Brug kaffegrums som gødning til dine forskellige plantebede
I surbundsbedet kan du hælde det direkte ud på jorden.
Andre steder i haven bør du overveje at blande det med en anden form for organisk materiale, inden det spredes i bedet.
Derudover, anbefaler vi, at du altid prøver dig frem med forskellige mængder af kaffegrums i haven, og passer på med at overgøre det. Da du kan ende med at gøre jorden alt for sur.
3 fordele ved at bruge kaffegrums som gødning
Der er flere fordele ved at bruge din kaffegrums som gødning:
Nem spredning af næringsstoffer til hele haven.
Smid kaffegrums i kompostbunken, så de mange gode næringsstoffer nemt kan fordeles flere steder i haven.Afskrækkende effekt mod insekter.
Gamle husråd hævder også, at kaffegrums har en afskrækkende virkning mod insekter og andre skadedyr som fx dræbersnegle. Efter sigende er koffein giftigt for insekter og snegle, og tørret kaffegrums skulle være et effektivt middel til at holde myrer og myg væk fra haven.Holder katte væk fra haven.
Kaffegrums kan desuden bruges til at holde uønskede katte væk fra haven, da de ikke kan lide lugten. Spred det rundt i haven for at undgå besøg af nabolagets baggårdskatte.
Hvilke planter kan godt lide kaffegrums?
De fleste planter er glade for kaffegrumsens mange egenskaber, men du kan med fordel benytte kaffegrums som gødning til planter, som elsker en lav pH-værdi, såsom:
- Lyng
- Rhododendron
- Azalea
- Hortensia
- Magnolia
- Blåbær
Kaffegrums til roser
Kaffegrums er et solidt supplement til dine roser. På baggrund af kaffegrumsens insektfrastødende egenskaber og mange næringsstoffer er roser en af de planter, som er ekstra glade for kaffegrums.
Endnu et gammelt husråd siger, at kaffegrums nedsætter mængden af lus i dine roser, samtidig med at kaffegrumsen gavner jordens mikroliv, som er med til at gøre dine roser mere modstandsdygtige overfor diverse plantesygdomme.
LÆS MERE OM: Sygdomme i roser
Kaffegrums til tomatplanter
Der er ikke noget dokumenteret om, at kaffegrums specifikt skulle være super gødning til tomatplanter. Men det betyder ikke, at det ikke er godt for tomatplanterne overhovedet!
Kaffegrums kan bruges som gødning til tomater på grund af dets indhold af kvælstof, fosfor og kalium. Det forbedrer jordens struktur og tiltrækker regnorme, og fungerer godt til generel jordforbedring. Brug det med moderation og bland det med kompost for det bedste resultat.
Du kan med fordel tørre kaffegrumsen først. Så mindsker du risikoen for skimmel.
Kaffegrums til blåbær
Blåbær trives godt i surbundsjord, hvor kaffegrums kan være nyttig. Kaffegrums har et relativt højt syreindhold, som hjælper med at sænke jordens pH-værdi og skabe de optimale betingelser for blåbær.
Det anbefales, at du 2-3 gange om året gøder dine surbundsbede med en organisk surbundsgødning, hvor kaffe kan være med til at virke som et glimrende gødningsmiddel.
Sådan bruger du kaffegrums som gødning til køkkenhaven
Det er vigtigt at huske, at du kun skal lægge kaffegrums direkte i et surbundsbed.
Når du bruger kaffegrums som gødning til køkkenhaven, skal du sørge for at blande grumset sammen med en form for organisk materiale, såsom kompost, afklippet græs eller nedfaldne blade, som hurtigt selv kan blive til kompost.
Denne blandingen er nemlig ikke lige så syreholdig, som den ellers ville være alene.
Samme forhold er også gældende, hvis du anvender kaffegrums som gødning til dine stueplanter og i blomsterbede.
LÆS OGSÅ: Blomsterløg og knolde i haven
Hvor meget kaffegrums skal man bruge til gødning?
Det er svært at fastslå præcist, hvor meget kaffegrums du skal bruge som gødning.
Vi kender ikke den præcise pH-værdi for hver portion kaffegrums, og vi ved heller ikke præcist, hvor meget næring, der er i den specifikke type kaffe, du anvender.
Variationen i syreindhold og næringsstoffer betyder, at det er nødvendigt at tilpasse mængden af kaffegrums efter dine planters behov og jordens aktuelle tilstand.
Derfor anbefales det at eksperimentere i små mængder og observere, hvordan planterne reagerer, inden du anvender større mængder.
LÆS OGSÅ: Gødning til jordbær - Sådan gør du
Er kaffegrums godt for græsplænen?
Da kaffegrums kan have en afskræmmende effekt mod skadedyr, såsom dræbersnegle og myrer, er kaffegrums alene af den grund godt for din græsplæne.
Derudover, som med andre planter, virker kaffegrums igen som en effektiv gødningsform.