Intro
Vejledning
01
Rammer og hylder
5
Trin
Rammerne til plantebordet består af lægter, der samles med skruer. Rammerne har hver en tværstiver, som hylderne kan hvile på. Tværstiverne understøttes med et par vinkelbeslag, så de kan holde til tunge ting.
Rammerne placeres, så der er en i hver ende af bordet samt en i midten, der kan understøtte hylderne.
Plantebordet har to hylder, der hver består af fem brædder. De skrues fast til rammen med lidt luft, der fordeles ligeligt mellem brædderne.
Sav delene ud, og saml A, B, C og D til rammer med 100 mm skruer. Det er pænt, hvis du undersænker skruerne.
Monter vinkelbeslag ved tværstiverne (D). Vinkelbeslagene skrues fast - et i hver side - med 40 mm beslagskruer under tværstiveren (D) til den midterste hylde. Det understøtter hylden, så den kan bære tunge ting.
Skru hyldebrædderne (E) fast på nederste rammedel (A). Stil rammerne lodret, og skru først de nederste brædder på. Start med de to yderste brædder, og fordel så resten af brædderne, så luften mellem dem bliver jævnt fordelt.
Skru brædderne (E) fast på D til den øverste hylde. Ret rammen til inden, så den er i vinkel både lodret og vandret. Det er en god idé at bore for i bræddernes ender, så træet ikke flækker.
02
Zinkbordplade
5
Trin
Når du skal lave en bordplade med zink, bliver resultatet bedst, hvis zinkpladen limes fast og bukkes rundt om en plade. Støbekrydsfiner er velegnet til opgaven, da den bedre kan holde til fugt end almindelig krydsfiner. Her måler pladen 80 x 180 cm. Det passer nemlig til en standardzinkplade på 100 x 200 cm, da der skal være plads til et ombuk på 10 cm i hver side. Så skal du kun klippe hjørnerne af zinkpladen.
Få evt. din vvs’er til at skære zinkpladen til. Hvis ikke må du selv klippe den til med en pladesaks. Hvis du ikke har mod på at lave en bordplade af zink, kan du sagtens lave en af brædder - på samme måde, som du lavede hylderne.
Lim zinkpladen fast til pladen af krydsfiner. Skær selv zinkpladen til med en pladesaks, eller få den skåret til på de ønskede mål, og lim den fast. Her bruger vi en kombineret lim-fugemasse, der er velegnet til opgaven.
Spænd krydsfinerpladen fast i bunden af zinkpladen. Læg et par lægter på tværs jævnt fordelt over hele pladen. Siderne på zinkpladen bukkes op ved at slå med en træklods og hammer, mens plade og zink er spændt godt fast.
Klip hjørnerne af zinkpladen, så du kan bukke den rundt om pladen af krydsfiner. Du kan klippe med en pladesaks.
Buk siderne om på zinkpladen med en træklods og en hammer. Når du bruger en træklods, risikerer du ikke at lave mærker i zinken. Ombukket på pladen limes fast og holdes på plads med en planke, der spændes fast med tvinger.
Materialer
Til rammen:
• 3 lægter (A), 65 cm (38 x 57 mm)
• 6 lægter (B), 65 cm (38 x 57 mm)
• 3 lægter (C), 75 cm (38 x 57 mm)
• 3 lægter (D), 53,6 cm (38 x 57 mm)
• 10 brædder (E) i trykimprægneret træ, 19 x 100 mm, 170 cm lange
• 6 vinkelbeslag, 35 x 50 mm
• Skruer, 40 mm og 100 mm
• Beslagskruer, 40 mm
• Evt. grundingsolie og træbeskyttelse
Til zinkbordpladen:
• 1 støbekrydsfinerplade, 18 mm, 80 x 180 cm
• 1 zinkplade, 6 mm, 100 x 200 cm
• Lim-fugemasse (Adheseal fra Innotec)
Tidsforbrug
Cirka 1 dag
Pris
Cirka 2200 kroner (halvdelen af beløbet går til zinken)
Sværhedsgrad
Det er nemt nok at bygge plantebordet. Det sværeste ved projektet er at rette bordpladen af zink til.
Tegning
Sådan bygges bordet
Plantebordet består af tre rammer, der fordeles med en i midten og en i hver ende af bordet. Det har to hylder, der hviler på rammernes tværstivere og den nederste del af rammen. Den øverste del af rammen rager lidt ud over forkanten, så bordpladen kommer til at stikke lidt ud. Bordpladen er beklædt med zink, der er praktisk til udendørs brug.
