme af med savsmuldet. Har du ikke en multicutter, kan et stemmejern også bruges.
Fjern det rådne træ med et stemmejern. Tag små bidder ad gangen, så du ikke risikerer, at der ryger for meget af. Her skal fjernes ca. 20 mm træ - det passer med et bræt med standardtykkelsen 21 mm.
Der skal fjernes mere træ, da vi finder mere råd i den øverste del af det fritlagte stykke. Så der skal skæres endnu højere op på stolpen for at komme til helt frisk træ. Det sidste stykke råddent træ fjernes igen med stemmejernet.
Lav det fritlagte stykke så jævnt som muligt. Brug bagsiden af stemmejernet til sidst, så er det lettere at få en lige flade. Der er stadig et lille område med råd, men det gør ikke noget, når bare der ikke kommer vand til.
Tilpas det nye træ
Træet grundes, et par dage før det skal bruges, for at gøre det mere modstandsdygtigt mod råd og svamp. Det grundes to gange med et døgns mellemrum.
Skær til med kap/geringssaven. I den ene langside saves der et skråt snit på 45 grader, så der kan laves en flot vinkel. Start med det skrå snit - og skær så til i højden, bredden og bunden bagefter.
Tjek, om træet passer i det hak, der er stemt ud. Sæt det ene stykke på plads, og mål op til det andet. Skær så endnu et stykke til. Lav skrå snit i bunden af begge, så vandet kan løbe væk - og ikke kommer ind under stolpen.
Slib træstykkerne, når du har skåret dem til og tjekket, at de passer i hakket. Her gøres de glatte og lækre med korn 150. Børst dem rene for slibestøv.
Smør trælim på begge stykker. Det skal både på den store flade, det skrå snit samt det vandrette snit foroven, så der bliver en tæt samling der.
Stift brædderne fast med 4 stk. i hver del. Her bruges 1,6 x 40 mm dykkere, som til sidst bliver undersænket en smule. Hjørnet stiftes sammen med 1,2 x 25 mm dykkere. Derefter slibes samlingen, så den bliver usynlig.