Sådan planter og passer du en klematis

Klematisen skal plantes op ad et skur. Det er en solrig plads, men rødderne kan stå beskyttet af noget efeu, der vokser som bunddække her.

Grav et hul, og arbejd jorden godt igennem, så den er løsnet i bunden og rundt i plantehullet. Det gør det nemmere for klematisens rødder at få fat.

Lad klematisen stå og suge vand, inden du forsigtigt tager den ud af potten. Pas på, når du gør det, da rodhalsen på klematis er lidt sart.

Sæt klematisen i plantehullet, som du gerne må smide en spand vand i forinden. Så er du sikker på, at klematisen har godt med vand at starte op på.

Klematisen skal placeres i plantehullet ca. 5 cm dybere, end den har stået i potten. Fyld så op med jord omkring klematisen.

Placer gerne en krukke foran klematisen den første tid, så du er sikker på, at rodhalsen er godt dækket til. Sådan som klematis bedst kan lide det. Når klematisen har fået godt fat, kan krukken fjernes igen.

Klematisen ved skuret har en jernkæde at vokse op ad. Den hjælpes på vej i starten, så klematisen får den rigtige vokseretning. Den sættes fast sammen med den klatrerose, der også har støtte ved jernkæden.

Klematisen bindes fast med et stykke snor i starten, til den bliver ordentligt etableret.

Det er nemt for de små bladstilke at få fat i kæden, så klematisen kan vokse opad.

Du kan også sætte små ringe fast i kædens store ringe for at hjælpe klatreplanten på vej opad. Det er endnu en fordel ved en kæde.

En kraftigtvoksende klematis som “Montana Rubens” skal have noget solidt at vokse op ad, da den kan blive meget stor. Her er den i starten hjulpet på vej op ad en stolpe til altanen på førstesalen, hvor den breder sig ud over gelænderet.

Hvis du vikler fx hønsenet rundt om et stolpe, er det nemt for en klematis at få fat og vokse opad.

Klematisen op ad hegnet her begynder at få problemer. Den kan ikke rigtigt få fat og klatre ordentligt op, fordi der ikke er en ordentlig støtte.

Støtten er kun lidt ståltråd, der er sat lidt tilfældigt op – meget af det på den vandrette led.

Ved roden er det tydeligt at se, at klematisen nærmest er faldet sammen. Det skyldes, at støtten er så dårlig, at planten ikke kan få rigtigt fat. Med en ordentlig støtte ville stænglen vokse lige op.

En klematis har lettere ved at klatre op ad ståltråd eller stålwirer, der er sat op på den lodrette led. Det er sket på dette hus, hvor klematisen “Montana Rubens” stortrives.

Der findes også en masse færdige stativer, der er velegnede til klematis. De kan købes i i et byggemarked, på en planteskole eller på nettet.

Denne klematis er ramt af visnesyge. Det er tydeligt blandt de i øvrigt grønne bladranker, at der er visne og gullige plantedele.

Visnesyge viser sig først som gullige blade, der siden bliver brunlige.

Til sidst visner klematisen helt, hvis du ikke gør noget.

Du bør fjerne de visne plantedele, så snart du opdager det på din klematis. Så kan du måske undgå, at det spreder sig til resten af planten. Hvis det er nødvendigt at klippe den helt ned, må du bare håbe, at den skyder igen til næste år.

Vælg evt. en småblomstrende klematis i stedet – de er som regel mere modstandsdygtige overfor visnesyge.

Frøstandene fra klematissen ”Tangutica” hænger store og langhårede på planten i efteråret. De langhårede frø kan bevæge sig over lange afstande, da vinden let får fat i dem.

Hvis du samler de finurlige og dekorative frøstande, kan du selv lave dine egne klematis-planter.

Du kan også tage frøstande fra klematisen ”Vitalba”. Du får mange frø, hvis bare du klipper en enkelt stængel med frøstande af.

Frøstandene skilles ad, så du har de enkelte frø, her fra “Vitalba”. Fordel frøene i en næringsfattig så- og priklemuld, der er fugtig.

Frøene presses lidt ned i jorden, så der er god kontakt mellem frø og jord. Fordelen ved at så i potter er selvfølgelig, at du selv kan bestemme, hvor de nye planter senere skal gro.

Frøene fra klematisen “Tangutica” presses også lidt ned i jorden, så der er god kontakt.

Læg så et tyndt lag grus hen over frøene. Det skaber et fornuftigt dræn omkring frøene, og så risikerer du heller ikke, at de flyver væk med vinden.

Nu skal frøene blive stående udenfor, hvor de er vant til at klare sig. Kig jævnligt til potterne, da de ikke må tørrer ud undervejs.