I centralvarmens barndom sad der på hver radiator et håndtag, hvor du selv styrede, hvor meget vand der skulle løbe ind i radiatoren. Valget stod groft sagt mellem helt lukket, helt åbent – eller et ubestemmeligt sted derimellem. Hver gang temperaturen ændrede sig udenfor, måtte du hen til radiatoren og dreje op eller ned for den, så der ikke blev for varmt eller koldt i stuen.

De tider er for længst forbi. De seneste 50 år er den usikre manuelle ventil røget ud i kulden, og på dens plads sidder nu radiatortermostater og styrer, hvor meget varmt vand der skal lukkes ind gennem radiatoren. På disse termostater indstiller du blot, hvor varmt du vil have det i et rum, og så søger de selv at holde temperaturen konstant på det niveau.

Følsom gas lukker for vandet

Inde i termostaterne sidder der en lille beholder af zink og kobber, en bælg. Den er som en lille harmonika, der kan udvide sig og trække sig sammen i længden. De mange folder giver den en meget stor overflade, så den hurtigt overfører luftens temperatur til sit indre.

I Danfoss-termostater er bælgen fyldt med en tokomponent-gas, som reagerer meget følsomt på temperaturudsving. Når der bliver varmere i stuen, udvider gassen sig, og bælgen trykker på en spindel, der er forbundet med en ventil inde i radiatorrøret, og den lukker så for tilstrømning af varmt vand til radiatoren.

Bliver der igen koldere i stuen, trækker gassen sig sammen, så bælgen kryber sammen i længden, og ventilen åbnes. Derved lukkes der igen varmt vand ind i radiatoren, og rummet opvarmes igen.