Pergola med fede detaljer

En pergola skaber et hyggeligt rum. Den kan laves helt enkelt eller med mange detaljer som denne. Dem kan du vælge til og fra – alt efter temperament.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
Ca. 2-3 uger.
Pris
Ca. 5.300 kr., ekskl. træterrasse.
Pergola

Pergolaen er bygget i den ene ende af en træterrasse og skaber et hyggeligt loungemiljø.

Intro

Hvis du ønsker dig et ekstra uderum, er det oplagt at bygge en pergola.

Den er nem at tilpasse i størrelse efter de mål, der passer hos dig. Og i udformning kan den bygges helt enkel eller som her med udskæringer, der gør den mere kunstfærdig at se på, og en bagbeklædning, som giver en større fornemmelse af et privat rum.

Bagbeklædningen er lukket forneden, men mere åben foroven, så der er udsyn. Du kan også vælge ikke at have en bagbeklædning, men holde pergolaen åben hele vejen rundt.

Taget her har dobbelte spær – det er ikke nødvendigt i forhold til konstruktionens styrke, men er gjort for et syns skyld. I alle spær er der lavet hak, så de går lidt ned over remmene. Det er flot, da du undgår synlige beslag, og det giver en stærkere konstruktion.

Vejledning

01
Terrassefundament 3 Trin

Der bygges først en træterrasse, så pergolaen får et “gulv”. Træterrassen skal bygges ud over en gammel betonterrasse og græsplæne foran huset. Bundremmene til terrassen kan klodses op oven på betonterrassen, og hvor der før var græsplæne, laves der punktfundamenter, som kan understøtte bundremmene.

Punktfundamenterne er plastrør, der fyldes med beton og en stolpesko øverst, så der er noget at fastgøre bundrem og stolper til. Mellem remmene placeres strøer pr. 60 cm.

1

Der støbes punktfundamenter til stolper og terrasse. Punktfundamenterne består af plastrør, der er gravet 90 cm ned i jorden. De fyldes med beton, som der sættes et stolpeskobeslag ned i til stolperne.

2

Træterrassen skal bygges delvist oven på en gammel betonterrasse. Her klodses bundremme op, så de ligger vandret. Bundremmene fastgøres til stolpesko i punktfundamenterne, og der monteres strøer med en afstand på 60 cm imellem hver.

3

Der lægges terrassebrædder, når den underliggende konstruktion er færdig. Brædderne fastgøres med selvskærende terrasseskruer, der placeres på lige linjer. Sørg for, at der er den samme afstand mellem brædderne, ved at bruge afstandsklodser. Her er afstanden 8 mm.

02
Stolper og tag 9 Trin

Pergolaen består af fire stolper, der placeres i hjørnerne med lige stor afstand, så konstruktionen bliver kvadratisk. Øverst på stolperne fastgøres en rem hele vejen rundt, som “taget” kan monteres til.

“Taget” har dobbelte spær, der er savet hak i, så de kommer til at sidde lidt ned over remmene. I enderne skæres spærene til med buer, så de får et lettere udtryk. Mellem spærene monteres tværgående stykker, så taget får en åben konstruktion, der minder om stiger lagt ved siden af hinanden.

Bagsiden lukkes med vandrette brædder nederst og lodrette lister foroven.

1

Montér fire stolper (A) i stolpesko i de støbte punktfundamenter. Stolperne fikseres midlertidigt med lægter, så de bliver på deres plads, indtil remmene foroven er gjort fast.

2

Sav remmene (B) til, og placér dem i første omgang på terrassen rundt om stolperne (A). Så kan du nemt komme til at måle op til de dobbelte spær, der skal monteres på tværs af remmene. Der skal laves hak ved stolperne, så remmene griber godt fat i hinanden.

3

Lav hak i spærene (C), så de sidder lidt ned over remmene. Det er lettest at lave hakkene på en gang ved at spænde spærene sammen, save spor tæt på hinanden med en rundsav og stemme hakkene ud.

4

Spær (C) og spærender (D) saves til i enderne, så de får en runding. Brug en skabelon, som du tegner op efter. Det sikrer, at rundingerne bliver helt ens. Snittene saves med en stiksav. Slib dem jævne bagefter.

5

Tjek placeringen af spær (C) og spærender (D) på remmene (B). Hakkene skal være store nok til, at de kan sidde fast på remmene. Hvis ikke, må du rette hakkene til. Når du er tilfreds, fjernes spær- og spærender.

6

Fastgør remmene (B) foroven på stolperne med bolte, så pergolaens tag sidder i den ønskede højde. Sørg for, at remmene sidder helt lige. Enderne på remmene er også skåret til med samme runding som spærene.

7

Montér spær (C) og spærender (D) til remmene (B). Lad hakkene glide ned over remmene, og justér afstandene, så de dobbelte spær og spærender sidder præcist. Fastgør så med lange skruer.

8

Pergolaen får sort træbeskyttelse, så træet holder længere. Mal evt. delene, inden de skrues fast. Her monteres også skråstivere (F) øverst på stolperne med bolte. Det giver ekstra styrke og stabilitet.

9

Bagbeklædningens vandrette brædder (H) er fastgjort til kryds (G) på den nederste del af pergolaens bagside. På den øverste del er sat lister (J) op med afstand imellem, så det er muligt at kigge ud.

Materialer

100 x 100 mm stolper:

  • 4 stolper (A) a 230 cm

45 x 145 mm reglar:

  • 4 remme (B) a 354 cm
  • 10 spær (C) a 354 cm
  • 20 spærender (D) a 29,5 cm
  • 40 mellemstykker (E) a 50 cm
  • 6 skråstivere (F)

45 x 95 mm reglar:

  • 2 kryds til bagbeklædning (G)

25 x 100 mm brædder:

  • Vandrette beklædningsbrædder (H)

21 x 43 mm lister:

  • Lodrette lister (J)

Desuden:

  • Plastrør
  • Tørbeton
  • Stolpesko
  • Bolte, 10 mm + møtrikker
  • Skruer, 5 x 70 og 120 mm
  • Træbeskyttelse, sort

Specialværktøj

  • Stemmejern

Tidsforbrug

Ca. 2-3 uger.

Pris

Ca. 5.300 kr., ekskl. træterrasse.

Sværhedsgrad

Projektet kræver grundighed og præcision for at få delene til at passe sammen.

Tegning

Sådan er pergolaens tag bygget

De fleste pergolaer har et “åbent” tag med tværgående spær. Her har pergolaen dobbelte spær, der minder om stiger, når taget ses fra oven som på tegningen. Spærene (C) på den ene led er gennemgående, mens “spærene” på den anden led består af mellemstykker (E) og spærender (D).

Sådan er pergolaens tag bygget

3D-model

3D-model

Pergolaen

Pergolaen, består af en stolpesætning, forankret af punktundamenter, afstivet af vinklede hjørnesamlinger og en dobbelt spær konstruktion. projektet er og kan tilpasses i størrelsen efter behov.

Åbn 3D-model

3D-model

Hjørnesamling

Spærene er alle dobbelte og har hak, så de sidder lidt ned over remmene på pergolaen. Det giver en flot effekt, og der undgås synlige beslag, og er med til at give en stærk konstruktion.

Åbn 3D-model

3D-model

Punktfundamenterne

Punktfundamenterne består af plastrør, der er gravet 90 cm ned i jorden. De er fyldt med beton.

Åbn 3D-model

3D-model

Skråstiverne

De buede skråstivere, både styrker og pynter på konstruktionen, med deres bløde form og skå samling.

Åbn 3D-model

3D-model

Bagbeklædningen

Listerne med lidt afstand imellem på den øverste del af bagbeklædningen giver udsyn, men stadig privatliv.

Åbn 3D-model

3D-model

Pergolaens tag

Pergolaen har dobbelte spær, der minder om stiger, når taget ses fra oven. Det har både en ornamental værdi, samtidig med at det styrker konstruktionen.

Åbn 3D-model

Video

Stolpesko støbt i rør

Så får du nemt stolpeskoene i vater og til at flugte hinanden

Video

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Pergola