1. Loft til kip
Beskrivelse:
Vi fjerner både spærfod og tænger på tagspærene og hæver loftet helt op til kippen. Så kan vi sætte vinduer i taget og få masser af lys. På tegningen er der ud over et vindue i taget også blevet plads til et vindue
på specialmål i gavlen.
Metode:
En limtræsbjælke oppe i kippen støtter spærene, så både tænger og spærfod kan fjernes. Den ene ende af bjælken lægger an på ydermuren, den anden på en stolpe midt i stuen. Stolpen står på et støbt fundament under gulvet. Gulvet skal reetableres, og loftet skal isoleres og beklædes med gips.
Tilbud hos tømrer:
300.000 kroner.
2. Glastag i udhænget
Beskrivelse:
Det store problem i stuen er, at det næsten to meter brede udhæng med brunt listeloft stjæler alt det lys, der burde komme ind ad de store sydøstvendte vinduer ud mod haven. Derfor fjerner vi listeloftet og skifter tagpladerne ud med armeret glas.
Metode:
Udhænget er en integreret del af tagkonstruktionen, så for at kunne blotlægge spærene skal der lukkes af og isoleres ind mod den varme del af taget. Når de armerede glasplader er monteret på toppen af spærene, skal der laves en overgang mod tagpladerne og nogle justeringer på vindskederne.
Tilbud hos tømrer:
142.000 kroner.
3. Lyskasse med synligt spær
Beskrivelse:
Vi sætter to store Velux-vinduer (94 x 160 cm), ved siden af hinanden med et synligt tagspær imellem. Det giver næsten 3 kvm vinduesareal. Det, der virkelig gør forskellen, er, at lysningen laves med skrå sider, så hullet i loftet bliver på 5,5 kvm.
Metode:
Vinduerne sættes i udefra. Først derefter skærer vi hul i loftet, fjerner isoleringen og bygger forskalling til lysningen. Bagsiden af lysningen fores med 300 mm isolering ind mod loftet. På indersiden monteres først dampspærre, og så beklædes det hele med fibergips. Til sidst spartles der, så den nederste kant mod loftet bliver knivskarp.
Tilbud hos tømrer:
49.000 kroner.