Læ på terrassen med espalier af rionet

Hvilket læhegn passer egentlig til din terrasse? Det kan være svært at finde noget, der falder i med omgivelserne og samtidig er til at betale. Så hvorfor ikke lade naturen gøre arbejdet med et billigt læhegn af rionet og klatrende roser? Vi viser dig hvordan, uanset hvilken form din terrasse har.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
200 kr/m
Espalier af rionet

Roserne vokser hurtigt op og dækker for det rionet, de vokser i.

Intro

En lækker, fritliggende terrasse kan være et kæmpe plus i en have, hvor morgen- eller aftensolen ikke nødvendigvis skinner på selve huset. Men en fritliggende terrasse er også ofte meget åben, udsat og til tider vindomsust, og så drømmer man om et hegn.

Udfordringerne står imidlertid i kø, for hvilket hegn passer til terrassen, og hvordan undgår du, at hegnet er tæt nok til at give læ, uden at det kommer til at se klodset ud og skæmme hele haven?

Rionet og roser

En oplagt og ovenikøbet billig løsning er armeringsnet eller rionet i daglig tale.

Egentlig er rionet lavet til armering af beton. Det består af sammensvejsede metalstænger, der danner et gitter. I et støbt gulv forstærker det betonen, men gitteret kan bruges til meget andet, fx et hegn.

I sig selv er rionet ikke særlig kønt, og det er bestemt ikke vindtæt. Til gengæld er det nemt at få roser og andre klatreplanter til at vokse i det, og så bliver det pludselig til et læhegn, der bliver næsten lige så tæt som en hæk.

Og så er rionettet billigt, særligt i en tynd 4-mm-udgave, som fint kan bruges her. Det kan fås til omkring 100 kroner for 1,5 x 2,5 meter.

Hvis du ikke bryder dig om det rustne udseende, kan du købe nettet i en galvaniseret udgave, men det er en noget dyrere løsning, typisk tre gange dyrere end den rustne version.

Vejledning

01
Den første stolpe 6 Trin

Når du skal bygge et hegn omkring en terrasse, er det en god idé først at lægge brædder op omkring terrassen for at kunne vurdere, hvor hegnet skal placeres. Her skal der være plads til at plante op ad hegnet, så vi ender med en afstand på 40 cm.

Det øverste jordlag fjernes, så det er nemt at grave ud til stolperne, og der siden kan sættes klatreplanter i jorden.

1

Lav en prøveoplægning med brædder. Læg dem omkring terrassen for at få en fornemmelse af, hvor hegnet skal gå til. Her ender det med en afstand på 40 cm mellem hegn og terrasse.

2

Fjern græsset i det område, hvor der skal være hegn og planter. Grav ned, så der er plads til ny jord til planterne. Grav også huller til stolperne med 140 cm’s afstand. De skal ned i 90 cm’s dybde for at stå frostfrit.

3

Læg et afstandsbræt mellem terrasse og stolper, så du er sikker på, at stolperne kommer til at stå med samme afstand til terrassen.

4

Den første stolpe skal her flugte samlingen af brædderne på en sekskantet terrasse. Har du en firkantet terrasse, skal den stå vinkelret ud fra hjørnet.

5

Fyld jord omkring stolpen, når den står, som den skal - lidt ad gangen - og stamp det undervejs. Hvis du vælger at støbe, skal du putte småsten i bunden og derefter beton, så stolpen ikke rådner.

6

Tjek undervejs, at stolpen står lige, med dit vaterpas. Justér eventuelt, og fyld så den sidste jord på. Sørg for at stampe jorden omkring stolpen godt.

02
De næste stolper og rionettet 7 Trin

Rionet er nemt at dele med en boltsaks. Bruger du i stedet en vinkelsliber, skal du være opmærksom på, at det sprøjter med små gnister, så du skal have langærmet jakke på foruden sikkerhedsbriller og høreværn.

Rionettene placerer vi her i huller i stolperne. Du kan også vælge at fastgøre nettene med klammer. Det er nemmere, men vi synes, det er pænest med et “usynligt” ophæng.

1

Rionettet klippes til med en boltsaks. Du kan også bruge en vinkelsliber. Det er lettest at komme til, hvis du lægger nettet på et stykke træ. Nettet klippes til, så det har “spyd”, der placeres i hullerne.

2

Mærk op på stolpen, hvor der skal bores huller. Der skal være huller til hvert fjerde “spyd” i hver side af nettet. Resten af “spyddene” klippes af i flugt med stolpen.

3

Bor huller i stolpen til rionettets “spyd” med et 7 mm bor. Sæt så nettet på plads i hullerne. Nettet klodses op med en lægtestump i den modsatte ende, mens du sætter “spyddene” i hullerne.

4

Grav et hul, placér stolpen i hullet, og tjek, at nettet står lige. Mærk så op, hvor der skal bores huller til spyd i den anden side og bor hullerne.

5

Ret stolpen ind. Sæt nettet fast ved at holde stolpen skråt, så den kan skubbes ind over spyddene. Sørg så for, at stolpen står i lod.

6

Overfør højden på nettene til de øvrige stolper med en vinkel. Så er du sikker på, at de kommer til at sidde præcist.

7

Hullerne i midterstolperne skal placeres forskudt. Husk at tage højde for det, når du måler op. Ellers vil spyddene støde sammen.

03
De næste stolper og sidste finish 6 Trin

I tilfældet her, hvor terrassen er sekskantet, skal nogle af rionettene sættes ind i stolperne i en vinkel. Du kan ikke bore ind i hjørnet på stolpen, så du må forskyde hullet et par centimeter.

Til sidst skal stolperne forsynes med hætter for at beskytte dem mod regn og sne - og så er det endelig tid til, at du kan plante roser eller andre klatreplanter under hegnet, så de kan vokse op og gøre dit hegn levende.

1

Bor hullerne i midterstolperne med en skrå vinkel, så de bliver parallelle med terrassen. Hullerne skal placeres 2 cm fra hjørnet på stolpen, så spyddet kan bankes 5-6 cm ind i stolpen.

2

Sav stolperne til foroven, så de får ens højde. Her saves der 4 cm fra øverste vandrette stang i rionettet. Brug en vinkel, når du streger op hele vejen rundt om stolpen, så du er sikker på at få et vandret snit.

3

Bor huller til hætterne midt i stolperne. Du finder midten ved at slå streger diagonalt fra hjørne til hjørne. Her bores med 5 mm bor - lidt mindre end hætternes 6 mm spyd.

4

Sæt stolpehætten fast. Placér dens spyd i hullet, og bank den fast med en hammer. Læg et bræt imellem, så du ikke slår galvaniseringen af hætten eller laver buler i den.

5

Nu skal der plantes. Det er en god idé at forbedre jorden, så du sikrer dine planter de bedste vækstbetingelser fra starten. Sørg også for, at de får vand og gødning nok.

6

Når planterne er vokset til, har du et flot, blomstrende hegn.

Materialer

75 x 75 mm trykimprægneret træ:

  • 4 stolper

Desuden:

  • 3 fag rionet, 4 mm
  • 4 stolpehætter
  • Klatreplanter
  • Evt. granitskærver eller barkflis

Tidsforbrug

En dags tid.

Pris

Ca. 1.000 kr. uden planter for 4,5 meter hegn.

Sværhedsgrad

En overskuelig opgave for de fleste og et hyggeligt weekendprojekt i haven.

Video

TIP: Nemt dybdestop med tape

Video

TIP: Smart dybdestop til boret

Video

Sådan bruger du skruemaskinen

I videoen her lærer du alt om det mest populære stykke gør det selv-værktøj. Ud over at skrue skruer i og bore huller i en lang række forskellige materialer, findes der masser af tilbehør, der gør dig i stand til at bore store huller, skrue møtrikker og franske skruer i, undersænke skruer, slibe, polere og meget mere.

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.