Intro
Vejledning
01
Beskæring af hindbær
6
Trin
Hvornår beskæring af hindbær skal foregå, afhænger af, hvilken type hindbær du har. Der er nemlig forskel på, hvordan du beskærer sommerhindbær og efterårshindbær.
Her viser vi dig, hvordan du beskærer efterårshindbær, her hindbær sorten “Polka”. Du får selvfølgelig også at vide, hvornår du skal beskære sommerhindbær.
Det er i øvrigt en rigtig god ide både at have sommer- og efterårshindbær i haven, for så har du hindbær fra ca. juli til september måned.
Efterårshindbær skal beskæres efter høst. Efterårshindbær giver bær på de skud, der voksede frem i foråret. Når du er færdig med at høste bær på hindbær buskene, er det tid til at klippe dem ned, fx i begyndelsen af oktober.
Tjek gerne hindbær buskene en ekstra gang – om der stadig skulle være enkelte bær tilbage. Det er der her.
Du kan også vente med at beskære efterårshindbær til det tidlige forår. Men du skal være tidligt ude, så du ikke beskadiger de nye skud, dvs. senest i begyndelsen af marts.
Alle stænglerne klippes helt ned til et par cm over jordniveau. Det skal du gøre hvert år på efterårshindbær. Enkelt og nemt. Sommerhindbær får kun bær på sidste års skud. Derfor skal du kun fjerne de stængler, der har været bær på.
Når du fjerner stænglerne, mindsker du også risikoen for stængelsyge. Det er en svampesygdom, der kan ramme hindbær buskenes stængler.
Generelt er efterårshindbær dog ret modstandsdygtige overfor sygdomme – især sorten “Autumn Bliss” er en meget sund og sygdomsresistent hindbær sort.
02
Beskæring af brombær
7
Trin
Brombær hører til de bærbuske, der skal beskæres hvert år. Ligesom hindbær, der også skal beskæres en gang årligt.
Her viser vi dig, hvordan du beskærer brombær. Du får også at vide, hvornår det er det bedste tidspunkt til beskæring af brombær.
Brombærkrattet skal beskæres. Det er et vildnis i det tidlige forår af en masse gamle skud og nye skud, der er på vej. De skud, der bar frugt sidste år, skal væk.
Har brombærbusken torne som her, skal du være forsigtig, når du fjerner de gamle grene. Skær de gamle grene ned til ca. 10 cm over jorden.
En måned senere er busken sprunget ud. Der kommer en masse nye skud, hvor der kommer brombær på. Brombærbusken tjekkes en ekstra gang for at se, om der stadig er visne dele, der skal fjernes.
Klip de visne dele væk, så der kun er nye, grønne skud tilbage. Så er der færre tornede grene at rive sig på.
Under beskæringen kan du samtidigt styre brombærbuskens vækst. Det er smart med et hegn, stativ eller lign., som nogle af brombærrankerne kan fastgøres til. Ellers vil brombærbuske hurtigt blive ret uregelige og fylde meget i haven.
Brombærrankerne er nemme at sætte fast fx bag tråde, der er sat op mellem to hegnspæle som her. Grenene griber hurtigt fat i hinanden ved hjælp af tornene. Men de griber også hurtigt fat i en bar arm, så pas på.
Bagefter skal busken have lov til at vokse videre i fred og ro, og du kan begynde at glæde dig til sensommerens velsmagende, sorte bær.
03
Beskæring af solbær
5
Trin
Solbærbuske kræver generelt ikke meget beskæring. Solbærbuske skal blot tyndes lidt ud løbende.
Her får du at vide, hvornår du med fordel kan begynde at tynde ud i solbærbuske. Du får også at vide, hvilke grene du skal fjerne, når du beskærer solbærbuske.
Den ældre solbærbusk skal tyndes ud, så grenene ikke sidder så tæt. Når en solbærbusk er 5-6 år, er det en god ide at fjerne et par af de ældste grene.
De ældre grene er mørke og tykke. Med tiden vil de ældre grene typisk sætte færre bær, og så skal de fjernes. Også helst før, frugtsætningen bliver dårlig.
De nye, unge skud har en lysere bark. De nye grene vil typisk give flere bær, når de får mere plads og lys.
En af de gamle grene på solbærbusken fjernes. Grenen er oplagt at fjerne, fordi den hænger tæt ved jorden. Når der kommer bær på, vil den næsten blive tynget ned til jorden. Grenen skæres af næsten helt nede ved jorden.