10 tips: Få haven gennem tørken

Haven skal have hjælp, når tørken for alvor rammer. Men der er stor forskel på, hvad du skal gøre i de forskellige dele af haven. Læs her, hvordan du får din have godt igennem tørken.

Der fordamper op mod 5.000 liter vand i døgnet fra din have, når sommervarmen for alvor rammer. Du skal derfor stå med haveslangen i 7 timer, før det har udlignet fordampningen.

Men heldigvis for både dig og vores vandressourcer er det ikke løsningen til at få haven godt igennem tørken. I stedet skal du prioritere udvalgte planter, udnytte skyggen og time din vanding.

Ingen panik

Selvom det godt kan give rynker at se dine forårs-forberedelser og grønne drømme forvandlet til en gul affære, er der ingen grund til panik.

Mange planter er imponerende hårdføre. Både græs og planter med et stort rodnet klarer sig igennem selv lange perioder uden regn. Til gengæld skal du være over krukker, køkkenhaven og nye planter.

Her får du 10 lavpraktiske tips til, hvordan du får haven igennem tørken.

1. Undlad at slå græsset helt kort

Lad være med at slå græsplænen helt kort i tørkeperioder. Hvis du klipper den på højeste niveau, er den mere hårdfør og kommer sig hurtigere, når regnen vender retur. Du behøver ikke at vande græsset, det skal nok klare sig.

2. Flyt krukker til skyggen

Det er banalt, men redder dine planter, hvis du husker det. Flyt krukkerne til skyggen. De skal fortsat vandes dagligt.

3. Dæk bunden med flis

Nøgen jord direkte i solen fordamper vand i store mængder. På særligt udsatte steder, som køkkenhaven, kan det derfor være en god idé at sprede flis.

4. Vand køkkenhaven dagligt

Dit mest sårbare sted i tørken er køkkenhaven. Så sørg for at vande hyppigt – ofte er dagligt nødvendigt. Skal køkkenhaven overleve uden daglig vanding, kan du dække med et skyggenet.

5. Stort rodnet behøver ikke vand

Du behøver ikke at vande ældre træer og større buske. De lange rødder kan suge vand til sig fra dybere steder og holde på væsken i længere tid.

6. Vent med at gøde

Det kan være fristende at gøde de nødlidende planter, men timingen er helt forkert. Vent, til regnen vender retur, så giver det mening at hjælpe dem med at komme sig oven på den stress, som tørken har medført.

7. Drop sjatvanding i varmen

Det ser ud til, at det er, lige hvad planterne har brug for. Lidt vand løbende, så bladene glinser, og jordoverfladen er fugtig. Men det batter ikke i tørkeperioder. Overfladevandingen fordamper lynhurtigt, uden at planterne når at optage det. Vand i stedet sjældnere og i større mængder, så vandet trænger dybere ned i jorden.

8. Lad ukrudtet blive

Det er ikke lige midt i tørken, at du endelig skal få luget grundigt ud. Det bunddække, som ukrudt giver, hjælper med at holde på vandet. Fjerner du det og blotlægger jorden, stiger fordampningen, og det bliver sværere for de øvrige planter at klare tørken.

9. Nyplantede planter skal vandes ofte

Egentlig er det bedst slet ikke at plante noget, når der er tørke. Det bliver svært for planterne at overleve. Rodnettet er nemlig så lille, at de ikke kan optage ret meget vand, før det fordamper. Hvis du alligevel planter nyt, kræver det derfor, at du vander meget hyppigt, som regel flere gange dagligt.

10. Vand oftere i blæsevejr

Der fordamper ca. 5.000 liter vand i haven på en dag med sol og blæst. Og faktisk har blæst stor betydning for den enorme mængde. Så husk, at vandings-behovet kan være helt i top, selvom det ikke har føltes så varmt i vinden.