Intro
Vejledning
01
Jord til blåbærbuske
7
Trin
Når du anlægger et blåbærbed, er det vigtigt, at du planter blåbærbuskene i den rigtige type jord. Det er også vigtigt, at det nye bed placeres det rigtige sted i forhold til lys- og vindforhold.
Her får du at vide, hvilken type jord du bør plante blåbærbuske i. Du får også gode råd til, hvor du bedst placerer dit nye blåbærbed, så blåbærbuskene får det bedste vækstbetingelser.
Marker, hvor blåbærbedet skal være. En solrig plads i læ er bedst. Her er brugt jernstænger og snor. Stik kanterne af med en spade, og begynd at grave ud til bedet.
Jorden her er kalkrig, og det bryder blåbærbuske sig ikke om. Blåbær trives bedst i en sur jord som spagnum, så det skal der graves ud til.
Grav ned i ca. en halv meters dybde og sørg for, at jorden er nogenlunde plan i bunden. Hvis du har planer om at lave et højbed, er det oplagt at bruge den overskydende jord til det.
Hvis jorden er meget kalkrig, kan du lægge en ukrudtsdug i bunden af hullet, inden du fylder den nye, sure jord i. Det forhindrer, at havejorden blander sig med spagnummen.
Fyld den sure spagnum-jord i hullet, du har gravet, til dit nye blåbærbed. Der skal køres et par læs med trillebøren.
Når al spagnum-jorden er kommet i, blandes jorden godt, mens den vandes. En greb er glimrende til det arbejde.
Det er vigtigt, at spagnummen er fugtet godt op, inden blåbærbuskene plantes, så de får en god start i det nye bed.
Spagnum er svært at vande – det nærmest skyer vandet. Så det kræver tålmodighed, og at du skal vende spagnummen godt rundt i et stykke tid.
Du kan også bruge andre materiale til et surbundsbed end spagnum. Her er det egetræs-savsmuld, som også fyldes i bedet.
Du kan også bruge grannåle og løv fra ege- og bøgetræer, der også er “surt” og skaber en lav PH-værdi i jorden, som blåbærbuske trives bedst i. Savsmulden blandes godt med spagnummen.
02
Plant blåbærbuskene
6
Trin
Blåbærbuske kræver bestøvning for at kunne give bær, så det skal du være opmærksom på, når du anlægger et blåbærbed. Derfor bør der være flere forskellige blåbær sorter i dit blåbærbed.
Her viser vi dig, hvordan du planter blåbær. Du får også at vide, hvilke fire sorter der er valgt til blåbærbedet her. En kæmpe fordel ved disse fire sorter er, at de giver dig blåbær i en meget lang periode – fra juli til september.
Blåbærbuskene er nu klar til at blive plantet ud i det nye bed med den sure spagnumjord. Her er valgt de fire sorter: “Blue Crop”, “Patriot”, “Duke” og “Puru”.
Med disse fire sorter er der blåbær i haven fra sidst i juli og helt frem til først i september.
Placer blåbærbuskene i bedet, så de står med en passende afstand. Blåbærbuske skal bestøves for at kunne give frugt. Derfor skal der plantes flere sorter, der blandes godt, så der er størst chance for, at bestøvningen finder sted.
Lav et hul i spagnum-jorden, og tag blåbærbusken ud af potten. Inden du tager planten ud af potten, er det en god ide at sætte den i en spand vand, så jorden er fugtet godt op, inden blåbærbusken plantes. Blåbærbuske skal plantes i den samme dybde, som de har stået i potten.
Fyld jord omkring rodklumpen, og tryk jorden godt fast. Der skal være god kontakt mellem rødder og den omkringliggende jord, så blåbærbusken har de bedste forudsætninger for at blive godt etableret på voksestedet.
Nu skal blåbærbuskene bare vokse til og danne en masse knopper, der kan blive il bær. Hold øje med, om de nyplantede blåbærbuske har brug for vand.
Hvis du planter blåbærbuske i efteråret, vil det typisk ikke være nødvendigt at vande særlig meget. Det vil ofte være tilfældet, hvis du planter i foråret.
03
Dæk jorden til i blåbærbedet
4
Trin
Der er flere fordele ved at dække jorden til i det nyanlagte blåbærbed. Hvad fordelene er, får du at vide her. Vi viser dig, hvordan du dækker jorden til, og fortæller hvilket materiale, der er velegnet til opgaven.
Der skal lægges dækbark ud i det nyanlagte blåbærbed. Det dækker jorden godt, så det både er svært for eventuelt rodukrudt at komme op – og for vindbårne ukrudtsfrø at få fat.
Spred dækbarken ud i blåbærbedet. Hvis du først hælder dækbarken op i trillebøren, er det nemt og hurtigt at fordele det i bedet.
Jævn dækbarken ud, så du får et jævnt lag i blåbærbedet. Det skal være 10-5 cm tykt for at kunne holde ukrudtet væk.
Dækbark har også den fordel, at det holder på fugtigheden i jorden. Det nyder de nyplantede buske godt af, da det er vigtigt, de ikke har det for tørt i etableringsfasen.
04
Gødning til blåbærbuske
6
Trin
Blåbærbuskene har godt af gødning et par gange om året. Du bør vælge en gødning, der bevarer surhedsgraden i jorden – og den skal netop være sur i blåbærbedet.
Her viser vi dig, hvordan du kan gøde blåbærbuskene, bl.a. med materialer, der er frit tilgængelige i naturen.
Blåbærbuske har godt af gødning et par gange om året. Giv dem gerne gødning i april/maj og maj/juni, når buskene arbejder på højtryk for at danne bær.
Her gøres klar til at gøde med materialer indsamlet i skoven. Disse materialer er syreholdige og bidrager derfor til, at jorden i bedet forbliver sur, som blåbærbedst kan lide det.
Blåbærbuskene må endelig ikke få for meget kalk, som der typisk er i en almindelig all round-gødning. Kalk vil hæve surhedsgraden i jorden, og så trives blåbærbuskene ikke nær så godt.
Det samme er savsmuld fra bøge- og egetræer. PH-værdien i savsmuldet er lavt og dermed særdeles velegnet i surbundsbedet.
Visne blade fra eg og bøg er også velegnet. Drys gerne bladene ud i bedet sammen med savsmuld og plantedele fra grantræer. Det er gratis og bidrager godt til den rette surhedsgrad i blåbærbedet.























