Intro
Vejledning
01
Benene bygges af to brædder
2
Trin
De forreste og bageste ben samles alle af to høvlede brædder, et smal og et bredt (A og B til de bageste ben, C og D til de forreste ben). Det er kun længden, der er til forskel på forben og bagben.
Meningen med at bruge to forskellige bredder er, at de to sider på det færdige ben er lige brede - det bredeste bræt skal jo gå ind foran det smalle bræt.
De 8 bensider (A-D) gøres klar til at blive samlet. Her et forben, hvor vi slår 4 dykkere næsten igennem den brede del (C) og smører lim på kanten af den smalle del (D).
02
Forsiden og bagsiden bygges hver for sig
5
Trin
Når de fire ben forbindes til et stel, sker det med de sarge, som fliserne både foroven ved bordpladen og forneden ved hylden skal ligge på. Tremmerne, der danner bordets “bagvæg” med plads til at hænge ting på, og hylden over disse tremmer stiver hele konstruktionen af.
Vi begynder med at samle de to lange sider, forsiden og bagsiden med væggen.
De lange sarge (G) og tremmerne (K) skæres til, så de passer med fliserne (M). Da fliserne varierer lidt i bredden, lægger vi seks fliser op, som vi mærker af ud for.
Mærk af på de lange bagbens brede sider (A), hvor du skal placere sargene (G) og tremmerne (K). Den øverste sarg (G) placeres flisens tykkelse under forbenenes overkanter (her 1 cm).
Lim og skru sargene (G) fast til benene (A) med fem 4 x 40 mm skruer i hver samling. Sørg for, at vinklerne er helt rette, før alle skruer fyldes i.
Spænd tremmerne (K) på benene (A), og gør dem fast med 4 x 40 mm skruer fra bagsiden, så skruerne ikke ses. Fordel afstanden ligeligt mellem tremmerne.
03
Forsiden og bagsiden samles til et helt bord
10
Trin
Forrammen og bagrammen kan nu enkelt samles til bordets stel med de korte sarge. Vi spænder delene sammen med tvinger og justerer alt på plads, inden vi gør det hele fast med skruer.
Derefter lægges dækbrædderne uden på sargene. De forstærker sargene, og de danner en kant, så fliserne og pladen med vasken bliver liggende på sargene. Derefter er udekøkkenets skelet færdigt.
For- og bagramme forbindes med de fire korte sarge (H), der skrues på med 4 x 40 mm skruer. Spænd først sargen på bagrammens smalle sider (B) med en tvinge, så er det nemt at fiksere alt i ret vinkel.
Sørg for, at delene er i vinkel, og sæt skruerne i. Da skruerne kun lige er lange nok til at holde, er det selvfølgelig godt også at lime, og borer du for med et tyndt bor, får skruerne optimalt fat.
Så føjes forrammen til. Igen er det forholdsvis nemt at få de to rammer til at balancere, når du hele tiden bruger de enhåndsbetjente tvinger til at holde delene.
Skru og lim de korte sarge (H) fast til forrammen med 4 x 40 mm skruer. Også her spænder vi op med tvinger og sikrer, at alt er i vinkel, inden vi skruer fra indersiden, så skruerne ikke ses.
Dækbrædderne (E og F) gøres klar. De skæres til i længden, så de passer stramt imellem bordets ben, og derefter smører du lim på den ene side.
Dækbrædderne (E) gøres fast foroven. Vi spænder dem fast på sargen (G), så de holder højde med benene, og skruer dem fast med 4 x 35 mm skruer. Skru fra indersiden, så skruerne ikke ses.
Dækbrættet (E) forneden skrues fast. Her styrer vi højden ved at lægge en flise (M) på plads på sargen (G) og rette dækbrættet til i højden efter den.
Let afslibning med en rystepudser, så er bordets stel færdigt. Husk, at kanterne bliver stærkere, hvis de ikke står helt skarpe, så dem bør du lige rette af.
04
Vasken og hanen sættes ned i pladen
9
Trin
Det er absolut ikke nemt at indbygge en vask i keramiske fliser, så her erstatter vi to fliser med en krydsfinerplade.
Både vasken og vandhanen, som vi vil koble til haveslangen, føres gennem krydsfinerpladen, og da slangen med vand og afløbet er hurtige at koble på og af, kan du uden videre løfte fliser og vask af, når du flytter rundt med udekøkkenet eller stiller det væk for vinteren.
Streg vaskens omrids op på krydsfinerpladen (L), som vasken skal sænkes ned i. Læg vasken oven på pladen, så der er plads til hanen bag vasken, og tegn formen op langs kanten.
Streg udskæringen op 2 cm inden for omridset. Hullet skal jo kun være stort nok til vaskens dybe del, mens kanten skal hvile på pladen. Bor et 10 mm hul inden for stregen til stiksavens klinge.
Skær ud til vasken med stiksaven. Savklingen stikkes ned gennem hullet, saven startes, og klingen føres rundt efter stregen. I svinget bliver snittet nok lidt ujævnt, men det betyder ingenting.
Bor et hul til vandhanen. Mål ud, hvor vandhanen skal placeres, og bor et hul en smule større end tilløbets diameter.
Tjek, at det hele passer sammen, men vent med at gøre delene fast - det er meget bedre at grunde og male pladen, så alle kanter er forseglet, inden vasken og hanen spændes fast.
Grund og mal krydsfinerpladen (L) grundigt. Giv først en grunder med midler mod svamp og råd, og følg op med træbeskyttelse. Sørg for ekstra maling på kanterne, der er de mest sårbare.
Vasken gøres fast på pladen. Læg vasken på plads, og spænd den fast med de spændeskruer, vasken er født med. Tryk eventuelt en stribe silikone e.l. ud langs kanten først, så den lukkes tæt af.
Sæt vandhanen på plads. Husk at få tætningsringene til at sidde rigtigt, så der ikke løber unødigt vand ned i pladen.
05
Køkkenet males, og vandet sluttes til
4
Trin
Udekøkkener står ude, så vi skal give det en god omgang træbeskyttelse.
Vælger du at male med halvdækkende træbeskyttelse, kan du håbe på, at den trænger ned i træet og fungerer som grunder, og blot male to eller tre gange.
Her giver vi køkkenet en heldækkende maling, og derfor mætter vi det med en oliebaseret grunder med midler mod mug og råd, inden det males to gange.
Bordet grundes og males omhyggeligt. Først grundes med grundingsolie en eller gerne to gange, derefter males to gange med heldækkende træbeskyttelse eller udemaling.
Vaskepladen (L) og fliserne (M) lægges endeligt på plads. Du kan vælge at skrue pladen med vasken fast til understellet, så den kommer til at ligge fast og helt i plan med fliserne.
Det rindende vand tilsluttes med haveslangen, der er blevet spændt fast på koblingen, der passer til hanekoblingen.
Materialer
20 x 95 mm brædder:
• 2 brede bensider (A) a 130 cm
• 2 brede bensider (C) a 90 cm
• 4 lange dækbrædder (E) a 165 cm
• 4 korte dækbrædder (F) a 46 cm
• 1 hylde (J) a 184 cm
• 4 lange sarge (G) a 180 cm
• 4 korte sarge (H) a 56 cm
Vi skærer 1 cm (flisetykkelsen) af bredden på sargene G og H, så deres underkanter flugter med dækbrædderne.
20 x 70 mm brædder:
• 2 smalle bensider (B) a 130 cm
• 2 smalle bensider (D) a 90 cm
20 x 45 mm brædder:
• 4 tremmer (K) a 180 cm
10 mm vandfast krydsfiner:
• 1 bordplade (L), 60 x 60 cm
Desuden:
• 10 fliser (M), 30 x 60 cm, til bordplade og underbord
• Skruer til udebrug: 4 x 35, 4 x 40 mm og 5 x 60 mm
• Galvaniserede dykkere, 18 x 40 mm
• Trælim
• Oliebaseret grunder
• Heldækkende træbeskyttelse
Til vand og afløb:
• 1 étgrebsvandhane
• 1 rustfri stålvask, cirka 40 x 45 cm
• 1 vinkelafløbsrør, 38 mm, til montering på vask
• 1 afløbsslange passende til vinkelrøret
• 1 hanekobling
• 1 slangekobling
• 1 haveslange
Koblingerne er fra Gardena, og hanekoblingen passer til vandhanens gevind.
Tidsforbrug
En weekend plus tørretid
Pris
1100 kroner + vask og hane
Sværhedsgrad
Nemt - og så ligner det en lille million i al sin enkelhed.