Intro
Masser af muligheder i metermål
Udvalget af polystyrenstuk er enormt stort. Fra helt almindelig buet stuk til 20 kroner pr. meter til overdådigt udsmykket stuk i herskabsstil. Men selv for den dyre, eksklusive variant kommer prisen ikke meget over 150 kroner pr. meter. Stukken kan købes på nettet og i byggemarkedet. Polystyrenstuk skal limes til loftet, og her bruges en speciel stuklim, som kan slibes på og males over. Det er også muligt at købe rosetter til lamper i polystyren. De opsættes på samme måde.
Vi har lånt nogle prøver hos den lokale forhandler af stuk. Så kan vi finde den, der passer bedst.
Vejledning
01
Mål op, og sav stukken til
4
Trin
Vi starter med at banke nogle dykkere i væggen, som senere skal holde stukken på plads, mens limen tørrer.
Vi skærer en skabelon af en simpel klods i den rette højde, her 8 cm, så vi nemt og hurtigt kan slå dykkerne i efter skabelonen. Vi laver selv en simpel skærekasse, som gør det nemt at save stukken til i den rette 45-gradersvinkel i hjørnerne.
Find den rette stuk. Vi har valgt denne stuk til vores projekt. Der findes et utal af forskellige stilarter, du kan vælge.
Brug en skabelon. Lav en klods med en længde som stukkens højde - her 8 cm. Hold den op mod loftet, og bank nogle tynde dykkere i væggen (mindst to for hver bane stuk).
Byg en skærekasse. Lav den med en bredde på 8 cm - samme bredde som stukken - til at skære stukken til efter. Så ligger den lige, når der skæres.
02
Start med at lime stuk i hjørnerne
5
Trin
Når stukken er savet til, skal den limes til loftet. Der findes lim, såkaldt stuklim, som er lavet til netop det formål. Smør et par pølser på stukken, og læg pres på i et par minutter.
Herefter holder dykkerne stukken på plads, mens limen tørrer. Limen kan slibes og males.
Vi starter med at lime stukken ind mod hjørnerne, hvor stukken skal saves af i 45 grader.
Stukken limes. Smør stuklim på stukkens to limflader, top og bund. Smør en lang, ubrudt pølse med limen i en fugepistol.
Tryk på plads mod loftet. Pres stukken på plads mod væg og loft. Læg pres på, indtil limen tager fat.
03
Mål stukken op til de skæve vægge
2
Trin
Hvis du har nogenlunde lige vægge, er det ikke et problem at skære stukken til i skærekassen. Så passer et 45-graderssnit. Er dine vægge mere skæve, som de er i mange huse, er det nødvendigt at måle vinklerne i hjørnerne og skære listerne til.
Til det formål bruges en smigvinkel, der kan indstilles helt præcist.
Mål vinklen. Brug en vinkelmåler til de skæve vinkler, hvis hjørnerne ikke er retvinklede. Tegn vinklen af på den lige snitflade.
04
Midterstykkerne monteres til slut
5
Trin
Vi startede med at lime stukken fast i hjørnerne i rummet. Det giver nogle mellemrum, som nu skal lukkes med stykker af stuk, som saves til på mål.
Når stukken er komplet i hele rummet, skal væggen og stukken males. De steder, hvor du har tørret lim af stukken ved samlingerne, kan det være nødvendigt at male flere gange.
Midten fyldes ud. Mål op, hvor lange baner stuk du skal skære for at lappe hullerne inde i midten. Skær stukken til med en sav i skærekassen.
Lim midterstykkerne fast. Smør lim på limfladerne, og husk også lim på de stykker, der allerede er limet fast til væggen.
Stukken fuges. Når stukken er monteret, fuges der med en fugepistol hele vejen under og over stukken mod væg og loft. Så er den klar til maling.
Materialer
- Stuk af polystyren
- Stuklim
- Slibepapir (korn 120)
- Maling til loft og vægge
- Afstandsklods
Tidsforbrug
En dag til et rum på 20 m².
Pris
Ca. 500 kr. for et rum på 20 m².
Sværhedsgrad
Det er nemt og hurtigt at sætte polystyrenstuk op.