Havebassin på en weekend

Et bassin til haven lyder måske som et stort projekt, der involverer beton og tungt arbejde. Men bygger du et elegant bassin med udgangspunkt i en simpel træramme, kan du gøre det færdigt på en weekend.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
2.000 kroner

Et havebassin i beton er både tungt og tidskrævende at bygge. Og så er det vanskeligt at fjerne igen. Bygger du derimod bassinet af trykimprægneret træ, fibertex og bassinfolie, sparer du tid og slipper for de tunge løft.

Intro

Der er bare noget ved vand. Synet, lyden og duften af vand virker både beroligende og afstressende, og de færreste er nok i tvivl om, at boliger ved vandet er eftertragtede. Du behøver dog ikke undvære udsigten til vand, bare fordi du ikke har et hus i vandkanten. Med et rektangulært vandspejl i haven får du, foruden æstetisk nydelse, et bassin, som tiltrækker dyr, der lever i eller ved vandet, samt mulighed for at holde fisk.

Den umiddelbare, men også meget permanente løsning ville være at støbe et bassin i beton. Med træ, fibertex og bassinfolie kan bassinet etableres på en weekend og fjernes endnu hurtigere, hvis man en dag skulle få nye idéer til sin have.

Hent byggevejledning

I byggevejledningen, som du kan hente her på siden, viser vi, hvordan du bygger det elegante havebassin på bare en weekend. Du kan se, hvordan du:

  • bygger skelettet
  • måler op og skærer lægterne helt lige
  • klodser op og bygger bassinet.

Vejledning

01
Gør dig umage med rammen 9 Trin

Sådan bygger du skelettet

Bassinets skelet består af otte lægter og to tværstivere, og så måler det her 4,33 m i længden og 1,33 m i bredden. Det er altafgørende at lægge lægterne som angivet på tegningen, efter at du har savet dem til.

Princippet bygger på, at alle hjørner skal samles, så de “ligger i hak”, og at alle sidestykker skal skrues sammen og have monteret en sømplade ved samlingerne for optimal styrke.

Som sidste led i processen vendes skelettet, hvorefter to terrassebrædder skrues fast i sidestykkerne.

Før du går i gang, skal du gøre dig klart, hvor stort bassinet skal være. Vi har taget udgangspunkt i et bassin på knap 6 m2, men størrelsen kan varieres efter behov. Husk dog, at gravearbejde er hårdt, og at jorden som regel skal køres på genbrugspladsen. Det er vigtigt at give sig tid til at måle op og skære lægterne helt lige. Hjørnerne skal være vinkelrette - både for æstetikkens skyld, og for at folien ikke skal krølle unødigt i hjørnerne.

1

Afmærk bassinets yderpunkter, og grav ud, så der bliver plads til bassinramme, flisekant og afretning samt opklodsning under rammen. Grav derfor 25-30 cm i dybden.

2

Læg reglarerne ud, og gør klar til at skrue dem sammen. Sav først alle reglarerne i ønsket længde. Brug en vinkel, når du mærker op, og sørg for at save vinkelret.

3

Bor for til skruerne i den øverste reglar, og saml reglarerne med 6,0 x 140 mm skruer - ca. en pr. 50 cm. Giv også reglarerne et par skruer der, hvor de overlapper.

4

Skru en sømplade over hver samling med 4,0 x 35 mm skruer. Pladerne fungerer som effektive ekstraforstærkninger på de lange sidestykker.

5

Læg delene til den næste side ved siden af den færdige side, og brug den som skabelon. Før stregerne over med en vinkel, og saml den anden side.

6

Endestykkerne samles, ligesom siderne, ved hjælp af 6,0 x 140 mm skruer med ca. 50 cm’s mellemrum.

7

Sæt alle delene sammen “hak i hak”, og bor for. Skru dernæst bund- og sidestykkerne sammen med 5,0 x 120 mm skruer. Brug fire skruer pr. samling.

8

Hjørnesamlingerne skal være vinkelrette, inden de skrues sammen. Hold godt fast, og sørg for, at de ikke “trækker skævt”.

9

Skru de to tværstivere (F) på undersiden af rammen med 5,0 x 60 mm skruer, inden den placeres i udgravningen. Tværstiverne stabiliserer rammen og sørger for, at de lange sidestykker forbliver lige.

02
Klods op, og byg bassinet 8 Trin

1

Det er vigtigt at klodse rammen op, så den bliver helt vandret - ellers kommer vandlinjen ikke til at flugte med bassin-kanten. Brug betonfliser, sten eller andet uorganisk materiale.

2

Fyld op med grus - både i bunden af rammen og under rammen. Fordel gruset med en spade, og ret det af med et bræt, der er lidt smallere end selve bassinrammen.

3

Læg et lag fibertex oven på gruset for at forhindre skarpe småsten i at beskadige bassinfolien, som lægges på efterfølgende.

4

Bassinfolien fastgøres til rammens yderside med hæfteklammer. Placér evt. en sten i hvert hjørne, når folien glattes ud det gør arbejdet lidt nemmere.

5

Fyld op med grus rundt om rammen, og stamp det grundigt. Træk det overskydende grus væk med et bræt, der er langt nok til at nå ud over begge sider af bassinet.

6

Nu kan der lægges fliser. Start med de to fliser for enden af bassinet. Fliserne stikker ca. 2 cm ud over rammens kant.

7

Tjek, at fliserne flugter med hinanden. Brug evt. et langt, lige bræt, eller spænd en snor ud, så du har en lige linje at lægge fliserne efter.

8

Bassinet er færdigt. Nu kan det fyldes med vand, og omgivelserne kan dekoreres med krukker, planter eller noget helt tredje.

Materialer

45 x 95 mm trykimprægnerede reglar:

  • 4 sidedele (A) a 270 cm
  • 2 sidedele (B) a 163 cm
  • 2 sidedele (C) a 154 cm
  • 2 dele (D) til endestykker a 133 cm
  • 2 dele (E) til endestykker a 124 cm

20 x 95 mm terrassebrædder:

  • 2 tværstivere (F) a 133 cm

Diverse

  • Afretningsgrus, ca. 1 m3
  • Fibertex, ca. 6 m2
  • Bassinfolie, ca. 2 x 5 m
  • 24 havefliser a 40 x 60 cm
  • 4 galvaniserede sømplader a 4,0 x 35 mm
  • Skruer: 4,0 x 35 mm, 5,0 x 60 mm, 6,0 x 140 mm og 5,0 x 120 mm

Tegning

3D-model

3D-model

Havebassin

Elegant bassin med udgangspunkt i en simpel træramme.

Åbn 3D-model

3D-model

Forlæng med sømplader

Pladerne fungerer som effektive ekstraforstærkninger på de lange sidestykker.

Åbn 3D-model

3D-model

Delene samles “hak i hak”

Lægterne er forskudt for at give bedst kontakt i hjørnesamlingerne. Derudover låser de vinkelret.

Åbn 3D-model

3D-model

Tværstivere

Der er sat tværstivere på undersiden af rammen. Tværstiverne stabiliserer rammen og sørger for, at de lange sidestykker forbliver lige.

Åbn 3D-model

3D-model

Bundens opbygning

Bundens opbygning består af grus, fibertex, bassinfolie og er afsluttet med fliser.

Åbn 3D-model

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du skruemaskinen

I videoen her lærer du alt om det mest populære stykke gør det selv-værktøj. Ud over at skrue skruer i og bore huller i en lang række forskellige materialer, findes der masser af tilbehør, der gør dig i stand til at bore store huller, skrue møtrikker og franske skruer i, undersænke skruer, slibe, polere og meget mere.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Haven