I 90 % af alle tilfælde skyldes utætheden en defekt pakning om luftskruen og ikke en utæt radiator. Inden luftskruen kan fjernes, skal vandet være tappet af varmeanlægget. Når luftskruen skal fjernes, bruges der en skiftenøgle eller en papegøjetang.

Her er det tydeligt at se, at pakgarnet på luftskruen er mørnet væk, hvilket er årsagen til den rustne stribe ned ad radiatoren. På den nye luftskrue laves der hak i gevindet med en tang, så pakgarnet hænger bedre fast.

Det lille hul, der er i siden af ventilen, skal vende skråt ned og udad, når ventilen er monteret. Så slipper man for vand på væggen, når radiatoren luftes ud.

Pakgarnet skal lægges stramt på, og det skal ned i alle rynker på gevindet, for ellers bliver den utæt igen i løbet af få år. Efter pakgarn skal der naturligvis smøres med paksalve, så samlingen bliver helt tæt.

Når gevindet i luftskruen først har fået fat, skrues det helt i med en skiftenøgle. Da det er et messinggevind, må det ikke spændes alt for hårdt. Men pakgarn og salve skal nok sikre en tæt samling. Når den nye ventil er skruet i, kan der igen fyldes vand på anlægget.