Lad vindueskarmen vokse: Mere plads til potteplanterne

En vindueskarm på 15 cm giver ikke meget plads til blomster og nipsgenstande, og det var Elsebeth Søltoft godt træt af. Hun ønskede sig mere plads. Se her, hvordan hun fik det.

Intro

For at den nye vindueskarm - eller vinduesplade, som den egentlig hedder - kan komme på plads, skal den gamle selvfølgelig ud først. Det er dog nemmest, hvis du sørger for at tage målene til den nye plade, inden du fjerner den gamle.

Vindueskarmen her er i en karnap i en lejlighed på tredje sal, og da en 22 mm mdf-plade vejer en del, blev pladen savet til i bredden, før den blev båret op.

Bredden på de 40 cm er valgt for at ef¬terkomme Elsebeth Søltofts ønske om en vindueskarm med opbevaringsplads, men også for at sikre, at varmen fra radiatoren kan komme op og forhindre ruden i at dugge.

FØR: Vinduespladen på bare 15 cm gav ikke ret meget opbevaringsplads.

Nu er der masser af plads til både planter, pynt og opbevaring.

Vejledning

01
Ud med den gamle 5 Trin

For at den nye vinduesplade kan komme på plads, skal den gamle selvfølgelig ud først. Det er dog nemmest, hvis du sørger for at tage målene til den nye plade, inden du fjerner den gamle.

Vinduespladen her er i en karnap i en lejlighed på tredje sal, og da en 22 mm mdfplade vejer en del, blev pladen savet til i bredden, før den blev båret op.

Bredden på de 40 cm er valgt for at efterkomme Elsebeth Søltofts ønske om en vinduesplade med opbevaringsplads, men også for at sikre, at varmen fra radiatoren kan komme op og forhindre ruden i at dugge.

Karnapper er for det meste en smule ude af vinkel, og derfor er det vigtigt, at du måler i begge sider af karmen og tilpasser vinduespladen til målene.

1

Vinduespladens præcise mål findes. Vælg et punkt midt i vinduet. Ved det punkt lægger du en vinkel, så dens ene arm ligger langs ruden. Fra den anden arm måler du afstanden til væggen både inde ved ruden og 40 cm ude. Gør det samme ud til den anden væg.

2

Målene overføres til den nye plade. Tegn først en vinkelret streg midt på pladen. Fra stregen afsættes de mål, du har fra vinduet. I den ene side det mål, du tog helt inde ved ruden, i den anden det mål, der blev taget 40 cm ude. Slå så en streg mellem punkterne.

3

Sav så det overskydende træ væk. Det er nemmest med en ganske almindelig fuks-svans, men du kan også vælge at bruge en stiksav. Er du så heldig, at der ikke er skævt eller kun er skævt i den ene side, så kan du nøjes med at save til i den ene ende.

4

Den gamle vinduesplade skal fjernes. Ved at ridse i malingen med en kniv dér, hvor vinduespladen sidder fast, gør du det meget nemmere for dig selv. Husk både at gøre det oven på og under vinduespladen.

5

Vinduespladen fjernes i mindre stykker, det mindsker risikoen for at skade væggen. For at kunne gøre det saves der et par steder. Derefter fjerner du stykkerne ved hjælp af hammer og stemmejern. Også de lister, der har støttet den gamle plade, skal fjernes.

02
Ind med den nye 6 Trin

Så skal den nye vinduesplade på plads. For at få det skal du have sat støttelister op. Listerne saves til ud fra målene i karnappen, sådan at listen, der går langs vinduet, går fra væg til væg. De to lister, der skal sidde i siden, skal have en længde, så de stopper cirka 5-10 cm før vinduespladens yderside, samtidig skal de i den ende, der vender udad, saves i en 20 graders vinkel for udseendets skyld.

Mdf-plader består af en meget hårdt sammenpresset træmasse, der har et lag lak på overfladen. Lakken gør, at pladen er nem at male. Men i pladens kanter og dér, hvor du har savet, s uger træet til gengæld rigtig meget, så derfor skal du give netop de steder en eller to gange ekstra grunder, inden du maler.

1

Bor for til monteringen. Du skal både bore huller i den brede side af listerne, hvor de skal sættes fast på væggen, og i den tynde, hvor vinduespladen skal monteres.

Hullerne skal sidde forskudt, så skruerne ikke kommer til at spærre for hinanden.

2

Med vaterpas og målestok finder du den rigtige placering til listen langs vinduet. Hold vaterpasset i lod, således at dets underside er, hvor du ønsker, at vinduespladens overflade skal være. Med tommestokken måler du så 22 mm nedad, og der skal listen placeres.

3

Listen skrues fast med 5 x 100 mm skruer. Når den er på plads, monterer du sidelisterne. De placeres, så de er på samme højde som den lange liste. Tjek med vaterpas, så de kommer til at sidde lige. Læg så pladen oven på listerne. Så den går helt ind til væggen.

4

Vinduespladen skrues fast nedefra. Her skal du bruge 4 x 60 mm skruer - de vil nå op i, men ikke gennem selve vinduespladen.

5

Akrylfugemasse klarer detaljerne. Det er meget svært at få vinduespladen til at sidde helt præcist, men fortvivl ikke, små sprækker kan nemt klares med en gang fugemasse. Slib så kanterne, grund, slib hele pladen, og mal.

6

Færdigmalet er det umuligt at se, at den nye plade ikke altid har hørt hjemme i karnappen.

Materialer

22 mm mdf-plade:
• Vinduesplade,
40 cm x karnappens bredde

21 x 43 mm lister (stigetræ):
• Lang liste, i karnappens bredde
• 2 korte lister a 30 cm

Desuden:
• 5 x 100 mm skruer
• 4 x 60 mm skruer
• Akrylfugemasse

Pris

Cirka 400 kroner Vi har købt en hel mdf-plade på 120 x 240 cm. Det betyder så også, at du vil kunne lave tre vinduesplader af denne tykkelse til samme pris. Mangler du kun en, kan du nøjes med at købe træ til det.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Indretning