Intro
Vejledning
01
Lad første lag sten forme højbedet
3
Trin
Vi bygger højbedet i store betonblokke, såkaldte makrobetonblokke. Men uanset om du bruger så store blokke eller de lidt mindre kantblokke, er fremgangsmåden den samme.
Højbedet her skal følge en buet terrasse, og vi vælger, at de smalleste fuger skal være 2-5 millimeter brede.
Bedet skal stå vandret, så vaterpasset skal bruges flittigt, når det første lag sten bliver lagt. Her kan lidt murpap hjælpe med til at løfte stenene op i vandret plan.
Mærk omridset af højbedet op. Både længde og bredde passer med hele sten, så vi slipper for at skære i stenene.
Læg første lag sten langs stregen. Første lag danner bunden og bestemmer bedets form, så vær omhyggelig.
02
Byg bedet op i den højde, du ønsker
5
Trin
Bedet her bliver seks sten højt. Det giver dels en god plantehøjde, dels lidt læ på den åbne terrasse.
Antallet af lag (skifter) er ikke afgørende. Det er derimod præcisionen, som i dette tilfælde handler om, at bedets sider skal være i lod, og at stenenes kanter skal flugte, så de danner en jævn mur. Ellers kommer højbedet nemt til at se sjusket ud.
Inden sidste lag sten skal en fiberdug på plads. Den sikrer, at jorden ikke løber ud imellem stenene.
Læg næste lag på. Laget forskydes en halv sten, så stenene ligger i forbandt. Stenene i bedets ender ligger på tværs og sørger helt automatisk for forskydningen.
Husk at følge buen. Det kræver lidt små justeringer af de enkelte sten undervejs. Stenene er så tunge, at de ikke behøver lim. Tyngdekraften skal nok holde dem på plads.
Fugerne varierer fra 2 til 5 mm. Fordi bedet buer, bliver fugerne lidt bredere langs buens ene yderkant. Med fugerne kan du udligne de små forskelle, der er i stenenes størrelse.
Kontrollér, at muren er lodret, og tjek samtidig, at de lodrette fuger er lige over hinanden (i hvert andet lag). Vær særlig omhyggelig med hjørnerne.
Materialer
- Betonblokke (her 42 x 21 x 14 cm)
- Murpap
- Fiberdug
- Jord
- Planter
Tidsforbrug
1-2 dage.
Pris
Ca. 7.500 kr. Med alm. kantblokke kan du spare ca. 1-2.000 kr.
Sværhedsgrad
Projektet kræver kræfter, men er ellers ikke svært at lave.
Tips & Tricks
Sådan tegner du en perfekt bue
Har du ikke en runding at styre efter, kan du nemt tegne en bue med patentbånd.
Når højbedet skal bue, er en hjemmelavet “passer” af patentbånd et godt redskab. Med den kan du lave en bue i præcis den størrelse, du ønsker. Du skal bare gøre patentbåndet fast med en skrue i den ene ende og markere buens yderkant på båndet.
Stenene ligger, hvor de skal. Patentbåndet passes til, og stenens yderkant markeres på båndet med en tusch.
Vælg god jord og flotte planter
Du kan dyrke næsten alle haveplanter i højbedet, hvis jorden er god.
Fyld højbedet op med muldjord eller særlig “højbedsjord”, som du kan købe på internettet til levering.
Herefter er der frit slag: Grøntsager, urter, stauder eller smukke blomster kan pryde dit nye højbed.