Skær toppen rigtigt af stolpen

Hegnsstolper skal altid skæres af i toppen, så regnvandet kan løbe af. Her vil håndværkeren vise, hvordan du med en enkel skabelon altid får et pænt resultat.

Skabelonen laves af to lige store bræddestykker, der sættes sammen. Han starter med at vinkle og strege op et lille stykke nede på det ene bræt. Målet er ikke så vigtigt, et sted mellem 5 og 10 cm er o.k.

Derimod er det vigtigt, at brædderne lægges op, så de bliver samlet i en fuldstændig ret vinkel. Han streger op på begge sider, så han kan se, hvor han efterfølgende skal lime. Han smører hvid snedkerlim på og samler derefter de to brædder med skruer.

Det er meget vigtigt, at brædderne sidder urokkeligt fast, så derfor giver håndværkeren dem fem skruer, og de skal være så lange, at de går to tredjedele ned i det underste bræt. Nu har han en simpel skabelon, der gør arbejdet med at skære stolperne til den rene leg.

Denne stolpetop skal have en skrå afskæring, der går 10 cm ned. Han vinkler ud og streger op og fastgør skabelonen til stolpen, så den flugter med 10 cm stregen, og gør den fast med en skruetvinge.

Før du går i gang med at save stolper i smig, er det vigtigt, at du vælger den rette klinge til stiksaven. Det skal være en kraftig klinge, der er længere, end stolpen er tyk.

Indstil savens sål til den afskæringsvinkel, du ønsker – her 30 grader. Og nu er det bare at køre stiksaven roligt gennem materialet, mens sålen støtter på skabelonen. Gør det samme i den anden side, og nu har du en stolpe med en afskæring i spids vinkel.

Du kan også gå videre og bruge skabelonen til afskæring med fire skrå flader. Det er bare at sætte skabelonen på igen og skære to smig mere. Du er altid sikker på et lige og pænt resultat, når du bruger denne enkle skabelon.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Hegn