Sådan vælger du den rigtige pære

Det er slut med at købe pære ud fra watt-tallet. Nu er det lumen, ra og kelvin, der gælder.

Sådan vælger du den rigtige pære

Valg af pære har stor betydningen for hvilket lys, du får.

Med de gamle glødepærer var der en klar sammenhæng mellem mængden af lys, de udsendte, og energiforbruget, som måles i watt. To forskellige glødepærer med det samme forbrug gav også nogenlunde den samme mængde lys. Sådan er det ikke længere.

Med moderne sparepærer og LED-lyskilder er der skruet betydeligt ned for forbruget, og sammenhængen er væk. Desuden har opbygningen og kvaliteten af lyskilden nu afgørende betydning for farvetemperaturen og farvegengivelsen.

Farvetemperaturen, som måles i kelvin, fortæller, hvor varmt eller koldt lys der udsendes, mens farvegengivelsen, som måles i Ra, fortæller, hvor god en lyskilde er til at gengive farver. Med de gamle glødepærer gav begge dele sig selv.

Lysstyrken måles i lumen, og det er især den, du skal se efter. Vælger du en farvetemperatur omkring 2.700 kelvin og en farvegengivelse på mere end 80 Ra, er du generelt godt dækket ind. Men der er steder, hvor du med fordel kan vælge en anden lyskilde, som spiller bedre sammen med den måde, du bruger rummet på – fx i køkkenet, soveværelset eller hjemmekontoret.

Forvirrende begreber

Du kan fra tid til anden støde på to andre begreber, som for mange mest af alt øger forvirringen: candela og lux.

Hvor lumen er den totale mængde lys, der udsendes, så fortæller candela, hvor meget lys der udsendes i en bestemt retning. Lux fortæller, hvor meget lys der rammer en flade.

En lampe over et bord vil altid udsende den samme mængde lys mod bordet, men luxene, som måles på bordet, afhænger meget af afstanden.

Men som sagt: Du skal kun bruge lumen, Ra og kelvin.

Sådan tyder du varedeklarationen:

Energiforbrug

Så meget energi bruger lyskilden.

Mange moderne lyskilder har påtrykt et ekstra watt-tal. Det fortæller, hvad lysstyrken cirka svarer til, hvis der var tale om en gammeldags glødepære.

Lumen – lysstyrken

Lysstyrken måles i lumen og fortæller, hvor meget lys der udsendes – uanset typen. Her kan du se, hvor mange lumen en gammeldags glødepære cirka udsender, så du har noget at sammenligne med.

Glødepærer ≈ Lysstyrke
15 watt ≈ 140 lumen
25 watt ≈ 250 lumen
40 watt ≈ 470 lumen
60 watt ≈ 800 lumen
75 watt ≈ 1.050 lumen
100 watt ≈ 1.520 lumen

Sokkel og dæmpbarhed

Lyskildens sokkel skal passe i fatningen. De mest almindelige skruefatninger til 230 volt er E14 og E27, mens GU10 bruges til 230-voltsspot. GU5.3 er det mest populære til 12-voltsspot.

Hvis lyset kontrolleres af en lysdæmper, skal du vælge en dæmpbar lyskilde. Ældre lysdæmpere kan dog ofte ikke dæmpe sparepærer og LED. Det kan derfor være nødvendigt at skifte lysdæmperen til en nyere.

Kelvin – farvetemperatur

Farvetemperaturen måles i kelvin og fortæller, om en lyskilde giver et varmt eller et koldt lys. Jo højere tal, jo koldere lys. Dagslys er på 6.000 kelvin, solopgang og solnedgang på 2.000-3.000 kelvin, og stearinlys omkring 2.000 kelvin. De fleste lyskilder til hjemmet ligger mellem 2.500 og 3.200 kelvin med 2.700 kelvin som det sikre valg de fleste steder. Med nogle smartpærer som Philips Hue og Ikea Trådfri har du mulighed for at justere farvetemperaturen.

Energimærkning

Fra marts 2023 skal alle lyskilder være mærket med det nye energimærke. Den gamle mærkning er fra en tid, hvor lyskilder var mindre effektive, end de er i dag, og skalaens A+ og A++ blev tilføjet, i takt med at effektiviteten blev bedre. Den nye skala fra A til G stiller større krav, og en LED-pære, der tidligere var mærket A++, kan nu godt være mærket F.

Årligt forbrug

Dette tal angiver, hvor mange kilowatt-timer lyskilden bruger på 1.000 timer. Det svarer til to timer og 42 minutter om dagen i et år.

Ra – farvegengivelse, levetid i timer og antal tændinger

En lyskildes evne til at gengive farver måles i Ra eller CRI. En lav Ra-værdi vil få farverne til at opleves kedelige og matte.

Kun solens lys har en farvegengivelse på maksimale 100. Gammeldags glødepærer ligger på 99, mens mange sparepærer ligger mellem 80 og 90.

Alt over 80 er som udgangspunkt acceptabelt i hjemmet, men der er steder, hvor det kan være en god idé at gå højere – fx i køkkenet og over spisebordet, hvor en høj Ra-værdi kan få maden til at fremstå mere indbydende.

Uret viser levetid i timer. Dette tal angiver, hvor mange timer producenten lover, at lyskilden kan være tændt. Det er dog vores erfaring, at nogle producenter er en smule rundhåndede med det tal.

Det sidste logo viser hvor mange gange producenten lover, at lyskilden kan holde til at blive tændt og slukket.

Hvor skal du vælge hvad?

Der findes ingen perfekt facitliste, når det gælder om at vælge lyskilder til dit hjem. En lyskilde med en farvetemperatur på omkring 2.700 kelvin og en farvegengivelse på mere end 80 Ra er det sikre valg, men hvis du vil gøre lidt ekstra ud af lyset i dit hjem, så er der steder, du med fordel kan vælge noget andet. Her får du Gør Det Selvs bedste bud på, hvilke lyskilder du skal vælge til hvad.

Du kan aldrig vælge en lyskilde med en for god farvegengivelse (Ra-værdi), men en høj Ra-værdi betyder dog også en højere pris. Hvor kraftig en lyskilde skal være (lumen), afhænger til dels af, hvor mange lamper du har i rummet. Hvis du vil have mere lys i et rum, er en kraftigere lyskilde ofte ikke vejen frem, da det kan give et uens lys i rummet med meget lyse og mørkere områder. Ofte er det en ekstra lampe, der skal til.

Læs om de bedste lyskilder til husets rum her:

  • A Soveværelset
    En dæmpet, varm belysning gør det nemmere at falde til ro.
    · Lysstyrke: ca. 250 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 80 Ra
    · Farvetemperatur: op til 2.700 kelvin

  • B Entréen/gangen
    Det varme, hvide lys er en god grundbelysning. Har du brug for meget lys, er det en god idé at gå efter de 800 lumen.
    · Lysstyrke: ca. 470-800 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 80 Ra
    · Farvetemperatur: 2.700-3.300 kelvin

  • C Kontoret
    Et kraftigt, lidt køligere lys kan være med til at øge koncentration og produktivitet.
    · Lysstyrke: ca. 800-1.000 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 80 Ra
    · Farvetemperatur: 3.300-5.300 kelvin

  • D Badeværelset
    Et kraftigt lys med en god farvegengivelse er en fordel, hvis badeværelset fx bruges til at lægge makeup.
    · Lysstyrke: ca. 800-1.000 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 90 Ra
    · Farvetemperatur: 2.700-3.300 kelvin

  • E Børneværelset
    På børneværelset er det en god idé at vælge en varm farvetemperatur på 2.700 kelvin, der fungerer godt til både leg, afslapning og søvn. En sengelampe med et svagere og endnu varmere lys er ikke nogen dårlig idé.
    · Lysstyrke: ca. 470 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 80 Ra
    · Farvetemperatur: 2.700 kelvin

  • F Spisebordet
    En god farvegengivelse kan få maden til at se mere indbydende ud. Det kan være lidt svært at finde den rette lysstyrke til både spisning og den efterfølgende hygge med et glas vin. Så hvis du skal have lysdæmpning i hjemmet, er spisebordet nok det mest oplagte sted.
    · Lysstyrke: ca. 470-800 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 90 Ra
    · Farvetemperatur: 2.700-3.300 kelvin

  • G Stuen
    Det varme, hvide lys er en god grundbelysning.
    · Lysstyrke: ca. 470 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 80 Ra
    · Farvetemperatur: 2.700-3.300 kelvin

  • H Bryggerset
    Det varme, hvide lys er en god grundbelysning. Har du brug for meget lys, er det en god idé at gå efter de 800 lumen.
    · Lysstyrke: ca. 470-800 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 80 Ra
    · Farvetemperatur: 2.700-3.300 kelvin

  • J Køkkenet
    Et kraftigt lys gør det nemt at se, hvad du laver, mens en god farvegengivelse kan få maden, du tilbereder, til at se mere indbydende ud.
    · Lysstyrke: ca. 800-1.000 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 90 Ra
    · Farvetemperatur: 2.700-3.300 kelvin

  • K Værkstedet/garagen
    Et kraftigt, lidt køligere lys kan være med til at øge koncentration og produktivitet.
    · Lysstyrke: ca. 800-1.000 lumen
    · Farvegengivelse: mindst 80 Ra
    · Farvetemperatur: 3.300-5.300 kelvin

    Andre læser lige nu ...