Nem pergola - byg den på kun én dag

Denne konstruktion er helt enkel. Kun tre dimensioner tømmer og en enkelt byggedag skal der til, før du kan indtage dit nye haverum.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
2600 kroner

Intro

Din have vil se mere frodig ud, og du får en ekstra hyggekrog, hvis du bygger en pergola, som klatreplanterne kan kravle op ad og danne et tæt grønt tag.

LÆS OGSÅ: Byg selv pergola

Skaber skygge på terrassen

Under de sydlige himmelstrøg bruges en pergola typisk til at skabe en skyggefuld plads. Det er også målet med den, vi bygger her. Når solen står lavt, vil de dybe spær danne lidt skygge. Og når klatreplanternes får store grønne blade, vil de – med tiden – danne et tæt grønt tag over den nye terrasse, som vi vil anlægge.

Få højde på din pergola

Når du skal bygge en pergola, er det vigtigt at gennemtænke højden. Klatreplanterne vil ikke kun vokse på taget – de vil også hænge lidt ned. Så du bør du bygge med ekstra højde.

På den pergola, vi bygger her, er højden cirka 240 cm. Afstanden mellem spærene i taget er normalt mellem 30 og 60 cm. Her passede det bedst med en afstand på 38,4 cm.

Vejledning

01
Stolperne sættes i jorden 4 Trin

Her skal pergolaen bygges i et hjørne. Gavlen på huset og hegnet til naboen danner en naturlig krog til en terrasse med levende tag. Så her skal vi kun sætte to stolper i jorden. Skal du bygge med fire stolper, er fremgangsmåden den samme.

Husets gavl og hegnet vil sjældent danne en ret vinkel - det gør de heller ikke her. Vi vælger at lade pergolaen følge hegnet, fordi vi synes, det bliver pænest, når der senere skal lægges fliser. For at få stolperne sat rigtigt, bygger vi en stor byggevinkel.

1

Arealet ryddes, så vi kan komme til at bygge. Der står en stor vinplante. Den løfter vi forsigtigt væk, for den skal senere kravle op og danne et grønt tag.

2

Første stolpe graves ned i frostfri dybde (90 cm), og vi tjekker, at den står lige. Til en pergola behøver stolper ikke blive støbt fast, så vi stamper bare jorden med en lægte, efterhånden som vi fylder jord i hullet.

3

Stolpens front bør stå parallelt med hegnet. Vi bruger det lange vaterpas, så vi kan måle. Afstanden mellem vaterpas og hegn bør være den samme i begge ender. Ellers skal stolpen drejes lidt.

4

Den anden stolpe graves ned, jorden omkring den stampes, og vi tjekker, at stolpen står lige. For at placere stolpen fremstiller vi en byggevinkel.

02
Rem sættes på husets gavl 4 Trin

På husmuren sætter vi en rem, der skal bære to lange sider. Vi bruger 45 x 120 cm trykimprægneret fyr, som kun fås i længder op til 540 cm. Derfor bygger vi pergolaen 270 cm dyb ... så udnytter vi træet maksimalt. For at undgå store vinkelbeslag laver vi et hak i begge ender af remmen, som de to lange sider kan lægges ned i. Remmen på husmuren sætter vi fast med karmdyvler (6 x 120 mm).

1

Remmen til gavlmuren skæres på mål. Her skal den være 270 cm lang. Vi bruger en kap/geringssav, fordi det giver det pæneste snit, men du kan sagtens bruge din håndsav til opgaven.

2

Vi saver hak i begge ender af remmen. Begge skal passe til de hak, vi senere laver på den forreste lange side, så de går 45 mm (træets tykkelse) ind fra enden og 60 mm ned fra remmens overkant.

3

Remmen sættes i den højde, som du ønsker ”taget” skal være. Ind mod hegnet skal remmen sidde med samme afstand til hegnet som stolpen i den modsatte side. Og så skal remmen bare sidde vandret.

4

Remmen skrues fast på muren. Det gør vi pr. 40-50 cm.

TIPS: Læg strimler af murpap mellem mur og rem ved alle skruer. Så kan fugt ikke vandre fra muren ind i træet. Og så holder træet længere.

03
Taget bygges 5 Trin

Nu kan vi sætte tre sider på pergolaen. De skal sidde i samme højde som remmen på husets gavl, så her får vi brug for et langt vaterpas. Inden siderne skrues fast, skal stolperne skæres til i højden, og der skal skæres hak, så siderne ikke kun hviler på skruer, men understøttes af stolperne. Ved alle skruer borer vi først for. Vi vælger rustfri skruer - det er pænest i længden.

1

Vi spænder en tvinge på stolpen. Den kan støtte den forreste side på pergolaen, mens vi sørger for, at siden er i vater. I den anden ende hviler remmen på den rem, vi satte på husets gavl (hak i hak).

2

Stolpen fikseres med en skråstiver. Det er nødvendigt, fordi vi om lidt skal save et stykke af toppen på stolpen. Vi tjekker, at den står helt lodret.

3

På stolpens yderside skal vi lave et hak, som den lange side på pergolaens front kan hvile på. Hakket skal være 45 x 125 mm.

4

Den korte side skrues fast. Endetræet dækkes af den lange side på fronten. Den forreste side skrues fast med fire 5 x 90 mm skruer fra bagsiden af stolpen.

5

Spærene fordeles, så afstand ene er lige store. Her landede afstanden på 38,4 cm målt fra centrum til centrum. Hvert spær sættes fast med tre 6 x 120 mm skruer.

Materialer

  • 97 x 97 mm trykimprægneret fyr (til stolper)
  • 45 x 120 mm trykimprægneret fyr (til spær i ”taget” og rem på mur)
  • 45 x 145 mm trykimprægneret fyr (til front, bagside og en side)
  • Skruer: 5 x 90 mm og 6 x 120 mm
  • Evt. plugs til husmuren
  • Evt. grundingsolie og maling

Specialværktøj

  • Hulspade eller jordbor

Tidsforbrug

Den kan bygges på en dag.

Pris

En pergola i denne størrelse kan bygges for 2600 kroner.

Sværhedsgrad

At bygge en pergola hører til i den lette ende af skalaen. Den kan bygges med almindeligt værktøj.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

TEKNIK: Vinkel til større projekter

Den laver du nemt selv af tre brædder

TIPS: Fast afstand mellem stolperne

TEKNIK: Skrå topsnit på stolper

Med en simpel saveskabelon bliver alle snit identiske

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Pergola