Intro
Inspiration
7 skønne klematis
Vejledning
01
Plantning af klematis
4
Trin
Når du planter klematis, er det vigtigt, du finder den rigtige placering. Oprindeligt er klematis en skovplante, der står med rødderne i skyggen og klatrer opad i lyset ved hjælp af buske og træer. Sådan vil klematis også gerne vokse hjemme i haven.
Her viser vi dig, hvordan du planter en klematis, så den får de bedste vækstbetingelser.
Klematisen skal plantes op ad et skur. Det er en solrig plads, men rødderne kan stå beskyttet af noget efeu, der vokser som bunddække her.
Grav et hul, og arbejd jorden godt igennem, så den er løsnet i bunden og rundt i plantehullet. Det gør det nemmere for klematisens rødder at få fat.
Lad klematisen stå og suge vand, inden du forsigtigt tager den ud af potten. Pas på, når du gør det, da rodhalsen på klematis er lidt sart.
Sæt klematisen i plantehullet, som du gerne må smide en spand vand i forinden. Så er du sikker på, at klematisen har godt med vand at starte op på.
Klematisen skal placeres i plantehullet ca. 5 cm dybere, end den har stået i potten. Fyld så op med jord omkring klematisen.
02
Opbinding af klematis
10
Trin
Klematis er en klatreplante, der har brug for noget at støtte sig til og klatre op ad. Ellers vil klematisen falde sammen, og den vil ikke være lige så flot at se på.
Du får altså den flotteste klematis, hvis du planter den et sted, hvor der er noget, den kan vokse op ad. Det kan være en husmur, et skur, et hegn eller en pergola eller et espalier.
Det er en fordel, hvis du hjælper klematisen på vej i starten, så den får den rigtige vokseretning. Når den først er kommet i god vækst, vil klematisen være god til selv at finde vej. Klematisen klatrer ved hjælp af små bladstilke, der vikler sig rundt om alt, hvad de kommer i nærheden af. De kan dog ikke sno sig rundt om tykke stolper eller stammer.
Her kan du se forskellige måder, du kan binde din klematis op på, så den får en god støtte.
Klematisen ved skuret har en jernkæde at vokse op ad. Den hjælpes på vej i starten, så klematisen får den rigtige vokseretning. Den sættes fast sammen med den klatrerose, der også har støtte ved jernkæden.
Du kan også sætte små ringe fast i kædens store ringe for at hjælpe klatreplanten på vej opad. Det er endnu en fordel ved en kæde.
En kraftigtvoksende klematis som “Montana Rubens” skal have noget solidt at vokse op ad, da den kan blive meget stor. Her er den i starten hjulpet på vej op ad en stolpe til altanen på førstesalen, hvor den breder sig ud over gelænderet.
Hvis du vikler fx hønsenet rundt om et stolpe, er det nemt for en klematis at få fat og vokse opad.
Klematisen op ad hegnet her begynder at få problemer. Den kan ikke rigtigt få fat og klatre ordentligt op, fordi der ikke er en ordentlig støtte.
Ved roden er det tydeligt at se, at klematisen nærmest er faldet sammen. Det skyldes, at støtten er så dårlig, at planten ikke kan få rigtigt fat. Med en ordentlig støtte ville stænglen vokse lige op.
En klematis har lettere ved at klatre op ad ståltråd eller stålwirer, der er sat op på den lodrette led. Det er sket på dette hus, hvor klematisen “Montana Rubens” stortrives.
03
Visnesyge hos klematis
4
Trin
Klematis kan blive ramt af sygdomme, fx visnesyge, der er forårsaget af en eller flere svampesygdomme. Det er en risiko, du løber, når du dyrker klematis.
Svampesporene angriber især storblomstrende klematis og ofte unge planter.
Her kan du se, hvordan visnesyge ser ud. Du får gode råd til, hvad du skal gøre, hvis din klematis får visnesyge, og hvad du kan gøre for at undgå visnesyge i klematis.
Denne klematis er ramt af visnesyge. Det er tydeligt blandt de i øvrigt grønne bladranker, at der er visne og gullige plantedele.
Du bør fjerne de visne plantedele, så snart du opdager det på din klematis. Så kan du måske undgå, at det spreder sig til resten af planten. Hvis det er nødvendigt at klippe den helt ned, må du bare håbe, at den skyder igen til næste år.
Vælg evt. en småblomstrende klematis i stedet – de er som regel mere modstandsdygtige overfor visnesyge.
04
Formering af klematis fra frø
8
Trin
Nogle klematis kan formeres, så du selv kan lave dine egne klematis-planter ved at samle frøene og plante dem i en egnet jord.
Her kan du se, hvordan du formerer klematis fra frø.
Frøstandene fra klematissen ”Tangutica” hænger store og langhårede på planten i efteråret. De langhårede frø kan bevæge sig over lange afstande, da vinden let får fat i dem.
Du kan også tage frøstande fra klematisen ”Vitalba”. Du får mange frø, hvis bare du klipper en enkelt stængel med frøstande af.
Frøstandene skilles ad, så du har de enkelte frø, her fra “Vitalba”. Fordel frøene i en næringsfattig så- og priklemuld, der er fugtig.
Frøene presses lidt ned i jorden, så der er god kontakt mellem frø og jord. Fordelen ved at så i potter er selvfølgelig, at du selv kan bestemme, hvor de nye planter senere skal gro.
Læg så et tyndt lag grus hen over frøene. Det skaber et fornuftigt dræn omkring frøene, og så risikerer du heller ikke, at de flyver væk med vinden.