Havebord med versaillesmønster

Et havebord, der har samme mønster som gulvet, der ligger i Spejlsalen på slottet i Versailles. Mere gennemført kan det ikke blive. Se her, hvordan det skal gøres.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
30 timer
Pris
2.000 kroner

Intro

Versaillesmønsteret får en til at kigge en ekstra gang. Det ser nemlig ud, som om gulvet i de kvadratiske felter er flettet sammen. Og de mange små firkanter, der er inde i de større kvadratiske felter på en stor firkantet plade, gør, at mønsteret bliver ved med at overraske.

Indrømmet, dette er ikke lige noget, du laver på en aften, men hvis du har god tid og mod på præcisionsarbejde, så har du de vigtigste “værktøjer” til at lave dette imponerende bord.

Vejledning

01
Skær delene ud 4 Trin

Det er ikke nogen hemmelighed, at det tager tid at lave dette bord. Og en stor del af arbejdet ligger i forberedelserne. Der skal skæres en masse stumper, før samlearbejdet kan starte, og til arbejdet er en kap-/geringssav uundværlig.

1

De kvadratiske klodser (A) skæres af egetræsstolper, og stavene (B), der sidder imellem klodserne, skæres af terrassebrædder, der er skåret ned til 5 cm i bredden. Både klodser og stave er 2,8 cm tykke. I alt skal der bruges mere end 280 dele til bordpladen.

2

Bordpladen består af 8 felter på 60 x 60 cm. Start med at lime en sektion sammen til hvert felt, inden du limer dem fast til den vandfaste krydsfinerplade, der danner underlaget.

3

Start med at lægge den midterste linje, når du limer mønsteret på pladen. Herefter kan du bygge videre på mønsteret. De trekantede klodser (F), der skal sidde i hjørnerne, kan du dog vente med til sidst. Når du limer, er det vigtigt, at det hele presses godt sammen med skruetvinger, så samlingerne bliver helt tætte.

Effektiv limning

Da bordet skal bruges udenfor, stiller det store krav til de mange samlinger. For det første skal samlingerne være så tætte som muligt. Derudover skal den lim, du bruger, kunne tåle vind og vejr.

Vi anbefaler, at du bruger en PU-lim. Når du bruger PU-lim, er det afgørende, at træets fugtighed ikke er under 12 %. Er den under dette, er du nødt til at fugte træet med en klud, inden du limer.

02
Del det op i felter 8 Trin

Fidusen ved det her projekt er at dele det op i mindre bidder. Det gør du fx ved at lime alle otte sektioner sammen, inden du monterer dem på pladen. Herefter kan du lave mellemstykkerne (C) og rammen (D). Det giver dig mulighed for at tilpasse sektionerne, inden det limes permanent.

Grundpladen (E) er købt på standardmål. Det betyder, at den er et par centimeter for stor. Men vent med at skære den ren, til alle dele er limet på. Så får du igen en chance for at finjustere.

1

Når sektionerne er limet, kan du lægge dem op på pladen (E) og kontrollere, at det hele passer. Sørg for at lave plads til mellemstykkerne (C).

2

De 8 felter adskilles af 10 mellemstykker (C) på 10 cm, der er skåret i smig i begge ender. Til rammen (D), der indrammer det hele, er der brugt en liste på 5 cm, der skæres i smig mod mellemstykkerne.

3

Når det hele passer, kan du lime alle rammedele (D) og mellemstykker (C) fast til grundpladen (E). Du kan evt. fiksere delene ved at bore for og skrue nedefra.

4

Læg sektionerne ind i felterne, og kontrollér, at de passer. Er de lidt for store, kan de hurtigt tilpasses med en dyksav.

5

Lav de sidste hjørnestumper (F), inden du limer sektionerne fast til grundpladen (E). Sørg for at fjerne overskydende lim med det samme.

6

Grundpladen (E) er 122 x 244 cm, men de 8 sektioner fylder kun 120 x 240 cm tilsammen. Derfor skal kanten på grundpladen skæres rent. Skær efter en føringsskinne eller et bræt, så snittet bliver helt lige.

7

Til sidst skal bordpladen behandles. Skal det bruges udenfor som her, er det vigtigt, at du vælger en olie med farvepigmenter, der beskytter mod solens skarpe stråler.

Afretning

Hvis overfladen er meget ujævn, når alle stumperne er limet sammen, er det nødvendigt at rette den af. Det kan du gøre med en overfræser og et hjemmelavet stativ. Ved at lave en ramme på begge sider af bordpladen og en tværgående sliske, som overfræseren kan køre i, kan du lave pladen helt jævn.

Materialer

  • 10 x 10 cm egetræsstolpe, 3 m lang til klodser (A og F)
  • 8 stk. 28 mm terrassebrædder a 12 x 480 cm til stave (B), mellemstykker (C) og ramme (D)
  • 21 mm vandfast krydsfinerplade, 122 x 244 cm til bund (E)
  • PU-lim

Specialværktøj

  • Dyksav med føringsskinne
  • Overfræser med planfræsejern

Tidsforbrug

20-30 timer.

Pris

Ca. 2.000 kr.

Sværhedsgrad

Selvom det ser avanceret ud, kan de fleste lave projektet, hvis tålmodigheden er der.

Video

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

TIP: Stopklods til kapsaven

Video

Sådan bruger du overfræseren

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger overfræseren til lave perfekt finish, når du arbejder med træ. Der findes et utal af forskellige fræsejern, så du kan lave alt fra flotte profilerede forkanter til noter til skjulte pladesamlinger og udfræsninger til hængsler. Vi gennemgår de forskellige typer fræsejern og viser, hvordan du bruger dem.

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.