Hjælp! Træet giver ingen eller masser af frugt

Har du problemer med for mange frugter? Og år, hvor dine frugttræer slet ikke bærer frugt? Få svaret her, og gode råd til at slippe for rådyr i frugthaven.

Intro

Frugttræer som fx æbletræer, pæretræer eller blommetræer kan komme i ubalance, så de kun giver frugter hvert andet år. Fænomenet kaldes vekselbæring.

Det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, for de fleste vil jo gerne have æbler, pærer og blommer hvert år.

Her får du at vide, hvordan du får frugttræet ud af den onde cirkel, så det igen giver frugter hvert år.

Vi viser dig også, hvordan du tynder ud i frugterne, hvis dit frugttræ et år har dannet rigtig mange frugter. Udtyndingen sikrer, at frugterne kan udvikle sig ordentligt, så de bliver store og flotte.

Du får også gode råd til, hvad du kan gøre for at undgå, at rådyr og harer spiser af dine frugttræer. Det kan også hurtigt resultere i manglende frugter, hvis du ikke gør noget ved det.

Vejledning

01
Tynd ud i frugterne 6 Trin

Hvis dit æbletræ danner for mange frugter, er det vigtigt, at du tynder ud i frugterne. Det gælder også for andre frugttræer som fx pæretræer.

Frugttræer med mange frugter regulerer til en vis grad selv, hvis der er for mange frugter. De smider simpelthen nogle af dem på jorden. Men denne selvregulerende adfærd er ikke altid nok, og så må du give en hjælpende hånd.

Gør du ikke det, risikerer du, at dine frugttræer kommer ind i en ond cirkel, hvor de kun giver frugt hvert andet år. Og det ville jo være ærgerligt.

Se her, hvordan du tynder ud i frugterne på fx dit æbletræ.

udtynding æbletræ 1

Nogle gange sætter frugttræer simpelthen for mange frugter. Det vil sige flere frugter, end træerne har kraft og styrke til at modne. Det er sket for kirsebærtræet her.

udtynding æbletræ 2

Træet vil ofte smide nogle af frugterne, som efterfølgende ligger umodne på græsset eller på jorden under træerne.

Fænomenet kaldes junifald, hvor træet forsøger selv at regulere frugtmængden i løbet af juni måned efter en overdådig blomstring. Men den selvregulerende adfærd er ikke altid nok.

udtynde æbletræ 3

Æbletræet her har også sat en masse frugter og har ikke tabt nok til, at der er en passende afstand mellem frugterne.

udtynde æbletræ 4

Derfor skal der tyndes ud i frugterne. Æblerne kan være lidt svære at hive af med hænderne, så brug evt. en saks, så du i stedet klipper stilken over.

Det er vigtigt, du tynder ud i frugterne, hvis der er for mange. Det svækker nemlig træets evne til at danne blomsterknopper det følgende år, og træet risikerer at komme ind i en ond cirkel med kun at give frugt hvert andet år. Det kaldes også vekselbæring.

tynd ud æbletræ 5

Der skal ca. være en håndsbredde mellem æblerne. Hvis æblerne sidder helt tæt, bliver de små, og risikoen for sygdomme er også større. Sidder frugterne for tæt, risikerer grenen også at knække på grund af tyngden.

tynd ud æbletræ 6

Æblerne her har haft fin plads til at udvikle sig, så de er blevet store og flotte.

02
Undgå at frugttræet kun giver frugt hvert andet år 6 Trin

Nogle gange sker det, at frugttræer kun giver frugter hvert andet år. Det er tilfældet for dette 20 år gamle æbletræ af sorten rød ananas.

Heldigvis har du mulighed for at hjælpe æbletræet tilbage i balance, så det giver æbler hvert år i stedet for hvert andet. Det, der kaldes vekselbæring.

Her viser vi dig, hvad du skal gøre. Du får også en forklaring på, hvad frugttræers vekselbæring skyldes.

undgå frugt hvert andet år 1

Blomstringen på dette æbletræ er fuldstændig overdådig. Det tyder på, at der vil komme masser af æbler i år. Sidste år var der stort set ingen frugt på træet. Det kaldes vekselbæring og er et udtryk for, at æbletræet er kommet ind i en voldsom ubalance.

undgå frugt hvert andet år 2

Den massive blomstring og efterfølgende frugtsætning trætter æbletræet så meget, at det ikke har energi nok til at danne blomster til næste år. Træet er med andre ord inde i en ond cirkel.

undgå frugt hvert andet år 3

Hvis du fjerner nogle af blomsterne, er det muligt at hjælpe træet tilbage i balance igen. Det er et stort arbejde, men til gengæld får du så æbler hvert år i stedet for kun hvert andet år.

undgå frugt hvert andet år 4

Fjern de blomster, der alligevel ikke ville give god frugt. Det er fx de blomster, der sidder i skyggen, og blomster, der sidder på undersiden af grenene. Hvis du er heldig, behøver du kun at tynde ud i blomsterne denne ene gang for at få træet i balance igen.

undgå frugt hvert andet år 5

Der ser voldsomt ud, når der ligger en masse blomster under træet. Men udtyndingen skal til for at hjælpe træet tilbage i den rigtige balance.

undgå frugt hvert andet år 6

Fortsæt til du har været hele træet igennem, og det forhåbentligt kommer til at give frugt igen hvert år.

03
Beskyt træerne mod rådyr og hare 9 Trin

Rådyr og hare kan godt finde på at gnave i dine frugttræer – både at spise barken, men også de unge grene og skuddene, der bliver til frugter. Det er ærgerligt, for så får du ingen frugter.

Hvis du har problemer med rådyr og hare i din have, får du her nogle gode råd til, hvordan du kan slippe for, at de ødelægger fx dine frugttræer.

beskyt træerne mod rådyr og hare 1

Et tydeligt tegn på rådyr – de har spist skuddene med blomster på et æbletræ. Når blomsterne er væk, kommer der heller ingen æbler.

beskyt træerne mod rådyr og hare 2

Også her er der gnavet i et nyt skud. Rådyr og harer kan finde på at gnave i både de unge skud, men også barken på frugttræets stamme.

beskyt træerne mod rådyr og hare 3

Hvis du bor tæt på et skovbryn, eller andre større naturområder, vil du især have risiko for at få besøg af rådyr og harer i din have.

beskyt træerne mod rådyr og hare 4

Sæt en barkbeskytter op, der kan beskytte den nederste del af frugttræets stamme. Der findes flere forskellige slags, typisk i kraftigt plast. De er nemme at montere på stammen.

beskyt træerne mod rådyr og hare 5

Forskellige dufte skulle også at kunne skræmme rådyrene væk, fx hår fra mennesker. Duften af menneske vil sidde i håret, og hvis du putter en tot i en sok, kan du nemt hænge den op ved frugttræet.

Sokken virker dog kun afskrækkende i begrænset tid, da duften efterhånden mister sin kraft.

beskyt træerne mod rådyr og hare 6

Duften af blod skulle også kunne afskrække. Har du fx stegt en steg, kan du bruge blodsaften fra stegen.

beskyt træerne mod rådyr og hare 7

Sug blodet op med en klud, som du fx ligger i en sok. Den er nem at hænge op i frugttræet, så den nye duft forhåbentligt kan blive ved med at holde rådyrene væk.

beskyt træerne mod rådyr og hare 8

Uld fra får skulle også have effekt på rådyr. Så når der senere på sæsonen er brug for nye dufte til at skræmme rådyrene væk, bruges der uld.

beskyt træerne mod rådyr og hare 9

Uldtotterne hænges op ved frugttræerne. For at duftene skal have effekt, skal de altså løbende skiftes ud. Du kan også vælge at sætte hegn op omkring hele din have.

Video

Æblehøst hvert år

Her får du forklaringen på, hvorfor frugttræer nogle år giver en masse frugter, og næste år slet ingen. Du får også gode råd til, hvad du kan gøre for at undgå det.

Video

Tynd ud i frugten

Her viser vi dig, hvordan du tynder ud i både blomster og frugter, hvis fx dit æbletræ eller kirsebærtræ har dannet for mange frugter. Du får også en forklaring på, hvorfor det kan ske, og hvad der sker, hvis du ikke tynder ud i frugterne.

Video

Undgå vilde dyr i frugthaven

Her får du gode råd til, hvordan du med forskellige dufte kan skræmme rådyr væk, så de ikke gnaver i dine frugttræer. Du får også et godt tip til, hvordan du undgår, at harer sætter deres tænder i frugttræerne.

Video

FAQ