Billigere tilbygning: 7 steder du kan skære i prisen

Overvejer du at bygge en tilbygning? Så er der flere steder, du har mulighed for at justere prisen for det endelige projekt. Vi har samlet de 7 mest oplagte steder, hvor du kan justere prisen for din tilbygning.

En tilbygning kan være en kæmpestor investering – men den behøver ikke at være det.

I hvert fald har du selv indflydelse på prisen, alt efter hvordan og med hvilke materialer du bygger.

Her er 7 ting, du kan justere på.

1. Størrelsen

Selvfølgelig er der forskel på, om du bygger 10 eller 50 kvadratmeter tilbygning, men prisen stiger ikke lineært. En tilbygning på 30 kvadratmeter koster altså ikke præcis det dobbelte af en tilbygning på 15 kvadratmeter i samme materialer.

Årsagen er, at der er en lang række grund­omkostninger, som du skal betale uanset antallet af kvadratmeter, fx levering af beton (selve betonen udgør den mindste del af prisen, det er transporten, der koster) og elektrikerens regning, der heller ikke bliver dobbelt op, fordi du ønsker fire frem for to lampeudtag.

Men materialer som træ, mursten og tag- og facadebeklædning koster i store træk det samme pr. enhed uanset mængde.

Herunder kan du se priseksempler for 2 forskellige størrelse tilbygninger:

2. Håndværkere

Nogle håndværkere er svære at komme uden om, selvom du bygger selv: Elektrikeren skal lave de faste elinstallationer, og skal du have afløb fra toilet, bad eller køkken, skal du have fat i en autoriseret kloakmester.

Men forskellen på, om du laver alt andet selv, eller du hyrer håndværkere til opmuring, taglægning eller maling, har stor betydning for den endelige pris.

Her er det også værd at overveje dine egne evner. Bygger du fx i træ, som du selv har fuldkommen styr på, eller vælger du mursten, så du må hyre en murer til en del af arbejdet? Det kan få stor betydning for prisen.

Herunder kan du se, hvor meget du kan spare, hvis du selv laver 20m2 tagbelægning:

3. Facade

Materialevalg er et sted, hvor du for alvor kan spare penge, hvis du vil.

De fleste huse bliver i dag bygget med vægge af letbeton, beklædt med mursten. Det er en effektiv og hurtig måde at bygge på, så prisen for mandetimer holdes nede. Men for dig, der selv bygger, er materialeprisen noget højere, end hvis du bygger det hele i træ.

De fleste vil nok også få brug for hjælp til at mure en flot murstensvæg op, men uanset om du har mod på at gøre alting selv eller ej, så er en muret tilbygning stadig dyrere end en tilbygning i træ.

Mur/letbeton

I gamle dage byggede man traditionelt en mur op af to lag mursten med luft (hulmur) imellem. I dag bygger man lynhurtigt væggene i letbeton og murer blot en enkeltstensvæg op udenpå.

Prisen for letbeton er ikke høj, men prisen for mursten varierer en del.

Eksempler:

  • Rød maskinsten: ca. 500 kr. pr. kvm
  • Rød blødstrøgen mursten: ca. 1.200 kr. pr. kvm

Træ

En træbeklædning kan laves på mange måder af mange typer træ. Brædder af gran eller fyr er de billigste, mens træsorter som ceder og ipé er noget dyrere.

Eksempler:

  • Trykimp. gavlbeklædning m. fer og not: 180 kr. pr. kvm
  • Facadelister, ipé: 1.300 kr. pr. kvm*
  • Sortmalede Superwood-facadebrædder: 620 kr. pr. kvm

*Underlagsplader ikke indregnet.

4. Varmekilder

Måske drømmer du om en tilbygning med gulvvarme, hvor du kan gå rundt i strømpesokker og nyde dit veludførte arbejde. Det kan være en god idé – men det kan også være en dyr løsning.

Det handler i høj grad om, hvilken varmeform du har i forvejen, for har du radiatorer eller luft-varmepumper, så kan gulvvarme kræve en helt ny installation, der både koster penge i sig selv, og som måske kræver, at du hyrer en VVS’er.

I de fleste tilfælde vil det være billigere at holde fast i den varmeform, du allerede har, fx radiatorer. Dem må du selv installere, hvis du har centralvarme, og prisen er langt lavere end et gulvvarmesystem.

Én radiator: 1.500 kr.
Ny gulvvarme, 20 kvm: 12.000 kr.

5. Tag

Dit valg af tag på tilbygningen kan ændre ganske meget på prisen. Forskellen fra den ene til den anden type tagbelægning kan nemt være mere end dobbelt op.

Ofte vil valget hænge sammen med husets tag, så de to bygninger får samme udseende, og skal du bygge tilbygningen ind i det eksisterende tag, er du tvunget til at vælge samme tagbelægning.

Men hvis du kan vælge, fx fordi det primært handler om tagets farve, så kan der være ganske meget at spare.

Teglsten

Pris for 20 kvm : 4.500 kr.

Betontagsten

Pris for 20 kvm : 1.400 kr.

6. Badeværelse eller ej?

Nogle rum er væsentligt dyrere end andre, så tænk lige over, om et nyt køkken i den modsatte ende af huset er vigtigt, eller om du reelt har brug for et ekstra badeværelse i en tilbygning.

I forhold til prisen er det med sikkerhed billigere at bygge ekstra sove- og opholdsrum end at bygge vådrum eller køkkener. Det handler ikke kun om rummenes indretning med henholdsvis dyre fliser, vådrumssikring og badekar eller en snedkerbygget kogeø. Det handler også om installationer som vand og afløb, som er dyrt at få etableret i et helt nyt rum.

I den forbindelse er det også værd at overveje, om vandinstallationerne ligger i nærheden af den nye tilbygning, så de er nemme at forlænge, eller om de ligger i husets modsatte ende, og der måske skal brækkes gulve eller vægge op for at føre vandet på tværs af huset.

Det er heller ikke ualmindeligt, at nye afløb fører til en tiltrængt renovering af de eksisterende rør, når kloakmesteren alligevel er i gang. Det kan være fornuftigt, men det koster også penge.

Badeværelset

34 kvm tilbygning med sove- og opholdsrum: 140.000 kr.

34 kvm tilbygning med opholdsrum og ét badeværelse (9 kvm): 190.000 kr.

7. Luksus-løsninger

Facadebeklædning i sortmalet fyrretræ kan købes for under 50 kr. pr. kvadratmeter. Til sammenligning koster en listebeklædning i egetræ ca. 700 kr. pr. kvadratmeter. Med andre ord: Kvalitet (og luksus) koster. Så når du vælger materialer, er der virkelig mulighed for at skrue op og ned for prisen.

Du skal selvfølgelig være opmærksom på, at nogle dyre materialer faktisk kan være de bedste og billigste i længden, og at nogle billige materialer kan være af ringe kvalitet. Men det er langtfra altid, at pris og kvalitet hænger sammen. Ofte betaler du blot for et navn eller et udseende.