Pergola med lavt hegn

En pergola er oplagt på terrassen. Og tilføjer du et lavt havehegn langs kanten, får du et dejligt afgrænset "uderum". Varianten her kan du bygge for kun 3.500 kroner.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
5 dage
Pris
3500 kroner

Intro

I byggevejledningen kan du se, hvordan du bygger den elegante pergola. Vi viser dig blandt andet, hvordan du måler ordentligt op og skærer stolper og spær til. Derudover viser vi, hvordan du laver et flot finish med et rækværk. Alt sammen koster pergolaen dig ikke mere end cirka 3.500 kroner.

LÆS OGSÅ: Pergola til haven

Vejledning

01
Opmåling og tilskæring 5 Trin

Inden du for alvor går i gang med at bygge, skal du have målt ordentligt op. På remmen, der skal fastgøres til muren, skal du vide, hvor spærene skal placeres. Du kan let og præcist måle op til dem, hvis du saver en lægte til i den afstand, som du ønsker mellem spærene, lægger den på remmen og streger op efter den.

Når du skal måle op til stolpernes placering, lægger du blot remmen langs kanten af terrassen og streger op efter de mål, du har lavet til spærene, der svarer til stolpernes placering.

1

Mål op på remmen (A), hvor spærene (B) skal placeres. Her bruges en lægte, der er savet til i den afstand, der skal være mellem spærene, her 85,2 cm. Så går det hurtigt med at afsætte målene helt præcist.

2

Placér remmen (A) på terrassens yderkant, hvor stolperne (E) skal være, og overfør målene fra remmen. Så har du den præcise placering, når du skal skrue vinkelbeslag til stolperne fast.

3

Gør remmen (A) fast på muren. Bor først for med et 10 mm murbor til de lange karmdyvler, som remmen skal fastgøres med. I et træhus skrues remmen fast med lange skruer i de bærende stolper.

4

Slå dyvlerne i, og skru remmen fast med 10 x 120 mm skruer gennem dyvlerne. Skruerne placeres med en afstand på ca.80 cm hele vejen hen langs remmen.

5

Mål op til taghældningen. Læg en stolpe (E) og et spær (B) på terrassen. Mål 191,8 cm fra bunden af stolpen, placér spæret ved 190 cm, og streg op. Læg spæret ved 250 cm i den anden side, streg op, og sav det til.

02
Stolper og spær 12 Trin

Ved hver stolpe skal der placeres en bjælke som spær. Stolperne er skåret til med skrå snit øverst efter spærets hældning, ligesom spærene også er skåret til med skrå snit i enderne.

De to dele skal samles med en bladsamling, så du skal save spor for enden af alle spærene og i toppen af stolperne - halvt ned i træet - og det overflødige træ skal stemmes væk, så du kan lave en tæt samling. Det tager lidt tid og kræver omhyggelighed, men resultatet er flot.

1

Sav spor i stolper (E) og spær (B), og stem ud, så du kan lave bladsamlingerne. Indstil kap-/geringssaven, så den saver halvt ned i træet i enderne, og skær en række snit. Fjern træet med et skarpt stemmejern.

2

Alle stolper (E) og spær (B) er stemt ud og ligger nu klar til at blive samlet med bræddebolte. Det er svært at se, at snittet er en smule skråt, da spæret jo har en skrå hældning ned mod stolpen.

3

Stolper (E) og spær (B) samles med to 10 x 60 mm bræddebolte. Hold først stolpe og spær sammen i samlingen, og bor huller med et 11 mm bor. Slå boltene i, sæt en slutskive på, og spænd dem sammen.

4

Gør spærene (B) fast til remmen (A) med 70 x 70 x 70 mm vinkelbeslag og 4 x 35 mm skruer. Når vinkelbeslagene er fastgjort, kan stolper og spær rejses og skrues fast. Hold spærene på plads med tvinger imens.

5

Tjek, at den første stolpe (E) står lige. Når det er på plads, skruer du den fast til vinkelbeslaget på terrassen med 4 x 35 mm skruer.

6

Stolperne (E) fastgøres til vinkelbeslagene med 4 x 35 mm skruer. Alle vinkelbeslag er først monteret til terrassen, så det er nemt at skrue stolpen fast, når du har tjekket, at den står helt lige.

7

Fiksér stolperne (E) midlertidigt med brædder, efterhånden som de alle er på plads, og du har sikret dig, at de står helt lige. Så er der ro på, mens du skruer dem fast til vinkelbeslagene på terrassen.

8

Sav sternbrædderne (F) til. Læg dem først på terrassen foran stolperne, og mærk op, hvor stolperne står. Så er det let at skære brædderne til, så det passer med, at du får samlingen midt på en stolpe.

9

Sternbrædderne (F) skrues fast til stolperne med 5 x 60 mm skruer. Brug gerne hjælpeklodser, som brædderne kan hvile på, mens du skruer.

10

Montér et kantbræt (F) oven på spærene (B) yderst, når du har skåret det til på længden. Det fastgøres med 5 x 60 mm skruer.

11

Sæt et kantbræt (F) fast i den anden ende, oven på spærene (B). Det placeres så langt tilbage som muligt, her op ad tagrenden. Fastgør det med 5 x 60 mm skruer.

12

Montér stolpen (D) midt imellem stolpe C og E. Når stolpen står i midten, streger du op, hvor den skal skæres ved spæret B og saver den til. Den skrues fast med 5 x 100 mm skruer skråt ind i bjælken.

03
Rækværk og finish 9 Trin

Det kræver lidt ekstra opmåling og tilskæring, hvis du skal lave et rækværk med lister, der skal fastgøres diagonalt i en ramme. Det er en god idé at samle delene på en plade med små klodser i hjørnerne, så du har en skabelon at bygge ud fra. Når den første er bygget, lægges de næste dele blot ovenpå; så går det lidt hurtigere, og du er sikker på, at de bliver ens.

Oven på spærene sættes smalle lister fast diagonalt. De skal understøtte de klatreplanter, der med tiden vokser op.

1

Saml rammerne (N) og (P). Det er lettest, hvis du lægger dem op på en plade, hvor du har tegnet rammen op. Skru evt. en klods fast til pladen i hvert af de fire hjørner. Rammen samles med 5 x 80 mm skruer.

2

Placér listen (H) diagonalt på rammen, og tegn hjørnerne op. Det er her, listen skal saves til, så den passer i rammen diagonalt mellem to hjørner.

3

Skru den diagonale liste (H) fast i rammen, når du har savet den til. Fastgør den med 5 x 80 mm skruer.

4

Skær de øvrige lister (K, L, J og M) til. De skal placeres på hver side af den diagonale liste. Skær også to små afstandsstykker til, der sikrer den samme afstand mellem H og J. Listerne fastgøres med 5 x 80 mm skruer.

5

Saml de øvrige rammer oven på den første. Det går hurtigt, og så er du sikker på, at de bliver ens. Når alle fagene er samlet, grundes de og males to gange med heldækkende træbeskyttelse.

6

Spænd rammerne på plads mellem stolperne med tvinger en efter en. Skru rammerne fast foroven med 5 x 80 mm skruer. Nederst fastgøres de også med skråtstillede skruer, men gennem siden af bundlisten (N).

7

Rammerne fastgøres med en skrå skrue, 5 x 80 mm, der går igennem rammens øverste del (N) og ind i stolpen (E). Bor for til de skråtstillede skruer med et 5 mm bor.

8

Her monteres håndlister (Q) i mørkt træ på rækværket. Det giver en flot finish. Listerne er skåret til ud af terrassebrædder og fastgjort med 5 x 60 mm skruer nedefra.

9

Montér listerne (G) på taget. Sav dem til på længden, og søm dem fast på spærene (B) diagonalt med 2 x 40 mm galvaniserede søm. Bagefter males listerne. Det kan du evt. også gøre, inden du sømmer dem fast.

Materialer

45 x 95 mm reglar:

  • 1 murrem (A) a 453 cm
  • 6 spær (B) a 308,5 cm
  • 1 stolpe (C) a 197 cm
  • 1 stolpe (D) a 178,5 cm
  • 6 stolper (E) a 191,8 cm

32 x 120 mm terrassebrædder:

  • Stern- og kantbrædder (F)
  • a 453 cm

15 x 32 mm lister:

  • Lister til taget (G), ca. 40 m

45 x 45 mm lægter til rammer:

  • 7 lister (H) a 93,5 cm7 lister (J) a 60,5 cm
  • 7 lister (K) a 44,5 cm
  • 14 lister (L) a 23,3 cm
  • 7 lister (M) a 23 cm
  • 14 lister (N) a 85,2 cm
  • 14 lister (P) a 66,4 cm

20 x 70 mm nyatoh-brædder:

  • 7 håndlister (Q) a 85,2 cm

Desuden:

  • 4 x 35, 5 x 60, 5 x 80 og 5 x 100 mm skruer
  • 2 x 40 mm galvaniserede søm
  • 10 x 120 mm karmdyvler
  • 22 vinkelbeslag, 70 x 70 x 70 mm
  • 12 bræddebolte, 10 x 60 mm, inkl. slutskiver og møtrikker
  • Heldækkende træbeskyttelse

Tidsforbrug

Ca. 4-5 dage

Pris

Ca. 3.500 kr.

Sværhedsgrad

Et rimelig enkelt projekt, men vær omhyggelig med bladsamlingerne og opmålingen, så stolperne står præcist og helt lige.

Tegning

Flotte samlinger uden beslag

Hvis du saver hakker i rem, spær og lægter, får du flotte samlinger og undgår synlige beslag.

Spærene hviler på en rem på væggen. Du kan undgå at bruge beslag ved at skære hak i remmen, som spærene kan hvile i. Spærene får bagefter en enkelt skrue oppefra og videre ned i remmen.

Flotte samlinger uden beslag

Hvis du bygger en lægtekonstruktion, kan de tværgående lægter hvile i hak, der er savet ud i spærene. Når du har lagt dem i hakkene, kan du fastgøre dem med en enkelt skrue foroven, så den ikke er synlig nedefra.

3D-model

Pergola

3D-model

Krydsende lister

På 3D-modellen kan du nemt se, hvordan de krydsende lister snor sig ovenpå spærene.

Åbn 3D-model

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Pergola