Træningsstativ i baghaven

Hvis du er mere til træning i det fri end i et fitnesscenter, kan du overveje at lave dette træningsstativ i din have.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
1.500 kroner
Træningsstativ i baghaven

Med fem stolper, et par stænger og nogle kraftige beslag kan du lave et træningsstativ, så du kan træne hjemme i baghaven. Barkflis er velegnet som underlag på jorden under stativet.

Intro

Træningsstativets konstruktion er super enkel, og det er nemt at tilpasse stativet, så det passer til dig. Du får tegninger med mål, der viser stolpernes og stængernes placering.

Du får også en grundig vejledning i, hvordan stolperne støbes fast. For det er helt afgørende, at træningsstativet er solidt funderet, så det kan holde til, at du hænger i det med hele din vægt.

Trin-for-trin-vejledning

Du får en grundig trin-for-trin vejledning i, hvordan du skærer stolperne til og borer huller til stængerne. Vi viser dig også, hvordan du måler op til beslagene og sikrer, at stængerne bliver på sin plads i stolperne. Derudover får du tips til, hvordan du kan støtte stolperne midlertidigt, indtil betonen, som de er støbt fast til, er hærdet op.

Vejledning

01
Sådan støber du stolperne fast 4 Trin

Det er altafgørende, at træningsstativets stolper står solidt. Og for at sikre en så lang levetid som muligt bør du undgå, at de har direkte jordkontakt. Derfor monteres stolperne her på kraftige stolpefødder, der støbes fast.

1

Grav et hul ca. 70 cm dybt.

2

Placér evt. en mindre papkasse i hullet, så du har lidt styr på den tørbeton, du fylder i. Hæld tørbetonen direkte i hullet med lidt vand, så du er fri for at blande.

3

Montér stolpefoden, og tryk den ned i den fugtige beton.

4

Tjek, at stolpen står helt lige, og fiksér stolpefoden midlertidigt med et bræt. Tilføj lidt ekstra vand til tørbetonen, og lad så stolpen stå min. et døgn, til betonen har sat sig.

02
Klargøring 5 Trin

Stolperne skal saves til i længden - du skal bruge to lange og tre korte stolper til træningsstativet her. Derefter skal du have boret huller forneden i stolperne, så du kan fastgøre de stolpefødder, som stolperne skal støbes fast med.

I stolpetoppen skal du have boret ud til stængerne af rustfrit stål. I tre af stolperne skal hullerne være gennemgående. Så er der plads til, at stangen kan sættes på plads i 6 cm dybe huller i den modstående stolpe. De gennemgående huller lukkes med beslag, når stængerne er monteret.

1

Mål op til huller til stang og beslag i toppen af stolpen, når du har savet den til i længden. Beslaget skal fastgøres på bagsiden af de stolper, hvor der er boret igennem til stangen.

2

Bor hul til stangen med et 60 mm forstnerbor. I tre af stolperne skal hullet være gennemgående, i to af dem skal hullet være 60 mm dybt, så stangen kan placeres i et “lukket” hul i den ene side.

3

Markér, hvor der skal bores huller til stolpefoden. Beslaget holdes fast på stolpen med en afstandsklods mellem stolpe og stolpefod. Når du placerer stolpen med lidt afstand til beslaget, undgår du, at der kan samles vand/fugt, som kan føre til råd.

4

Bor gennemgående huller i stolpen med et 14 mm bor til stolpefoden, der skal fastgøres med 10 mm bolte. Hullerne skal være lidt større end boltene, så de er nemme at sætte i og gøre fast.

5

Stolpefoden monteres på stolpen. Boltene sættes i, og møtrikken på bagsiden skrues fast med en skralde- eller gaffelnøgle. Husk en spændeskive under møtrikken.

03
Opsætning 7 Trin

Når stængerne i rustfrit stål er placeret mellem stolperne, monteres pladebeslag på bagsiden af stolperne med de gennemgående huller. Så risikerer stængerne ikke at ryge ud igen.

Giv dig god tid til at montere stolperne, så de står helt lige. Det er en god idé med et par midlertidige, støttende skråstivere på stolperne, indtil du er helt færdig, og betonen har sat sig.

Giv også betonen lidt tid til at sætte sig, og vent et par uger med at tage træningsstativet i brug.

1

Sæt stangen fast mellem stolperne, når du har skåret den til i længden. Før først stangen gennem det gennemgående hul i den ene stolpe og videre over i det “lukkede” hul i den anden stolpe.

2

Skru pladebeslaget fast, når stangen er monteret. Pladebeslaget fastgøres med 8 mm bolte og lukker det gennemgående hul, som stangen er ført igennem, så den bliver på sin plads mellem de to stolper.

3

Tjek, om stolperne stadig står lige, efter at du har sat stængerne på plads. Du bør montere stængerne samme dag, som du sætter stolperne i beton, så du har mulighed for at finjustere stolperne.

4

Tjek også, at afstanden mellem stolperne er ens både foroven og forneden, efter at du har monteret stangen. Når stolperne står helt perfekt, fikseres de i denne stilling, fx med brædder og reglar, der spændes midlertidigt fast som støttende skråstivere til stolperne.

5

Montér stængerne i de korte stolper, når du er færdig med de høje. Vent med at skrue stolperne helt fast til stolpefødderne - så har du stadig mulighed for at finjustere en smule.

6

Jorden dækkes med barkflis omkring træningsstativet. Det giver et forholdsvist blødt underlag, hvis det skulle ske, at du falder ned fra stativet under træning. Barkflis gør det også sværere for ukrudt at gro der.

7

Lad træningsstativet stå en uges tid, så betonen hærder godt op, inden du svinger dig rundt i det.

Materialer

90 x 90 mm stolper (trykimpræg.):

  • 2 stolper, 210 cm lange
  • 3 stolper, 120 cm lange

Desuden:

  • 5 H-formede stolpefødder, 60 cm
  • 3 stålrør, diameter 60 mm, 150 cm lange
  • 3 stk. pladebeslag, 40 x 120 mm
  • 6 stk. M8 x 100 mm bolte inkl. møtrikker
  • 10 stk. M10 x 120 mm bolte inkl. møtrikker
  • 1 sæk tørbeton, 20 kg
  • Grundingsolie
  • Barkflis

Specialværktøj

  • 30 mm forstnerbor

Tidsforbrug

2 dage

Pris

Ca. 1.500 kr.

Sværhedsgrad

Projektet er enkelt og overskueligt. Vær omhyggelig med støbningen og justeringen af stolperne, så de står helt lige.

Tegning

Tips & Tricks

Beskyt det sårbare endetræ

Endetræ er det mest sårbare sted på alle typer træ, fordi det her er mere “åbent” og modtageligt i forhold til fugt. Derfor er det en god investering at gøre lidt ekstra ud af netop at beskytte endetræet med grundingsolie med fungicider - et middel mod svampe, der hæmmer råd - så stolperne får en så lang levetid som muligt.

1
2

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Haven