Byg en fed hjemmebar

En perfekt bar med plads til både køleskab og fadølsanlæg. Her er tænkt på det hele, så du ikke mangler noget, når du skal hygge dig med venner og familie.

Intro

En ordentlig bar er en nødvendighed i en rigtig man-cave. Men når man bygger en hjemmebar, er der mange hensyn at tage. Der skal fx være plads til et køleskab, og der skal også trækkes strøm til fadølsanlægget.

Derfor har vi lavet en udførlig byggevejledning, så du nemt kan bygge en magen til. Vi giver dig en komplet skæreplan til både skelettet og bordpladerne.

Skæreplanen kan uden problemer justeres, så du kan lave en bar, der passer perfekt til lige dine forhold.

Hvis du er til lidt ekstra lir, så kan du eventuelt lave et kobber-ophæng til glas.

LÆS MERE: Lær at lodde kobberrør

Vejledning

01
Beklædning 3 Trin

Beklædningen kan bestå af krydsfiner, rå kalmarbrædder eller måske lodrette lister. Her danner en krydsfinerplade underlag. Uden på krydsfineren monteres der fyrretræsbrædder både lodret og vandret for at skabe en dybdevirkning.

Denne type beklædning er billig og nem at lave. En anden fordel er, at baren bliver stivet godt af, når den beklædes med plader.

1

Her er der brugt 9 mm krydsfiner. Sørg for, at baren står i vinkel, inden krydsfineren skrues på.

2

Fyrretræsbrædderne på 19 x 100 mm monteres lodret over pladesamlinger og hjørner.

3

Et vandret “bånd” af fyrretræsbrædder i top og bund bryder det hele godt. Det nederste bræt fungerer også fint som fodpanel, hvilket er smart, hvis gulvet er lidt skævt.

02
Bordplade 3 Trin

Der er mange ting at tage hensyn til, når baren skal udstyres med en bordplade. De første spørgsmål rejses allerede, når skelettet skal bygges, hvor højden på bordpladen skal vælges. Vi anbefaler en minimumshøjde på 110 cm på udskænkningssiden og minimum 90 cm på serveringssiden.

Der skal også tages stilling til materialevalget på bordpladen. Hårdttræ kan være en fordel pga. evnen til at modstå væsker, men fyrretræ er billigere og kan sagtens bruges – det kræver dog en ordentlig slutbehandling, så den kan tåle barlivet.

1

På serveringssiden er bordpladen ca. 90 cm høj og består af en limtræshylde, der er 40 cm bred og 2,5 cm tyk. Pladsen under baren kan nemt indrettes med hylder.

2

Bordpladen på serveringssiden af baren måler også 2,5 x 40 cm og er placeret ca. 105 cm over gulvniveau.

3

De brede samlinger i bordpladen kan med fordel dyvles sammen. Det holder samlingen tæt, selvom pladen bliver våd. Husk at lime samlingen.

03
Behandling og detaljer 3 Trin

Strøm til køleskab, fadølsanlæg, lys eller noget helt fjerde kan nemt trækkes i skelettet, og selvom det er lidt mere lækkert, at der er lavet et rigtigt udtag, så må du nøjes med at trække en forlængerledning, hvis ikke du er elektriker - du må nemlig ikke lave det selv.

Hvilken slutbehandling baren skal have, er jo en smagssag, men i dette tilfælde er alt træ olieret, og det giver bare et flot rustikt udtryk. Om den skal olieres, lakeres, males eller noget helt andet, er op til dig.

1

Sørg for at mætte bordpladen godt med olie. Giv pladen olie på begge sider, for at undgå at den “slår” sig.

2

Hvis ikke du vil bruge penge på en elektriker, kan en helt almindelig forlængerledning være et godt alternativ.

3

I denne bar er der installeret et køleskab. Det er derfor en god idé at montere en ventilationsrist bag køleskabet.

Materialer

45 x 95 mm reglar (i alt 16 meter)

Bundreglar

  • (A) 128,1 cm
  • (B) 73,6 cm
  • (C) 120,3 cm (45°)
  • (D) 80,1 cm (45° x 2)
  • (E) 75,3 cm (45°)
  • (F) 35,4 cm – 5 stk.

Lodrette reglar:

  • (G) 86,4 cm
  • (H) 101,4 cm – 5 stk.
  • (H1) 101,4 cm – 5 stk.
  • (J) 45,4 cm – 4 stk.

Topreglar:

  • (K) 30,9 cm
  • (L) 46,3 cm
  • (M) 40,8 cm (45° x 2)
  • (N) 60,8 cm
  • (P) 37,3 cm
  • (Q) 81,7 cm (45° x 2)
  • (R) 88 cm (45° x 2)
  • (S) 51,8 cm
  • (T) 55 cm

Desuden:

  • 3 stk. 9 mm krydsfinerplader a 122 x 244 cm til beklædning
  • 4 stk. 19 x 100 mm fyrretræsbrædder på 3,5 meter til beklædning
  • Ca. 6 meter 2,5 x 40 cm limtræshylde til bordplader
  • U: 95,5 x 40 cm U1: 140,4 x 40 cm
  • V: 87 x 40 cm V1: 101,1 x 40 cm
  • U2: 50,5 x 40 cm V2: 42 x 40 cm
  • Ledning og stikdåse eller forlængerledning
  • Skruer på 4,5 x 100 mm og 4 x 40 mm
  • 10 vinkelbeslag (50 x 50 mm)
  • Trælim
  • Olie, lak eller maling specialværktøj
  • Dyksav med føringsskinne
  • Kap-/geringssav

Tidsforbrug

Ca. 10 timer.

Pris

Ca. 2.500 kroner.

Sværhedsgrad

Baren her er lige til at gå til. Du behøver ikke et kæmpe værktøjslager eller den store erfaring.

Tegning

Barens konstruktion

Hele barens skelet er bygget af 45 x 95 mm reglar. Start med at skære bundreglarne, og arbejd dig så opad derfra. Du kan skrue de lodrette reglar fast nedefra eller evt. montere dem med vinkelbeslag. I baren er der to bordplader, som hver især består af tre dele. Den længste plade (U, U1, U2) er serveringspladen. Den lidt kortere plade (V, V1, V2) monteres inde i selve baren.

Barens konstruktion

I baren er der to bordplader, som hver især består af tre dele. Den længste plade (U, U1, U2) er serveringspladen. Den lidt kortere plade (V, V1, V2) monteres inde i selve baren.

Vinklerne på de skrå snit er allesammen 45 grader.

De yderste lodrette stolper (H og H1) er samlet af to stykker 45 x 95 mm reglar.

3D-model

3D-model

Øverste snit

Skråstykket skæres i 45 grader og skrues direkte ind i den lodrette stolpe.

Åbn 3D-model

3D-model

Nederste snit

C, D og E skæres alle i 45 grader. Lad C og E være gennemgående, så delene nemmere kan skrues sammen.

Åbn 3D-model

Video

Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...