Intro
Vejledning
01
Brædderne til bordpladen
2
Trin
Bordet er nemt at bygge, blot er det et ufravigeligt krav, at alle dele saves til med præcise vinkelrette snit.
Dels af æstetiske grunde, især ved bordpladen, dels for at benene skal stå stramt og lodret på sargene.
Du kan skære tingene ud med håndsav efter vinkelrette opstregninger, men helt præcise snit opnår du meget nemmere med hjælp fra en kap/geringssav.
Bordpladens planker (A) skærer vi ud med kapsav. Ud over at give et præcist vinkelret snit kan du nemt sikre, at alle dele bliver lige lange. Her klarer vi det ved at spænde en stopklods fast 95 cm fra klingen.
02
Sargene og støttelisterne
5
Trin
Sargene (C og D) skærer vi ud af terrassebrædder ligesom bordpladen. I fuld bredde vil de give dårlig plads til knæ og lår og stole med armlæn, så sargene skæres ned til 70 mm i bredden, støttelisterne ned til 30 mm i bredden.
VIGTIGT! Tjek målene på træet. Vores terrasse brædder står i bygge markedet til en dimension på 32 x 125 mm, men de måler 28 x 120 mm, når vi køber dem i høvlet og tørret tilstand.
Del nogle terrassebrædder på langs, så du først får en 30 mm bred liste til samlelister (E og F), dernæst får en 70 mm bred liste til sargene (C og D). Brug rundsaven med parallelanslag. Sav længden til.
Tegn riller til beslagene i sarglisterne (C og D). Samlebeslaget har en 4 mm ombukket kant, der skal stikkes ned i en savet eller fræset rille i sargens inderside. Rillerne skal sidde 4,5 cm inde på sargene.
Rillerne skærer vi med en kapsav med udtræk. Saven kan stilles, så klingen kun går 4 mm ned i træet, men for at skære en lang rille skal saven have udtræk. Du kan også klare arbejdet med en fukssvans.
Samlelisterne (E og F) fastgøres på sargenes inderside med lim og skruer i flugt med overkanten af sargene (C og D). Listerne er kortere end sargene, så de passer mellem de savede riller til samlebeslagene.
03
Benene rettes til og får en skrue
3
Trin
Du kan bruge almindelige trykimprægnerede stolper til bordets ben, men laminerede stolper har ikke nær så stor risiko for at vride og få revner.
Lige som brædderne er de mindre end op lyst, 75 x 75 mm og ikke 80 x 80 mm. Benene saves til i længden og affases let på alle kanter.
Hvor benet møder samlebeslaget, skæres et skråt snit, så benet ikke kun strammes ind mod beslaget, men også mod sargenes ender. Derved bliver benet meget stabilt.
Snittet til samlebeslaget skæres, så det når 25 mm ind på begge sider af benet (B). Vi saver 7 cm ned, så det svarer til sargenes højde. Til sidst saves vinkelret ind fra hjørnet, til den lille stump træ frigøres.
Bor for til bordskruen. Du finder let det sted, du skal bore, ved at stille benet ind på plads i rammen, som du stadig har samlet midlertidigt. Brug et 6 mm bor, og tilpas dybden efter din skrue.
04
Alt males - og så samles bordet
7
Trin
Nu kan alle dele samles, men for at beskytte ind i alle kroge maler vi dem enkeltvis. Også sargene skrues fra hinanden.
Når rammen igen er samlet, lægger vi plankerne, så de er klar til at blive sat på rammen. Da de i det færdige bord skal vende marvsiden opad, deres endetræ skal “smile”, lægges de nu med mundvigen nedad.
De spændes fast med 5 mm afstandsklodser overalt, så lægges rammen på dem, og så skruer vi ned gennem samle listerne i alle planker.
De malede, tørre sarge samles igen. Det er en rigtig god idé at mærke tingene klart undervejs, så sargene mødes på samme måde som før, og helst så benene ender i de samme hjørner som før.
Bordpladens 16 planker (A) lægges op med 5 mm afstandsklodser mellem hver. Arbejdet gøres let og præcist, hvis plankerne lægges ind i et vinkelret anslagshjørne, som her er spændt fast på arbejdsbordet.
Hver planke presses tæt op mod det forrige adskilt med afstandsbrikker i hver ende. Tjek til sidst med tommestokken, at målene er ens i begge sider af bordet. Lås alt fast med skruetvinger.
Den firkantede ramme lægger vi nu oven på plankerne. Vi måler ind til sargen fra yderkanterne, til rammen er centreret over “bordpladen”. Når rammen er på plads, fikserer vi den med tvinger.
I samlelisterne (E og F) borer vi for til de skruer, der skal holde plankerne fast. Vi bruger et 4 mm bor og går netop igennem listen, så skruen stadig kan gribe i plankerne.
Alle planker fastgøres med fire 5 x 45 mm skruer, to i hver ende. De yderste planker får fem skruer, én i de lange samlelister (E) og tre igennem de korte samlelister (F).
Materialer
28 x 120 mm terrassebrædder (Superwood:)
• 16 bordplanker (A) a 95 cm
Samme, skåret til 28 x 70 mm:
• 2 lange sarge (C) a 181 cm
• 2 korte sarge (D) a 77 cm
Samme, skåret til 28 x 30 mm:
• 2 lange samlelister (E) a 172 cm
• 2 korte samlelister (F) a 68 cm
75 x 75 mm lamineret stolpe (limtræ) (Superwood):
• 4 ben (B) a 75 cm
Desuden:
• 4 bordsamlebeslag, 60 x 100 mm
• 4 bordskruer, 8 x 30+30 mm
• 4 møtrikker, 8 mm, med skiver
• Rustfri skruer, 4 x 25 og 5 x 45 mm
• Vandfast snedkerlim
• Træbeskyttelse
Tidsforbrug
Bordet kan laves på en weekend, hvis du når at give træbeskyttelse lørdag.
Pris
Cirka 900 kroner, når du bruger Superwood. Billigere med trykimprægnerede terrassebrædder.
Sværhedsgrad
Bordet er nemt at lave; vigtigste krav er, at sargene skæres helt retvinklede.
Tegning
Nemt og enkelt terrassebord
De kraftige materialer og solide samlebeslag gør bordet her nemt at bygge. Og du kan uden problemer ændre lidt på målene - dog bør du ikke bygge det længere uden at gøre sargene kraftigere. Du kan lægge brædderne på langs, men så bør du understøtte dem med et par revler på tværs.
