Sådan dyrker du hindbær

Hindbær er et lækkert bær, og de er nemme at dyrke. Her får du bl.a. at vide, hvordan beskæring af hindbær foregår, og gode råd til valg af hindbærsorter.

Intro

Hindbærbuske giver lækre bær, og så kræver de ikke meget pasning.

Der findes to typer hindbær – sommerhindbær og efterårshindbær. Vælger du begge typer i din have, kan du have hindbær fra midt på sommeren helt frem til efteråret.

Hindbær skal beskæres én gang om året, og det gælder begge typer hindbær. Her viser vi dig, hvordan du gør. Du får også at vide, hvornår du bedst beskærer hindbærbuskene.

Du får også vejledning i, hvordan du planter og gøder hindbærbuske. Og gode råd til, hvordan du undgår orm i dine hindbær.

Inspiration

5 gode hindbærsorter

hindbær busk autumn bliss

1. Autumn Bliss

Et efterårshindbær, der giver middelstore mørkerøde bær fra august til oktober.

hindbær busk golden everest

2. Golden Everest

Et efterårshindbær, der giver store gul-orange bær fra august til september.

hindbær busk tulameen

3. Tulameen

Et sommerhindbær, der giver store røde bær fra juli til august.

hindbær busk fall gold

4. Fall Gold

Et efterårshindbær, der giver store gule bær fra juli til september.

hindbær busk polka

5. Polka

Et efterårshindbær, der giver store mørkerøde bær fra august til oktober.

Vejledning

01
Plantning af hindbær 5 Trin

Hindbær er som regel meget nem at få til at vokse. De breder sig villigt ved hjælp af rodskud.

Vil du anlægge et nyt hindbærbed, er det nemt at tage små, nye hindbærbuske fra et etableret hindbær bed med ældre buske. Ellers køber du bare hindbærbuske i fx planteskole, et velassorteret byggemarked eller supermarked.

Her kan du se, hvordan du planter hindbærbuske, så de får en god start på det nye voksested.

hindbær buske 1

Der skal plantes nye, små hindbærbuske. Disse er alle efterårshindbær, der er taget fra veletablerede hindbærbuske et andet sted i haven. Nu skal der laves et nyt hindbær bed.

hindbær plante 2

Hindbærbuske breder sig hurtigt ved hjælp af udløbere. Så hvis du har haft hindbærbuske et par år, vil du typisk nemt kunne lave et nyt hindbær bed, hvis du flytter nogle af de nye, små hindbærplanter.

hindbær planter 3

Sæt hindbærbuskene i den samme dybde, som de før har stået i. Placer dem med lidt afstand imellem, ca. 20 cm, for hindbærplanter vil hurtigt brede sig.

Hvis du planter hindbærbuske i en lang række, kan du evt. grave en rende i en passende dybde. Fyld så jord omkring rødderne, efterhånden som du sætter planterne. Jorden presses godt til omkring rødderne, så de hurtigt får fat på det nye voksested.

plante hindbær 4

Alle hindbærbuskene er plantet. Nu skal de bare vokse sig store. Hindbærbuskene vil hurtigt brede sig, så rækken bliver bredere og tættere, med mindre du fjerner nogle af dem til et nyt hindbærbed.

plantning af hindbær 5

Vand de nyplantede hindbærbuske godt, efter du har plantet. Så får de nye, små hindbærbuske den bedst tænkelige start i det nye bed. Hold øje med hindbærbedet, hvis der kommer en tør periode, og vand efter behov.

02
Gødning af hindbær 3 Trin

Bærbuske som hindbær har brug for gødning som alle andre planter for at kunne vokse godt og give en masse frugt. Det kræver næring.

Her får du at vide, hvordan du gøder hindbærbuske – og med hvilken type gødning.

hindbær sorter 1

Hindbærbuskene skal gødes. De er nu vokset godt til i række, hvor de har stået en måneds tid. Så nu skal de have en ekstra vitaminindsprøjtning, så den gode vækst kan fortsætte.

hindbær gødning 2

Hindbærbuskene får en god gang kompost, der lægges ud langs rækken. Kompost er rig på kalium, indeholder ikke særlig meget kvælstof, for det bryder hindbær sig nemlig ikke om.

Ligesom andre bærbuske og frugttræer i øvrigt – de skal ikke have så meget kvælstof, som andre planter typisk skal.

gødning hindbær 3

Komposten arbejdes ned i jorden med en hakke, når du har spredt den ud omkring hindbærbuskene. Så har gødningen en hurtigere effekt.

03
Beskæring af hindbær 6 Trin

Hvornår beskæring af hindbær skal foregå, afhænger af, hvilken type hindbær du har. Der er nemlig forskel på, hvordan du beskærer sommerhindbær og efterårshindbær.

Her viser vi dig, hvordan du beskærer efterårshindbær, her hindbærsorten “Polka”. Du får selvfølgelig også at vide, hvornår du skal beskære sommerhindbær.

Det er i øvrigt en rigtig god ide både at have sommer- og efterårshindbær i haven, for så har du hindbær fra ca. juli til september måned.

beskæring af hindbær 1

Efterårshindbær skal beskæres efter høst. Efterårshindbær giver bær på de skud, der voksede frem i foråret. Når du er færdig med at høste bær på hindbærbuskene, er det tid til at klippe dem ned, fx i begyndelsen af oktober.

hindbær beskæring 2

Tjek gerne hindbærbuskene en ekstra gang – om der stadig skulle være enkelte bær tilbage. Det er der her.

beskæring hindbær 3

Du kan også vente med at beskære efterårshindbær til det tidlige forår. Men du skal være tidligt ude, så du ikke beskadiger de nye skud, dvs. senest i begyndelsen af marts.

Beskära hallon 4

Alle stænglerne klippes helt ned til et par cm over jordniveau. Det skal du gøre hvert år på efterårshindbær. Enkelt og nemt. Sommerhindbær får kun bær på sidste års skud. Derfor skal du kun fjerne de stængler, der har været bær på.

klippe hindbær ned 5

Når du fjerner stænglerne, mindsker du også risikoen for stængelsyge. Det er en svampesygdom, der kan ramme hindbærbuskenes stængler.

Generelt er efterårshindbær dog ret modstandsdygtige overfor sygdomme – især sorten “Autumn Bliss” er en meget sund og sygdomsresistent hindbærsort.

beskær hindbær 6

Hindbær bedet er klippet ned og venter nu på foråret, hvor hindbærbuskene vil sætte nye skud, som giver hindbær i efteråret.

04
Forebyggelse af orm i hindbær 8 Trin

Orm i hindbær er væmmeligt! Ormene skyldes en lille bille, der hedder hindbærbille. Den lægger sine æg i bunden af blomsterne, og æggene udvikler sig i løbet af sommeren til små larver.

Se her, hvad du kan gøre for at undgå orm i dine hindbær. Du får også gode råd til hindbærsorter, der sjældent har orm.

klipning af hindbær 1

Hindbærrene er ved at være modne. Når du plukker dem, er det en god ide at tjekke, om der er orm i hindbærrene.

orm i hindbær 2

Orm er ikke særligt lækre. Desværre er de meget almindelige – især i sommerhindbær.

I efterårshindbær, fx hindbærsorten “Autumn Bliss” er der sjældent orm, da de blomstrer senere – som regel efter hindbærbillen har lagt æg. Det er nemlig hindbærbillen, der er årsagen til ormene.

opbinding af hindbær 3

Når hindbærbuskene blomstrer, finder hindbærbillerne vej til blomsterne og lægger deres æg i bunden af blomsten. Hindbærbillen er typisk på spil tidligt om sommeren, så det er sommerhindbærrene det typisk går ud over.

vadelmat sitominen 4

Hindbærbillen ses på blomsten her. Det er den lille, mørke plet yderst på den hvide blomst, tæt ved den grønne stilk. Hindbærbillens æg bliver til larver, der udklækkes senere på sommeren.

orm i hindbær 5

Du kan forebygge orm i hindbær ved at ryste hindbærbuskene, når de blomstrer. Ryst hver enkelt stængel over en balje med vand og en smule sulfo, der tager overfladespændingen. Så drukner hindbærbillen, når den falder ned i vandet.

orm i hindbær 6

Sådan ser hindbærbillen ud. Hvis du gentager behandlingen og ryster hindbærbuskene hver dag i blomstringsperioden, vil du mindske ormene i hindbærrene markant.

orm i hindbær 7

Hindbærbillerne i baljen er døde, så indholdet kan bare tømmes ud på jorden, når du er færdig med dagens hindbærbillejagt.

gråskimmel i hindbær 8

Hindbær kan også få svampesygdommen gråskimmel. Det sker typisk, når vejret er fugtigt. Bærrene bliver grå og nærmest lodne.

Fjern dem fra hindbærbedet, så snart du ser dem. Og sørg for, at der er luft i og omkring hindbærbusken, så den hurtigere tørrer efter regnvejr.

Video

Anlæg en frodig frugthave

Her kan du se, hvordan du planter små hindbærplanter, så du giver dem den bedste start på det nye voksested.

Video

Sådan beskæres frugttræer

Vi viser dig, hvordan du beskærer hindbær. Her den sene hindbærsort polka, der bærer frugt frem til efteråret.

Video

Bærhavens fjender

Her kan du se, hvad du kan gøre for at undgå orm i dine hindbær. Den forebyggende indsats starter allerede, når hindbærrene sætter blomster.

Video

Begræns ukrudt i bærbedet

Her får du at vide, hvorfor det er vigtigt at fjerne ukrudtet i dit hindbærbed. Vi viser dig også, hvordan du gør.

Video

Gratis gødning til frugthaven

Her kan du se, hvordan du gøder dine hindbærbuske.

Video

FAQ