Plantning af roser

Når du skal plante roser, er det vigtigt, at du planter dem i den rigtige dybde i rosenbedet. Ellers er risikoen for vildskud i dine roser stor.

Intro

Når du skal plante roser, er det vigtigt, at du planter dem i den rigtige dybde i rosenbedet.
Det er også vigtigt, at du får gravet et hul, der er stort nok til rosen.

De fleste roser har et såkaldt okulationssted, som er det sted, hvor rosen er podet. Det er grunden til, at det er vigtigt, at plante rosen i den rigtige dybde – så podestedet er dækket godt af jord. Når du planter rosen rigtigt, er risikoen for at få vildskud på rosen mindre.

Se her, hvor dybt du skal plante en rose, og hvordan du kan kende rosens podested.

Du kan også plante roser i krukker. Vi viser dig, hvordan du gør.

Inspiration - 7 stauder, der er gode at plante sammen med roser

Det ser flot ud – og du får endnu flere blomster – hvis du planter stauder sammen med dine roser.
Her har du 7 gode bud på stauder, der passer godt sammen med roser.

plante roser lavendel

1. Lavendel

plante roser brudeslør

2. Brudeslør

plante roser Staudesalvie

3. Staudesalvie

plante roser storkenæb

4. Storkenæb

plante roser fingerbøl

5. Fingerbøl

plante roser ridderspore

6. Ridderspore

plante roser katteurt

7. Katteurt

Vejledning

01
Grav et hul til roserne 8 Trin

Når du skal plante roser, er det vigtigt, at du planter dem i den rigtige dybde i rosenbedet.

Du får et godt fif til, hvordan du på en helt enkel måde kan tjekke, at rosen er placeret i den rigtige dybde.

Det er også vigtigt, at du får gravet et hul, der er stort nok til rosen.

Vi viser dig, hvordan du forbereder jorden i plantehullet, så rosen får de bedste muligheder, når du planter den ud i rosenbedet.

plante roser i bed 1

Roserne er nu klar til at blive plantet ud i rosenbedet. Potterne har først stået i vand, så de har suget godt med vand, inden de bliver plantet ud.

plante roser i bed 2

Grav et plantehul til rosen. Det skal være cirka dobbelt så stort som pottestørrelsen.

plante roser i bed 3

Når du graver jorden op, så læg den i to bunker. Det øverste lag, mulden, i én bunke. Og det nederste lag, råjorden, i en anden bunke.

plante roser i bed 4

Sørg for at løsne jorden i bunden af plantehullet. Det kan du fx gøre ved at hakke på kryds og tværs med en spade.

Du kan også bruge en greb. Rosernes rødder har nemmere ved at søge ud i jorden og få godt fat, når den er løsnet.

plante roser i bed 5

Tag rosen ud af potten. Har den stået længe i potten, så rødderne er viklet rundt i bunden, bør du løsne dem, inden du sætter rosen ned i plantehullet.

plante roser i bed 6

Placer rodklumpen midt i plantehullet. De fleste roser skal plantes ret dybt, fordi de er podet på en grundstamme af en anden rosentype. Det kaldes okulationsstedet eller podestedet.

Når det er dækket af jord, er der mindre risiko for, at rosen skyder fra grundstammen og danner såkaldte vildskud.

plante roser i bed 7

Okulationsstedet er det sted, hvor rosen er podet. Det er herfra, rosen forgrener sig. Rosen skal plantes, så podestedet er ca. 10 cm under jordniveau.

plante roser i bed 8

Læg en pind på tværs over plantehullet. Så er det nemt at se, hvor dybt rosen står. Tjek, om hullet evt. skal graves dybere.

02
Plant roserne 7 Trin

Når rosen er placeret i den rigtige dybde, skal du fylde jord ned i hullet omkring rosen.

Her viser vi dig, hvordan du fylder jorden på omkring rosen, når du planter den. Det er nemlig ikke ligegyldigt i hvilken rækkefølge, du smider jorden ned i hullet igen.

Vi planter også stauder mellem roserne i bedet her. Du får selvfølgelig at vide, hvilke vi har valgt.

roser plantning 1

Fyld jord omkring rosen. Start med den jord, du sidst gravede op – altså råjorden, så det kommer til at ligge nederst igen. Først derefter fylder du op med muldjord fra det øverste jordlag.

roser plantning 2

Træd let på jorden omkring planten, når du har fyldt omkring en tredjedel af jorden på.

roser plantning 3

Giv så rosen en spand vand. Vandet skal have lov til at synke, før den sidste muld fyldes på. Vandet sikrer, at jorden kommer til at lægge sig tæt omkring rødderne.

roser plantning 4

Fyld resten af muldjorden i plantehullet. Det kan være en god ide at banke en lille rende omkring den nyplantede rose. Renden holder på vandet, så du er sikker på, at rosen får vand, når du vander.

roser plantning 5

Hvis der er visne dele på den nyplantede rose, klipper du det væk. Klip ned til de friske skud, der er på vej. Husk altid at klippe lige over et udadvendt skud.

roser plantning 6

Sådan fortsætter du tilplantningen af rosenbedet, til alle roser er i jorden.

roser plantning 7

Alle roser er nu plantet. Ind i mellem roserne er også plantet et par stauder – brudeslør, storkenæb og fingerbøl. I forgrunden er plantet en kant af lavendler.

Stauderne i rosenbedet er holdt i hvide og blå nuancer og er med til at binde rosernes mange farver sammen. Det giver samtidigt ekstra blomster i bedet og et bedre bunddække.

03
Roser i krukker 8 Trin

Du kan sagtens plante roser i krukker.

Vi fortæller dig, hvilke krav der er til krukker, du vil plante roser i. Og viser dig, hvordan du planter.

Du får også at vide, hvilken type jord der er bedst at bruge.

flytning af roser 1

I krukken her skal plantes en rose. Her er det den bunddækkende rose Tommelise, som har en lidt krybende vækst.

flytning af roser 2

Potten med rosen sættes i en balje med vand, så rodklumpen fugtes godt op. Det er vigtigt, at rødderne har godt med vand, når de skal etablere sig et nyt sted.

flytning af roser 3

Der skal være et drænhul i krukken, som rosen skal plantes i. Så risikerer du ikke, at rosens rødder kommer til at stå i vand. Det bryder roser sig nemlig ikke om.

flytte roser 4

Fyld krukken op med rosenjord. Det er en særlig blanding af jord med næringsstoffer, der passer til roser, så rosen får så optimale forhold som muligt.

Du kan evt. putte lecakugler i bunden af krukken. Det sørger både for et godt dræn i krukken, samtidig med at den ikke bliver så tung.

flytte roser 5

Tag rosen ud af potten. Hvis rosen har stået længe i potten, kan rødderne løbe rundt i cirkler i bunden. Hvis det er tilfældet, bør du løsne rødderne, så de har lettere ved at søge ud i den nye jord.

omplantning af roser 6

Placer nu rosen i potten. Sørg for, at rosen er placeret dybt nok i krukken, så podestedet er ca. 10 cm under jordniveau.

omplantning af roser 7

Fyld nu jord omkring rosen. Sørg for, at jorden kommer godt ned hele vejen rundt i kanten af krukken. Tryk jorden godt på plads.

omplantning af roser 8

Så er rosen plantet. Vand den godt til sidst.

Hen på sommeren vil det som regel være en god ide med lidt gødning til, fx ved at putte lidt flydende gødning i vandet, du vander med.

Video

Sådan anlægger du et rosenbed

Her viser vi dig, hvordan du planter roser, så de får den bedst tænkelige start. Også, hvis du vil plante dine roser i krukker.

Video

FAQ