Fugtplamager eller afskallet puds
Fugtige områder på muren skal du være på vagt overfor. Er huset pudset, vil du ofte se fugten ved, at pudsen skaller af.
Hvad er det?
Fugtplamager er et tegn på, at muren indeholder fugt, den ikke kan slippe af med. Det hober sig altså op i en kortere eller længere periode.
Er det farligt?
Ophobet fugt er farligt for dit hus. Læg mærke til, hvor fugten kommer fra. Stiger den op nede fra soklen eller jorden, er der sandsynligvis tale om opstigende grundfugt.
Hælder terrænet omkring dit hus indad mod huset, kan det skyldes fugt fra regn og sne. Grav i så fald af, så vandet løber væk fra huset; så løser det sandsynligvis problemet.
Fugt øverst oppe under et tagudhæng tyder på, at der er en utæthed i taget, eller at der mangler udhæng.
Hvad gør jeg ved det?
Har du mistanke om opstigende grundfugt, skal du have en byggesagkyndig til at se på det, inden det udvikler sig til større problemer.
Hvis fugten findes oppe under tagudhænget, skal eventuelle utætheder i taget lappes, eller der skal etableres et tagudhæng.
Saltudtræk
Du har sikkert set det mange gange: hvide plamager på murværk. Ofte er det ganske harmløst og udelukkende et kosmetisk problem. Men ikke altid.
Hvad er det?
Der findes et væld af salte allevegne. Både salte, vi ikke lige ser, fordi de er en del af murstenene eller mørtlen, og salte, som opstår, når det nyfugede murværk afsyres, eller helt simpelt når vi om vinteren salter indkørslen for at undgå isglatte fliser.
Når salt opløses i vand, suges det ind i murværket, og så har vi balladen: Salt binder vand. Det suger altså vand til sig og holder på det, og er der noget, vi ikke vil have i murværket, så er det vand. For lige så vigtigt vand kan være i alle mulige andre sammenhænge, lige så ødelæggende kan det være i murværk: Vandet kan trænge ind i indermuren og i husets isolering. Her kan det i værste fald føre til råd i trækonstruktioner eller svampevækst på andre organiske materialer.
Når det er frostvejr, vil vandet fryse til is og udvide sig, og så kan murværket krakelere. Det er ofte mørtelfugerne, der slipper deres tag i murstenene. Så opstår der sprækker, som mere vand kan trænge ind i, og så starter den onde spiral.
Er det farligt?
Hvis det udvikler sig så voldsomt, at fugten kan skade isolering eller fuger, så er det farligt. Har du store saltudtræk, så få fat i en byggesagkyndig.
Men i mange tilfælde er der blot tale om begrænsede plamager af salt, der dukker op, når murværket naturligt bliver fugtigt på grund af regn eller sne.
Hvad gør jeg ved det?
Lad saltet tørre, og børst det så af med en tør nylonbørste. Du skal ikke hælde vand på det, for så trænger det blot ind i murværket. Hvis du ikke børster det af, vil det typisk blive vasket længere ned ad muren, når det regner, og så dukker det op igen.
Hvis det breder sig, så kontakt en byggesagkyndig. Det samme skal du gøre, hvis det bliver værre i foråret, når muren tørrer oven på en fugtig vinter. For så tyder det på, at der er fugt i isoleringen, som trænger ud og aktiverer saltene.
Alger
Grønne plamager på mursten eller puds ses typisk på den nordvendte side af huset.
Hvad er det?
Alger vil typisk gro på murværk på husets nordside, nøjagtigt ligesom mos og lav vokser på træernes nordvendte side i skoven. Alger vokser på steder, hvor der er fugtigt.
Er det farligt?
Alger er som udgangspunkt helt uskadelige, men de er nok ikke et ønskescenarie for husejere, der fx har en flot, hvidpudset facade.
Hvad gør jeg ved det?
Vask algerne væk med murrens eller algefjerner. Det kan købes i byggemarkedet.