Espalier af frugttræer - sådan gør du

Bygger du et espalier til frugttræer, får du masser af lækker frugt på ganske lidt plads. Se her, hvordan du laver et fritstående espalier til frugttræer.

Intro

Et espalier er en fantastisk måde at dyrke frugttræer på, for du kan med tiden få mange lækre frugter på meget lidt plads.

Et espalier til frugttræer kan du lave på flere måder. Det kan fx være på en husmur, op ad et hegn, eller det kan være fritstående midt i haven, hvor du kan bruge et espalier til at opdele haven fx mellem græsplæne og køkkenhave.

Hvis du ikke har så meget plads i din have, kan du nøjes med et enkelt frugttræ, som du espaliere. Det vil sige, at du klipper det i facon og binder det op, så grenene vokser ud til hver sin side i stedet for at danne en almindelig rund trækrone.

Her viser vi dig, hvordan du kan bygge et fritstående espalier, hvordan du planter frugttræerne op ad espalieret, og hvordan du binder frugttræernes grene op og beskærer dem, så de passer perfekt på et espalier.

Inspiration

Her er 7 gode frugttræer til et espalier. Husk, at visse sorter kræver bestøvning for at give frugt.

frugttræer espalier discovery

1. Discovery

Mellemstore røde æbler, der er utroligt lækre som spiseæbler – saftige, sprøde og velsmagende.

frugttræer espalier ingrid marie

2. Ingrid Marie

Flotte dybrøde æbler med god smag og lang holdbarhed. Et dejlig spiseæble, der også er velegnet til madlavning.

frugttræ belle de boskoop

3. Belle de Boskoop

Store røde æble med masser af smag. Skallen er kraftig, så det skal helst skrælles som spiseæble, men det smager rigtig dejligt. Belle de Boskoop er meget velegnet til madlavning og har en lang holdbarhed.

frugttræ james grieve

4. James Grieve

Middelstore, skinnende gul/røde æbler med rigtige god smag og meget saftige. Det er et rigtig fint spiseæble, og det kan også bruges til madlavning.

frugttræ conference

5. Conference

Aflange pærer med en grågrøn skal og en rigtig god smag - en rigtig lækker spisepære.

blomme victoria

6. Victoria

Flotte rødgule blommer med en utrolig lækker smag og masser af saft.

blomme opal

7. Opal

Flotte lillagule blommer - saftige og med god smag.

Vejledning

01
Byg et espalier 5 Trin

Her kan du se, hvordan du bygger et fritstående espalier til frugttræer.

Espalieret består af stolper i robinietræ. Det er en meget stærk træsort med en lang holdbarhed – helt op til 40 år – selv når stolperne graves ned i jorden.

Mellem stolperne skal trækkes wirer, som frugttræerne skal bindes fast til, så frugttræerne får den rigtige form.

Der sættes også kraftige rundstokke op, som frugttræerne kan vokse op ad. Rundstokkene stikkes i jorden for ca. hver anden meter.

fritstående espalier til frugttræer 1

Stolperne til espalieret sættes i jorden, når du har målt op til deres placering. Grav et hul, så stolperne ca. kommer 90 cm ned i jorden.

espalier frugttræer 2

Fyld jord omkring stolpen, når den står, som den skal. Stamp jorden fast omkring stolpen, efterhånden som du fylder jord på. Det kan du fx gøre med en kraftig jernstang som her.

Når du stamper jorden omkring stolpen, kommer den til at stå så solidt som muligt.

espalier frugttræer 3

Sæt kraftige wirer op mellem stolperne. Her skal der være 6 rækker wirer i alt. De fordeles jævnt med en afstand på 30 cm mellem hver.

espalier frugttræer 4

Sæt rundstokke op langs espalieret, så frugttræerne har en god støtte. Rundstokkene placeres her med en afstand på ca. 2 m.

frugttræer espalier 5

Rundstokkene gøres fast til wiren med en lille bøjle af ståltråd, der holder rundstokken på plads. Så har du en solid konstruktion til dit frugttræsespalier.

02
Plantning af frugttræer 9 Trin

Det er vigtigt, at du planter frugttræer i den rigtige dybde. Her fortæller vi dig hvorfor og viser, hvordan du planter frugttræer langs et espalier – både frugttræer i potter og barrodede frugttræer.

plantning af frugttræer 1

Nu skal der plantes frugttræer langs espalieret. her skal både plantes æbletræer, pæretræer og et abrikostræ. Frugttræerne plantes ved en rundstok, så de får en god støtte. Det er især nødvendigt i starten.

plantning af frugttræer 2

Gravet hul til frugttræet, der er dobbelt så stort som den potte, træet står i. Løsn gerne rødderne i bunden, så de hurtigere får fat på det nye voksested.

Det er en god ide at lade frugttræet stå og suge vand i potten, inden det plantes ud, så jorden er godt mættet af vand.

plantning af frugttræer 3

Fyld jord omkring rodklumpen i plantehullet. Stamp den lidt til undervejs – forsigtigt, så du ikke skader rødderne.

plantning af frugttræer 4

Her skal også plantes barrodede frugttræer. De er billigere end frugttræer i potter. De barrodede træer skal opbevares, så rødderne ikke tørrer ud, fx med en stor plastikpose om rødderne.

Plant et barrodet træ hurtigst muligt, så rødderne ikke tager skade.

plantning af frugttræer 5

Plantehullet skal være ekstra stort til et barrodet frugttræ, så der er god plads til rødderne. Rødderne skal helst ikke presses sammen i plantehullet.

plante æbletræ 6

Frugttræer skal generelt plantes i samme dybde, som de har været plantet på planteskolen. Podestedet på et frugttræ skal altid være over jorden. Ellers risikerer man, at det træ, der er podet på, begynder at slå rødder.

plante æbletræ 7

Podestedet er det fortykkede sted nederst på stammen. De fleste frugttræer er podet på et andet træ, der vokser svagere, end frugttræer naturligt gør.

Hvis pæretræet fx begynder at slå rødder, kan træet blive helt op til 20 m højt, og det duer ikke her. Men så længe podestedet er over jorden, er der ingen problemer, for så er det grundstammen, her fra et svagtvoksende kvædetræ, der bestemmer træets endelige højde.

plante æbletræ 8

Tjek træerne, når de er plantet. Hvis der er enkelte grene, der er frosset tilbage, er det en god ide at klippe det døde af, så træerne alle vokser med sunde grene.

plante æbletræ 9

Til sidst vandes alle de nyplantede frugttræer godt igennem. Hold lidt øje med de nyplantede frugttræer i starten. Især, hvis der skulle komme en tør periode. Så bør du vande frugttræerne.

03
Opbinding af frugttræer i espalier 7 Trin

Når dine frugttræer er plantet, bør du binde dem fast til espalieret. Så sikrer du dig, at frugttræernes stammer vokser lige.

Det gør det også lettere at forme frugttræerne, så du sikrer dig, at de får den form, du ønsker.

Her kan du se, hvordan du binder frugttræer fast til et espalier, så de får en god start i den rigtige vokseretning. Du får også gode råd til, hvad du kan binde træerne og grenene fast med, så du ikke skader træet.

frugttræ espalier 1

Bind først frugttræets stamme fast til rundstokken. Så står træet stabilt ved espalieret, og du sikrer dig, at det vokser lige op.

frugttræ espalier 2

Nu skal du beslutte dig for, hvordan du vil espaliere de enkelte frugttræer. Den klassiske metode er, at sidegrenene presses ned til vandrette grene ud fra grundstammen, men du kan fx også vælge en vifteform.

Når du har besluttet dig for, hvilken form træet skal have, kan du begynde at forme grenene og fastgøre dem til wirene, så de følger den ønskede form.

opbinding af frugttræer 3

Brug gerne en kraftig plastsnor til at binde frugttræer og grene fast med. Plastsnore gnaver sig ikke ind i barken og skader træet. Skær plastsnoren til i passende længder med en saks eller beskærersaks.

opbinding af frugttræer 4

Grenen på pæretræet her bindes fast til stålwiren, så den kommer ned i vandret. Det er den ønskede form til dette pæretræ.

I løbet af de første sæsonen vil det være nødvendigt løbende at tjekke, om frugttræernes grene vokser i den rigtige retning. Og selvfølgelig justere, hvor det er nødvendigt for at få den ønskede form.

opbinding af frugttræer 5

Du kan også bruge tøjklemmer til at presse grene nedad med, så væksten passer bedre til den ønskede form på espalieret.

opbinding af frugttræer 6

Grenene vil dog hurtigt søge opad i den yderste del, hvis du ikke supplerer med en snor, der kan holde hele grenen nede.

opbinding af frugttræer 7

Æbletræet her skal formes som en vifte. Så er det kun de to nederste sidegrene, der er vandrette, mens de øvrige grene blot fastgøres skråt ud fra grundstammen.

04
Beskæring af frugttræer i espalier 10 Trin

Frugttræer ved et espalier skal beskæres, så de får den ønskede form. Frugttræer ved et espalier skal beskæres noget mere end et fritvoksende frugttræ.

Her får du at vide, hvilke grene, du typisk skal bruge til espalieret, og hvilke grene, du typisk skærer væk.

beskæring af espalier æbletræ 1

Frugttræerne i espalieret skal beskæres, så de får den rigtige form. Her skal sidegrenene tynges ned til vandret, og de sidegrene, der ikke skal bruges, klippes af.

beskæring af espalier æbletræ 2

De sidegrene, der sidder midt imellem to rækker stålwire, fjernes, da de ikke vil kunne bindes ordentligt op. I stedet skulle der gerne komme nye skud højere oppe på grundstammen, som kan blive til nye sidegrene ved den næste stålwire.

espalier frugttræer beskæring 3

Grene, der vokser væk fra espalieret, fjernes. Disse grene vil aldrig kunne rettes ind til espalieret.

espalier frugttræer beskæring 4

Læg snittet ved grenens grenkrave. Det er typisk et fortykket sted lidt væk fra grundstammen. Når du skærer grenen af her, heler træet bedst muligt, så du undgår evt. sygdomme.

Beskær altid i tørt vejr, og brug en skarp beskærersaks, så snittet bliver så “rent” som muligt.

espalier frugttræer beskæring 5

Når frugttræet har nået en passende højde, kan du skære toppen af. Det er netop ideen med frugttræer i et espalier – at frugttræerne breder sig ud til siden, og ikke vokser i højden.

espalier frugttræer beskæring 6

Skær lige over et par kraftige skud, så du får et par gode sidegrene. Når de vokser ud, vælger du de stærkeste og bedst egnede til dit espalier og klipper de andre væk. Det er altid en god ide, at der er flere grene at vælge imellem.

espalier frugttræer beskæring 7

Et par skud er langt fremme på de nyplantede frugttræer. Det ene blomstrer allerede, og det er blomster, der giver frugter. Men lige nu i etableringsfasen er det vigtigere, at skuddet vokser, end at træet sætter frugter.

espalier frugttræer beskæring 8

Blomsterne klippes derfor af.

høst af æbler 9

Nu vil frugttræet koncentrere kræfterne om, at skuddene vokser, ikke at sætte frugter. Med beskæring kan du motivere bestemte knopper til at skyde, så espalieret får den form, du ønsker.

høst af æbler 10

Unge frugttræer i espalieret skal jævnligt tilses. Grene skal fjernes og bindes fast, så frugttræerne får den rigtige form. Om nogle år, når frugttræerne er vokset godt til, vil der være knapt så meget arbejde med espalieret, men espalieret kræver vedligeholdelse.

Video

Indret frugt- og bærhaven

Her viser vi dig, hvordan du kan bygge et fritstående espalier til frugttræer.

Video

Anlæg en frodig frugthave

Her kan du se, hvordan du planter frugttræer op af et fritstående espalier.

Video

Espalier dine frugttræer

De små frugttræer skal formes, så de vokser optimalt på espalieret. Se her, hvordan du beskærer dine frugttræer på et fritstående espalier.

Video

FAQ