Intro
Inspiration
Her har du 5 eksempler på stauder, der har godt af støtte.
Vejledning
01
Beskæring giver flere blomster og større robusthed
8
Trin
Du kan selv få stor indflydelse på, hvordan dine stauder skal vokse, og hvilken facon de skal have.
Fra naturens side gror planterne mest lige og ret op. Men i mange tilfælde er det måske noget kønnere, hvis planten med tiden mere ligner en busk end en pind.
Det kan virke grænseoverskridende at klippe i de forholdsvis nyplantede stauder.
Men udover det rent visuelle udtryk har beskæringen for eksempel yderligere den fordel, at du på længere sigt gør planterne stærkere og mere modstandsdygtig over for hårdt vejr. De vælter heller ikke så let i kraftig vind eller under en tung byge.
Her viser vi dig, hvordan du beskærer stauderne
Stauderne i det nyetablerede bed er nu blevet så store, at de beskæres i toppen for at få mere buskede planter. Det giver nemlig flere blomster. Du bør typisk vente til lidt ind i juni, inden du går i gang med hækkesaksen.
De fleste stauder vokser lige op og ned. Klipper du toppen af, vil du tvinge planten til at sætte nye skud. En hækkeklipper er fin til opgaven.
Klip ca. 10-20 cm af toppen. Du bør altid klippe lige over et bladpar. Det er nemlig herfra, forgreningen med sideskud sker.
Her er det tydeligt at se, hvordan stauden sætter mange nye skud lige neden for det sted, toppen er klippet væk.
Hvert nyt skud på stauden vil danne blomster. Så det er tydeligt, at beskæringen her vil resultere i en del flere blomster.
En anden fordel ved beskæring er, at du kan styre blomstringen. Mange stauder har det med at stå i fuldt flor i juli måned, hvor de fleste holder sommerferie. Det er jo ret ærgerligt.
Beskærer du dine sensommerblomstrende stauder et par uger før ferien, vil du forsinke blomstringen. Så blomstrer de, når du kommer hjem – med flere, typisk lidt mindre blomster.
Her kan du se, hvordan en solbrud ser ud, når den er beskåret. Den er tættere, mere kompakt i væksten og har flere blomster.
02
Giv støtte til de høje stauder
8
Trin
Enkelte stauder kan ikke klare sig igennem en hel sæson uden lidt hjælp fra din side.
Det gælder for eksempel riddersporer. De høje, smukke stauder har en tendens til at vælte, hvis der kommer et kraftigt regnskyl eller et heftigt blæsevejr.
Derfor må du give dine riddersporer en pind at støtte sig til. Og det skal du have styr på, inden det kraftige regnvejr eller blæsevejr kommer.
Her kan du se, hvordan du binder høje stauder op.
Bind de høje stauder som fx riddersporer op, da de ellers kan blive lagt ned af et kraftigt regnskyl eller blæst. Det er smart at gøre, så snart de er vokset op – inden skaden er sket.
Du kan fint binde de høje stauder op til en bambuspind. Fastgør fx planten til pinden med ståltråd beklædt med gummi. Det ødelægger ikke plantestænglen, er super nemt at fastgøre og kan genbruges.
Tænk også over støtte til stauder med store blomster som fx pæoner. Her er pæonen omgivet af græsser, som blomsterhovedet kan læne sig op ad, når det springer ud.
Har du flere pæoner, kan du også overveje at bygge et stativ fx af mindre grene som her. Det giver en solid støtte til de tunge blomsterhoveder, så de ikke tynges ned mod jorden.
Her er brugt hasselgrene, der er stukket i jorden. De tværgående grene er fastgjort med strips – en super enkel konstruktion, der er hurtig at lave.
Overvej også at anskaffe nogle jernstænger. De forgår ikke som bambuspinde og kan bruges år efter år.
En jernstang er stukket i jorden ved siden af en høj staude og fastgjort med et stykke bast, der også er skånsomt med plantestænglen.
03
Forlæng sæsonen med blomsterløg i staudebedet
9
Trin
Du kan forlænge sæsonen med blomster i dit staudebed, hvis du lægger løg og knolde i jorden mellem stauderne.
Stauder blomstrer først fra maj til september – alt efter hvilke planter, du har valgt – så du skal altså vente længe på at få blomster i bedet. Men lægger du løg, der blomstrer tidligt som fx krokus, påskeliljer og tulipaner, får du en meget længere sæson med blomster i bedet.
Fordelen ved at lægge løg i staudebedet er også, at staudernes løv vil dække godt for løgplanternes visne blade, når de er afblomstret.
Du kan også forlænge sæsonen med blomster i sensommeren, hvis du lægger knolde som fx dahlia, der blomstrer helt frem til frost.
Løg, der blomstrer i det tidlige forår, lægges i jorden i efteråret. Knolde, der blomstrer i sensommeren, lægges i jorden til foråret, når der ikke længere er frost.
I efteråret lægges løgplanter, der blomstrer i det tidlige forår, i jorden på den ledige plads i staudebedet. Du kan lægge blomsterløg, så længe jorden ikke er frosset til.
I bedet her skal bl.a. lægges tulipaner og krokus, der kan sætte kulør på bedet, indtil stauderne begynder at blomstre i begyndelsen af juni.
Grav hul til løgene, hvor der er plads mellem stauderne. En lille planteske er fin. Skal du lægge mange mindre løg, kan du evt. også bruge en såkaldt plante dipper, der kan lave et større hul på én gang. Eller en plantestok, der er spids og blot laver et enkelt hul ad gangen.
Mindre løg som fx krokus kan du godt lægge lidt tilfældigt ned i hullet. De finder altid op over jordoverfladen alligevel.
Du kan også plante dahlia ud i staudebedet. Her er knoldene forspiret i potter, og klar til at blive plantet ud. Plant først dahlia ud, når du er sikker på, at der ikke længere kommer nattefrost.