Intro
Vejledning
01
Plantning
5
Trin
Det levende hegn skal plantes, når frosten er gået af jorden. I Danmark plejer det at være engang i midten af marts. Fra vidjerne, altså pileplanterne, er indkøbt, til de bliver plantet, bør der ikke gå mere end to uger, og i den periode bør de opbevares koldt og mørkt.
Hegnet kan både flettes med en enkelt eller to vidjer ad gangen. Da dette hegn markerer skellet til naboen, fletter vi det dobbelt. Det gør hegnet lidt tættere og kraftigere, men heller ikke for bastant. For at undgå debat om, hvem der skal vedligeholde hegnet, planter vi det 15 cm fra skellet.
Marker først skellet og linjen, hvor hegnet skal stå. Skelmarkeringen bør være 25-30 cm over niveau, så det er tydeligt, at den er helt lige. Plantelinjen skal derimod være i jordhøjde, så du ikke skubber til den undervejs.
Jorden løsnes med en spade for at gøre det lettere at plante vidjerne. 25-30 cm’s dybde er tilstrækkeligt. Det svarer til et dybt spadestik. Fjern også rødder og ukrudt fra den løse jord, så vidjerne ikke skal konkurrere om næringen.
Stik to vidjer i jorden ad gangen i en vinkel på ca. 60 grader. De skal 2-3 håndsbredder ned i jorden, eller hvad der svarer til 25-30 cm. Afstanden mellem planterne bliver ensartet med en afstandspind på 15 cm.
Sæt 2. række vidjer, så de vender den modsatte vej. Du behøver ingen afstandspind, for rækken stikkes ned umiddelbart ved siden af den første. VIGTIGT! Husk at være lidt forsigtig, så planterne ikke knækker.
02
Fletning
5
Trin
Hvor selve plantearbejdet er hårdt arbejde, så er flettearbejdet mere hyggeligt og kræver omhu. Det er nu, du skal skabe orden i det virvar, vidjerne indtil videre udgør.
For at sikre, at mønsteret i hegnet bliver ensartet, laver du to målepinde, måler to steder på hver vidje og fikserer krydset med nylonstrips. Du skal lave to målepinde: én på halvandet felts højde og én, der rammer det øverste kryds i hegnet målt fra jorden.
Brug den ene hånd til at holde vidjen fast, og flet med den anden. Flet hver enkelt vidje til toppen, og kontroller løbende arbejdet, mens du bevæger dig ned langs hegnet.
Den færdige sektion fikseres med nylonstrips. Den nederste række strips placeres 1½ felt over jorden. Brug en målepind, så samlingerne kommer i samme højde. I denne række er det kun nødvendigt at fiksere hvert andet kryds.
Topsamlingerne justeres med den anden målepind, så romberne bliver ensartede. I den øverste række kryds fikserer du alle samlingerne og kontrollerer, at de sidder i samme højde.
Til at afslutte hegnet bruger du en tykkere pilestok. Her bruger vi en 2-årig stok af sorten black maul. Omkring endestokken vrider du vidjerne en halv omgang og fletter dem ind i hegnet igen.
03
Opretning
3
Trin
Nu er hegnet flettet færdigt. Men det står usikkert og hælder til både den ene og den anden side, og toppene stritter og ser lidt sølle ud. Den sidste del af arbejdet, hvor du retter hegnet op, er en ren fornøjelse. Brug eventuelt en loddestok, hvis du ikke stoler helt på dit øjemål.
Jorden på begge sider af hegnet trædes grundigt fast, imens du retter hegnet op til lodret ved at trække, skubbe og læne dig op ad det - bare rolig, det kan holde til mere, end du tror.
Til sidst klippes pilens ender af ca. 5 cm over den øverste strip. Klip også enderne på nylonstripsene, så de ikke hænger og flagrer.
Materialer
Til én meter dobbeltfl ettet pilehegn:
- 25-30 vidjer på 180-210 cm’s længde og 8-10 mm’s tykkelse
- 2-årige black maul-stokke til afslutning af hegnet
- Sorte elektrikernylonstrips
Tidsforbrug
Med jordforberedelse, plantning, fletning og opretning kan du nå 15-20 m hegn pr. dag.
Pris
90-150 kr. pr. meter ved dobbeltflet. Prisen afhænger af, hvilken pilesort du vælger.
Sværhedsgrad
Det er ikke svært at lave pilehegn, men det koster lidt tid og kræfter.