Byggemarkedernes badebassiner er kommet langt, og skillelinjen mellem et stort badebassin og en lille swimmingpool er efterhånden udvisket - du skal bruge pumpe og kemikalier til begge dele, og de store bassiner er jo nærmest semipermanente.
Men hvis du vil have gravet din pool ned eller indbygget i en terrasse, bør du vælge stærkere materialer.
Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.
Forarbejdet er det samme
Din pool skal kunne modstå både pres fra vandet på indersiden og fra den omkringliggende jord på ydersiden. Og så skal den være bygget i et materiale med mange års levetid, hvor du ikke risikerer at skulle grave igen, hvis du skal foretage reparationer.
Mulighederne og varianterne er mange - og priserne svinger selvfølgelig også med poolens størrelse, og hvor avanceret udformningen skal være.
Typisk skal der graves ud, der skal støbes et fundament, og når poolen så er samlet/bygget, skal den langsomt fyldes med vand, mens der støbes op omkring den, så der er samme pres fra begge sider.
Vi har sammenlignet priser på tre pooltyper, hvor du selv kan gøre en meget stor del af arbejdet - det er klart, at drømmer du om rockstjernepoolen formet som et valgfrit musikinstrument, er der tale om en anlægsopgave, der bedst overlades til de professionelle.
LØSNING 1: Samlesæt i stål
3,5 m x 7 m x 1,5 m, oval
En swimmingpool i stål minder meget om bassinerne i plast og kan da også benyttes til at stå fritstående på jorden. Men vil du have en nedgravet pool, så kan det også lade sig gøre, bare du støber et plant og solidt fundament til at stille din nye pool på.
Derefter kan du støbe omkring poolen og afslutte med fliser eller en terrassekonstruktion.
Fordele:
- Lav pris
- Relativt nemt samlesæt
- Gør det selv-løsning
Ulemper:
- Fås kun i rund eller oval (med rundede hjørner)
- Begrænsede størrelser og dybder
- Kan tære/ruste over tid
- Tunge komponenter
Pris:
- Udgravning, fundament og støbning: 20.000 kr.
- Pool samt alt udstyr til drift: 16.000 kr.
- Yderligere udgifter: Nej
I alt: 36.000 kr. - Pris pr. kubikmeter: 980 kr.
LØSNING 2: Byggeklodser af styropor
3,5 m x 7 m x 1,5 m, rektangulær
En betonpool er den ultimative luksus og kan støbes i lige den udformning og dybde, du vil have. Men det er et månedlangt projekt, der kræver stor erfaring.
Med en styroporpool bygger du poolens vægge af blokke, der så forstærkes med stål og fyldes med beton. Du får den støbte pools robusthed og giver kun afkald på lidt af designfriheden.
Alle materialerne leveres på paller, klar til at bygge med.
Fordele:
- Fleksibel form og dybde
- Ankommer på paller
- Som at bygge med klodser
- Skal ikke pudses indvendig
- Nem at tilpasse (indbygningslys m.m.)
Ulemper:
- Tidskrævende byggeri
- Lange tørretider
Pris:
- Udgravning, fundament og støbning: 20.000 kr.
- Pool: 60.000 kr.
- Yderligere udgifter til beton og armering: 10.000 kr.
I alt: 90.000 kr. - Pris pr. kubikmeter: 2.449 kr.
LØSNING 3: Færdig glasfiberpool
3,5 m x 7,5 m x 1,5 m, rektangulær m. trappe
En glasfiberpool er mindst lige så holdbar som en støbt pool og har også visse fordele, ikke mindst at den leveres færdig og kun skal placeres på fundamentet og så afsluttes med fliser eller terrasse omkring.
Glasfiberpools kan fås i en række størrelser med varierende dybde, indbyggede trapper og en række andre detaljer, men er selvfølgelig begrænsede af, at de skal kunne fragtes i ét stykke. Derfor kommer der også yderligere udgifter til fragt og den kran, der skal løfte din pool på plads.