Derfor er det smart med bevægelsessensor

Der er mindst to gode argumenter for at du skal have bevægelsessensor på dine lamper udendørs.

Bevægelsessensor: Derfor er det smart med bevægelsessensor

En bevægelsessensor, der tænder dine lamper, når nogen eller noget går forbi, er en fordel på flere planer.

For det første er det oplagt at have bevægelsessensor på lyset i indkørslen, carporten eller garagen, så du ikke skal famle efter en kontakt i mørket, når du kommer hjem eller skal ud med skraldespanden.

For det andet kan en bevægelsessensor være med til at sikre dit hjem mod indbrud, når lyset tænder, så snart en person nærmer sig huset.

Bevægelsessensor udendørs

Du kan nemt få koblet dit udendørs lys på en sensor. Sensoren skal monteres mellem strømudtaget og lampen / lamperne, og hvis der er tale om 230 volt (det almindelige lysnet) kræver det en autoriseret elektriker. Hvis der er tale om lavvolt-lamper (typisk 12 volt) må du gerne selv arbejde med det.

Moderne udendørslys består typisk af batteri led lamper, der bruger ganske lidt strøm.

Det er oplagt at sætte bevægelsessensorer op:

  • I indkørslen
  • I carporten
  • I garagen
  • Foran hoveddøren

Som præventiv belysning (mod indbrud) er det oplagt at sætte bevægelsessensorer op:

  • Ved bag- og kælderdøre
  • Ved terrassedøre
  • Langs husfacaden (ved vinduer)
  • Ved hoveddøren

En bevægelsessensor kan også være indbygget i lampen, enten en lampe til 230 volt eller en batteridrevet lampe. En batteridrevet lampe vil typisk ikke have justeringsfunktioner, mens en strømtilsluttet bevægelsesessensor kan reguleres, afhængigt af, hvor lidt bevægelse, der skal til for at tænde den, og hvor mørkt det skal være, før den går i gang.

Bevægelsessensor udendørs: En bevægelsessensor er praktisk udendørs

Her er bevægelsessensoren diskret opsat på en stolpe udendørs.

Bevægelsessensor indendørs

Det er ikke kun udendørs, at en bevægelsessensor er praktisk. Indendørs i entreen eller bryggerset kan det også være praktisk at have lys, der tænder ved bevægelse. Så slipper du for at skulle tænde lyset på en kontakt, når du har hænderne fulde af indkøbsposer. Og skulle du nogensinde komme ud for, at det ikke er praktisk, at lyset tænder, kan du få det forbundet med en kontakt, så du selv kan slukke det.

Bevægelsessensorer i smarte systemer

“Smart lys”-producenterne har også sensorer. Til det mest udbredte og kendte system, Philips Hue, kan du købe både udendørs og indendørs bevægelsessensorer. Det samme gælder Ikeas system “trådfri”. De kræver ikke en elektrikers mellemkomst.

Afhængigt af systemets øvrige opsætning kan du fx indstille en række lamper til at tænde med dæmpet lys, hvis der registreres bevægelse om natten. Så kan du nemt finde vej til toilettet, uden at blive vækket af skarpt lys, eller hamre tæerne ind i sofabordet.

Du kan også udnytte de ekstra funktioner, disse systemer har, til at lade en undendørs bevægelsessensor tænde lys både ude og – måske med sekunders forsinkelse – indenfor, så det ser ud som om, du er blevet vækket af, at nogen lister rundt i mørket.

LÆS OGSÅ: Galleri med 11 udendørslamper

Andre læser lige nu ...