Udnyt pladsen i dit bryggers

Hvad skal der til, for at dit bryggers bliver indrettet, så du får størst mulig gavn af pladsen?

Intro

Hvis du skal have størst mulig gavn af pladsen i dit bryggers, skal der organisering og praktisk indretning til. Masser af skabe og skuffer, hvor alle de nødvendige ting kan placeres og fylde mindst muligt, så du får plads til mest muligt. I artiklen får du vejledning i, hvordan du:

  • Sætter låger oven på skabene
  • Bygger skuffer under skabene
  • Hænger vasketøjet op under loftet
  • Monter en hylde over døren
  • Får sko og støvler væk fra gulvet

Vaskemaskine og tørretumbler 2 uundværlige maskiner som fylder meget

Husets måske vigtigste maskiner skal der være plads til. Og helst ret tæt på hinanden. Om du stiller dem ved siden af eller oven på hinanden, afhænger af dit bryggers. Bare husk, at hvis du stabler maskinerne, skal tørretumbleren stå øverst og gøres fast til vaskemaskinen på bagsiden. Ellers risikerer du, at den ryger ned, når vaskemaskinen centrifugerer.

Stil maskinerne op på et skuffemøbel. Det giver dels en god arbejdshøjde, dels plads til vaskemidler m.m., som ellers tager plads op et andet sted.

Du kan også stille maskinerne oven på hinanden. Og evt. sætte skydedøre op, så du kan lukke af ind til “vaskeriet”.

Vejledning

01
Byg skabe helt til loftet 7 Trin

Har du skabe i bryggerset, og er der plads oven på dem, så kan du udnytte denne plads bedre og pænere, hvis du sætter skabe op, som kan skjule rodet.

Skabene bygges af 16 mm mdf-plade som firkantede kasser, der skrues og limes sammen. De særlige fiederbelastede låge-hængsler gør, at lågen kan åbnes, selv om den går helt til loftet. Og den forbliver åben, når du slipper den.

Mål omhyggeligt ud til kasserne, og husk at tage højde for, at der skal være plads til evt. rør, som løber under loftet. Hver kasse består af to sider, en top og en bund samt en låge. Husk en bagplade, hvis der løber rør bagved.

1

Bor for i mdf-pladerne alle vegne, hvor der skal skrues. Især i endetræet er det vigtigt, så pladerne ikke flækker. Brug et 3 mm bor til forboring, og undersænk hullerne til skruehovederne.

2

Lim og skru pladerne sammen. Brug tynde skruer, som er 3 gange længere end mdf-pladernes tykkelse. Her er brugt 3,5 x 40 mm skruer.

3

Klapbeslagene skrues fast indvendigt i kasserne med 4,5 x 15 mm skruer, så højt oppe som muligt. Mål så op til skruerne, som skal sidde i lågen, nederst i de nøglehulsformede huller.

4

Mærk op på lågerne, hvor klapbeslagene skal skrues fast. Brug 4,5 x 15 mm skruer, og placer dem efter mærkerne, men skru dem ikke helt i endnu.

5

Sæt lågerne på. Skruehovederne skal være så langt ude, at de når igennem beslagene. Når lågerne er på plads, spænder du skruerne til og tjekker, at lågerne sidder rigtigt.

6

Monter lågerne, og spænd skruerne til, når lågerne sidder med lige meget luft rundt i siderne.

TIPS: Du kan montere lågerne, før du sætter kasserne op, det er meget lettere.

7

Ekstra skabsplads kan man ikke få for meget af. Og rodet er væk.

02
Udnyt pladsen under dine skabe 8 Trin

Hvad gør man for at udnytte pladsen under de gamle højskabe? Man bygger selv sine sokkelskuffer. 16 mm mdf-plade giver solide skuffer, og gummiruller, som kun kan køre ligeud, giver et roligt løb.

Først og fremmest skal du være omhyggelig, når du måler op til skufferne, så de ikke støder ind i evt. rør under skabene. Og husk at sørge for luft langs skuffefronterne, så de ikke kiler sig fast under skabene. Lav en tegning af de fem dele, en skuffe består af, med mål, og brug den til at save efter.

1

Streg først op på skuffens bund. Her er streget 16 mm op langs skuffens sider og bagkant. Bor for (3,5 mm huller) med maks. 20 cm afstand midt mellem stregen og kanten.

2

Monter skuffens bagstykke med trælim og 3,5 x 40 mm skruer. Sørg for, at kanterne flugter nøjagtigt.

VIGTIGT! Husk at bore for i endetræ med et 1,5 mm bor, så pladerne ikke flækker.

3

Skru skuffesiderne fast nedefra gennem bunden med lim og 3,5 x 40 mm skruer. Og med to skruer i hver side af skuffens bagstykke. Husk igen at bore for i endetræ med 1,5 mm bor.

4

Monter skuffefronten, så den rager lige langt ud i hver side, og sørg for, at den dækker hjulene. Streg sider og bund op på fronten, og bor for midt i opstreg-ningen. Monter fronten som de øvrige skuffedele med lim og skruer.

5

Nu skal der hjul på. Gummirullerne er monteret på fyrrelister og monteres midlertidigt. Først når skufferne er malet og skal sættes på plads, justerer du den nøjagtige placering efter evt. fald i gulvet.

6

Juster placeringen af hjulene. Start med at måle højden fra gulvet til underkant af skabene. Hvis der er fald på gulvet, skal du klodse et vaterpas op og måle, hvor stort faldet er fra den ene side af skuffen til den anden.

7

Monter hjullisterne. Her er et fald på 1,5 cm fra højre til venstre side af skuffen. Derfor monteres den højre hjulliste 1,5 cm højere end den venstre. Så kommer skuffefronten til at sidde vandret.

8

Sokkelskufferne er klar, og pladsen udnyttet optimalt.

Tips & Tricks

Sæt en hylde over døren og få mere opbevaringsplads

Når al anden plads i bryggerset er udnyttet, så overvej, om du ikke skal sætte en dyb hylde op over døren. Hvis forholdene tillader det, så er det en oplagt mulighed for at stuve ting af vejen.

Hylden hviler på lister, som er skruet ind i væggene. Du kan også montere hylden på hyldeknægte, som sidder oven på hylden. Så skal du bare være opmærksom på at bruge en type hyldeknægte, som er beregnet til det, da den normale type ikke kan klare ret stor belastning, når de monteres omvendt.

For at kunne komme op til hylden skal du bruge en stige. Enten en trappestige eller som her en træstige. Når den skal bruges, låser du den fast på hyldens forkant med vindueshængsler (af den type, som bruges til topstyrede vinduer).

En overset plads over døren udnyttes let med en hylde.

Disse hængsler er beregnet til topstyrede vinduer
– men her holder de stigen fast, mens den er i brug.

Tørrestativer behøver ikke at stå på gulvet

Selv om I måske har en tørretumbler i bryggerset, så er et tørrestativ en god idé, hvis der overhovedet er plads. Dels sparer I CO2, dels sparer I rigtig mange penge i strøm. Bare sørg for god ventilation! Et simpelt tørrestativ bygger du hurtigt af fire stykker træ, som du limer og skruer sammen i hjørnerne. Til snorene, som tøjet skal hænge på, kan du bruge plastbelagt stålwire, da den ikke giver sig og ikke ruster. Vi har vist et par løsninger, som ikke koster ret meget.

Sådan samles tørrestativet. Nu skal det bare placeres, hvor det ikke er i vejen.

Bøjlestænger i snor giver plads til tøjet

Hæng rundstokke op i to etager og få dobbelt så meget plads.

Nogle mennesker kan bare ikke få skabsplads nok, og især det tykke vintertøj kan godt volde problemer, når det skal stuves af vejen, efterhånden som det bliver lunt i vejret. En eller to bøjlestænger i bryggerset kan være løsningen, men måske er der ikke plads til at sætte stænger fast på traditionel vis med beslag i enderne.

Hæng tøjet i to etager

Har du plads mellem to døre eller et andet sted på en vægflade, så kan du med to hyldeknægte, noget snor og et par rundstokke bygge dette simple tøjstativ. De to rundstokke placerer du med så tilpas stor afstand, at der er plads til tøjet - husk at tage højde for bøjlerne. Hvis du bruger rundstokke, som er længere end 80 -100 cm lange, skal du sætte en ekstra hyldeknægt med snor ind imellem.

Udsugning er nødvendigt hvis du tørrer tøj i bryggerset

Hvis du åbner vinduet i bryggerset for at tørre tøj, når det er koldt udenfor, vil den kolde luft udefra bare få fugten til at kondensere inde i rummet, og du får risiko for mug og skimmelsvamp.

I stedet bør du investere i en fugtstyret udsugning, som skaber cirkulation i luften og trækker fugten ud af huset. Køb en i ordentlig kvalitet, som kan skifte luften ud hurtigt; de koster fra cirka 1200 kroner, afhængigt af fabrikatet.

Husk at åbne en dør til et andet rum, så der bliver tilført ny varm luft.

Sko skal ikke ligge på gulvet og tage plads op

Sæt udtrækshylder i et skab og få plads til en masse sko. Nem løsning, du selv kan lave.

Slut med at falde over skoene på bryggersgulvet. Læg dem i skuffer eller ind i et skab, det giver gulvplads og fjerner den daglige irritation.

Du kan købe færdige skabe med store skuffer, der kan rumme mange sko, men har du god plads, så tag et højskab, og sæt udtrækshylder i. Forsyn hylderne med tværstøtter, så får du plads til mange sko.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Bryggers