Sådan passer du et rosenbed

Dit rosenbed står super flot, hvis du passer det i løbet af sommeren. Her får du gode råd til, hvad du skal gøre.

Intro

Et rosenbed kræver lidt pasning, hvis det skal stå med flotte blomster, der trives.

Vedligeholdelsen af rosenbedet kræver blandt andet, at du gennemgår bedet ca. en gang om måneden. Her skal du bl.a. holde øje med visne dele og ukrudt i rosenbedet.

Vi kommer med gode råd til, hvordan du bedst passer dit rosenbed med opgaver som lugning, vanding og opbinding.

Vejledning

01
Fjern de visne dele i rosenbedet 9 Trin

Mange roser blomstrer flere gange i løbet af sommeren. Og mange roser har knopper i forskellige stadier, hvor nogle er afblomstret, mens andre først skal til at springe ud.

Du får det flotteste rosenbed, hvis du løbende fjerner de visne dele i rosenbedet.
Her viser vi dig, hvordan du passer dine roser.

Du får også at vide, hvordan du passer stauderne i et rosenbed, hvis du har plantet stauder imellem dine roser som i dette bed.

visne roser 1

Fjern de visne blomster, når roserne har blomstret første gang. Så tager rosenbedet sig flottest ud.

visne roser 2

Gå en tur gennem rosenbedet med din beskærersaks, og fjern alle de visne dele. Nogle roser kan nøjes med at blive rystet.

visne roser 3

Ofte har en rose knopper i forskellige stadier. Når du fjerner de visne dele, er der mere fokus på de knopper, der skal til at springe ud.

visne roser 4

Den lette beskæring er også med til at forme væksten. Så vær lidt opmærksom på, hvor og hvordan du klipper, ligesom når du beskærer roserne i foråret.

visne roser 5

Fjern også de visne dele på stauder, hvis du har plantet stauder i rosenbedet som her. Her er det staudesalvie, der pudses af. Når de visne dele fjernes, motiveres planten til at sætte nye blomster.

visne roser 6

En storkenæb er blevet meget stor. Den studses lidt, så den ikke bliver for dominerende.

visne roser 7

Nu er rosenbedet pudset af og gjort klar til den næste omgang blomster.

Senere – når de roser, der blomstrer igen, er færdig med at blomstre – kan du gå en ny runde i bedet med beskærersaksen og fjerne de visne dele.

visne roser 8

Hold også øje med sygdomme i dine roser, når du alligevel er på en runde i rosenbedet med beskærersaksen.

Her er det den storblomstrende rose “Victor Borge”, der har fået stråleplet. Rosen klippes med det samme ned, så sygdommen ikke risikerer at breder sig.

visne roser 9

Klip det væk hurtigst muligt, hvis der er tegn på svampesygdomme eller andet mistænkeligt.

02
Fjern ukrudt i rosenbedet 7 Trin

Her får du at vide, hvorfor det er så vigtigt, at du er omhyggelig med at luge ukrudt væk i et nyetableret rosenbed.

Vi viser dig, hvordan du luger på den mest skånsomme måde i rosenbedet, så du undgår at beskadige rosernes rødder.

Du får også en anbefaling af et særligt hakkejern, som er helt ideelt til lugning i et rosenbed.

pasning af roser 1

Lug ukrudt jævnligt i det nye rosenbed, så roserne ikke skal konkurrere med det om næringen i jorden. En cirkelhakke er god til formålet, da den ikke ødelægger rosernes rødder.

Det er smart med en trædesti i rosenbedet, så du nemt kan komme rundt, fx når du skal luge ukrudt.

pasning af roser 2

I rosenbedet her er der kommet kvikgræs, der spreder sig ved hjælp af underjordiske udløbere.

Kvikgræs kan hurtigt underminere et rosenbed, hvis det får lov at vokse i fred, så det gælder om at fjerne det, så snart du ser det. Det gælder selvfølgelig også alt andet ukrudt.

pasning af roser 3

Kvikgræsset fjernes. Brug en greb til at løsne jorden, så du kan grave planten inklusiv rodnettet op.

pasning af roser 4

Jorden er løsnet godt omkring planten, så du kan bedst få det hele med op. Luger du bare ukrudtet væk med et hakkejern, vil du ikke få roddelene under jorden med, og planten vil vokse videre.

pasning af roser 5

Del jorden omkring kvikgræssets rødder, så du får lirket rødderne fri.

pasning af roser 6

Rødderne på kvikgræsset kom med op af jorden, inden de har nået at filtre sig ind i rosernes rødder. Roddelen fylder næsten lige så meget som bladene over jorden.

pasning af roser 7

Den løsnede jord i rosenbedet trampes lidt til igen.

03
Vanding af roser 7 Trin

Roser holder af vand. Alle roser, der plantes i løbet af foråret, skal vandes med jævne mellemrum den første vækstsæson.

Her får du gode råd til, hvordan du bedst vander dine roser. Du får også at vide, hvorfor grundvanding er særlig godt. Og hvilken type vand, roser især godt kan lide.

vanding af roser 1

Alle roser, der er nyplantede, bør vandes gennem hele vækstsæsonen. Det gælder roserne i bedet her.

vanding af roser 2

Et nyetableret rosenbed bør grundvandes hver anden uge. Det vil sige, at jorden bliver ordentligt mættet af vand, ca. 20-40 liter vand pr. kvm. afhængigt af, hvilken type jord du har.

Sandjord skal fx grundvandes meget oftere end lerjorden.

vanding af roser 3

Brug gerne regnvand, opsamlet i en regnvandstønde. Det elsker roser. Det er blødt og indeholder ikke kalk, der ellers kan give rosernes blade hvide pletter.

vanding af roser 4

Hold godt øje med roserne i tørt og varmt vejr. Vandmangel ses tydeligt, når de ellers sunde og grønne blade begynder at blive gule.

Mangler rosen vand, vil den desuden smide nogle af de nederste blade for at nedsætte fordampningen.

vanding af roser 5

Det er jorden under roserne, du skal ramme med vandstrålen, når du vander. Ikke rosens blade og blomster.

vanding af roser 6

Roser bryder sig ikke om vand på bladene for længe ad gangen. Det kan fremme udviklingen af smitsomme svampesygdomme.

vanding af roser 7

Du kan evt. vande roserne med en siveslange, hvor vandet drypper meget langsomt ud i bedet. Eller du kan vande om morgenen for at undgå for kraftig fordampning.

Om morgenen er roserne alligevel våde af dug, og de vil hurtigt tørre i løbet af dagen, når det ikke regner.

04
Bind roserne op 6 Trin

Vinden kan være hård for roserne. Især opstammede roser er sårbare – ikke bare for hård blæst, men også for vinterens snefald.

Derfor er det en god ide at binde roserne op sidst på sommeren. Vi viser dig, hvordan du gør.

opbinding af roser 1

Den opstammede roser skal bindes op. Den har indtil nu blot været bundet fast til en bambuspind. Nu skal den fæstnes med en kraftig gummi-strip til det kastanjehegn, som rosen er plantet op ad.

opbinding af roser 2

Klip gummi-strippen til i en passende længde. Fordel ved at bruge gummi til opbinding er, at det ikke ødelægger rosens stamme.

opbinding af roser 3

Gummi-strippen sættes fast mellem den opstammede rose og hegnet.

opbinding af roser 4

De to opstammede roser er nu bundet godt fast. Den ekstra opbinding sikrer, at roserne ikke blæser omkuld i en storm eller væltes af et tungt lag sne, når vinteren kommer.

opbinding af roser 5

Bind evt. også fritstående roser op. Her er en storblomstrende roser, der står frit, blevet lagt ned i et kraftigt blæsevejr, så den har brug for støtte.

opbinding af roser 6

Rosen rejses op og får støtte af en bambuspind. Den bindes fast med sejlgarn, så den forhåbentligt ikke blæser omkuld igen.

05
Dæk roserne til om vinteren 4 Trin

Roser bryder sig ikke om alt for koldt vejr. Derfor er det en god ide at dække roserne til om vinteren, så de står lidt beskyttet vinteren over.

Her viser vi dig, hvordan du kan beskytte dine roser og med hvad.

pasning af roser 1

Roser visner og går i vinterdvale, når frosten sætter ind.

pasning af roser 2

Dæk roserne til, inden det bliver vinter for alvor, så de er lidt beskyttede for frosten. Roser er følsomme overfor hård frost og vil typisk fryse lidt tilbage. Det er også en af grundene til, at roser skal beskæres i foråret.

Grangenene giver læ omkring rosen. De vil også fange den første sne, der vil lægge sig som en dyne og fungere som yderligere god isolering.

pasning af roser 3

Placer grangrenene omkring roserne. Du kan evt. også beskytte roserne ved at hyppe lidt jord op omkring rodhalsen i efteråret.

Bagefter kan du sprede et lag komposteret kogødning over bladene, der ligger på jorden. Det får bladene til at formulde hurtigere. Samtidig komposteres også eventuelle svampesygdomme, bladene måtte gemme på.

pasning af roser 4

Grangrenene er stukket i jorden omkring rosen, så de bliver på deres plads vinteren over. I det tidlige forår fjerner du grangrenene, når risikoen for nattefrost er ovre.

Video

Nem vedligeholdelse af rosenbedet

Her kan du se, hvordan du passer og vedligeholder dit rosenbed ved bl.a. at fjerne de visne blomster.

Video

Rosenbed året rundt

Her kan du se, hvordan du kan dække dine roser til i efteråret, så dine roser er beskyttet mod vinterens kulde.

Video

Vand roserne rigtigt

Her kan du se, hvordan du vander dine roser på den mest optimale måde.

Video

FAQ