3 stærke ben til plankebordet

Et plankebord er flot og holdbart, men det er også tungt! Derfor kan det være en udfordring at lave holdbare bordben, der ikke er klodsede. Vi viser dig tre solide og elegante løsninger i træ, som alle kan bygges hjemme i værkstedet.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
10 timer
Pris
650 kroner

Intro

I denne artikel får du opskriften på tre forskellige stel, der alle er stærke nok til at bære en bordplade af massive planker: Stjernestellet, Krydsstellet og Trapezstellet.

Hvis du er en ægte trænørd, er Stjernestellet garanteret noget for dig. Her er masser af håndværksmæssige udfordringer. Og du skal holde tungen lige i munden, for at få det hele til at passe.
Selve knudepunktet i midten består nemlig af hele fem samlinger, der alle har skæve vinkler. Dertil kommer krydset i toppen, der låser og sikrer stellet, når den tunge bordplade skal på.

Du får detaljerede skæreplaner og en grundig opskrift, så er du præcis med opmåling og udskæring, kan det sagtens lade sig gøre at komme i mål med et godt resultat.

Krydsstellet kræver, at du finder en håndsav og et skarpt stemmejern frem. Men når det er sagt, så et det en hel del nemmere at lave end Stjernestellet.

Til sidst er der Trapezstellet. Det er det mest simple af de tre løsninger. Det bygges i smallere dimensioner, og modsat de øvrige to stel, skal det bare skrues i samlingerne.

Vejledning

01
Stjernestel 5 Trin

Hvis du er en ægte trænørd, så er det her stjernestel helt sikkert noget for dig. Du skal dog holde tungen lige i munden for at få det hele til at sidde lige i skabet.

Selve knudepunktet i midten består nemlig af hele fem samlinger, som alle har skæve vinkler. Dertil kommer krydset i toppen, som låser og sikrer stellet, når den tunge bordplade skal på. Vi giver dig hele opskriften, så hvis du er præcis med opmåling og udskæring, så kan det sagtens lade sig gøre.

1

Stellet består af to lange og fire korte krydsdele. Det største kryds (A og B) samles med en bladsamling. De små krydsdele (C og E samt D og F) samles med små “nagler”.

Til sidst monteres krydsdel C og E samt D og F på det store kryds, hvor de fastgøres med gennemgående gevindstænger.

2

De store krydsdele (A og B) samles med en bladsamling. Det gøres ved at fjerne halvdelen af materialet i samlingspunktet på begge dele. Herefter kan delene trykkes ind over hinanden. Fremgangsmåden er den samme, når det lille kryds (G og H) til toppen skal samles.

Det mindste kryds består af fire korte krydsdele. E og F er ens, og det samme er C og D. Følg skæreplanen nøje for at få det hele til at passe.

3

På krydsdel C og D skal der skæres et hak, som kommer til at understøtte det store kryds (A og B) til sidst.

4

På oversiden af krydsdel C og D laves et taphul. Taphullet skal have samme mål som den skrå tap på krydsdel E og F.

5

I den øverste krydsdel (E og F) skæres en skrå tap. Tappen og det skrå snit på undersiden skæres nemmest med en fintandet sav. Hullet til “naglen” og gevindstangen bores først til sidst.

02
Krydsstel 4 Trin

Krydsstellet er lige til at gå til! Den simple opbygning er vanvittig stærk og stabil. Vi har placeret en tværgående liste, som er nedfældet og skruet fast i toppen af hvert bordben. Listen styrker selve krydset og giver samtidig mulighed for, at plankerne kan monteres uafhængigt af hinanden. Et alternativ til listen kan være et specialfremstillet beslag, som monteres på hver af de fire ender, der møder bordpladen.

1

Den solide bladsamling på midten skabes ved at fjerne halvdelen af tømmeret i snitfladen på begge stykker træ. Skær de tværgående snit med en god håndsav, og stem så resten af materialet ud med et skarpt stemmejern.

2

Krydset passer til en bordplade, der er 90 cm bred. Skal krydsdelene være bredere eller smallere, ændres vinklen på snittene.

3

Bladsamlingen er superstærk i sig selv, men vi anbefaler alligevel, at samlingen limes og sikres med to skruer, der placeres diagonalt på træets længderetning. Husk at bore for, så træet ikke flækker.

4

Toplisten (C) nedfældes i toppen af de to krydsdele (A og B). Listen monteres med 4,5 x 80 mm skruer oppefra. Bor for, og lim samlingen.

03
Trapezstel 3 Trin

Trapezstellet er enkelt og elegant, og selvom det fremstilles af smallere dimensioner end de øvrige stel, gør formen på stellet det utrolig stærkt alligevel. Fremgangsmåden er enkel. Bunden er samlet i gering, og toppen skrues og limes blot fast oppefra.

Hvis der skal meget tunge planker på disse ben, så anbefaler vi, at der monteres en styrepind på undersiden af bordet, som fæstnes i toppen af begge bordben.

1

Den ene ende af de lodrette dele (A og B) skæres i smig. For at opnå et helt rent snit er det en fordel at bruge en kap-/ geringssav. Den nederste liste (C) skal skæres i smig i begge ender. Vinklen på snittet er 42 grader. Enderne på den øverste vandrette del (D) skæres ligeledes skråt, så der ikke er nogen skarpe kanter under bordpladen.

2

Samlingen mellem bundlisten (C) og de lodrette lister (A og B) limes og skrues nedefra. Bor for, og forskyd skruerne.

3

Toplisten (D) monteres også med lim og skruer. Undersænk skruerne, så der ikke er spåner eller andet, der sidder i vejen, når bordpladen skal monteres

Materialer

Stjernestel

60 x 120 mm tømmer

  • 2 lange krydsdele (A + B) a 168,5 cm
  • 4 korte krydsdele (C, D, E + F) a 55 cm

50 x 70 mm reglar

  • Topkryds (G), 185 cm
  • Topkryds (H), 95 cm

Desuden

  • 2 stk. 8 mm gevindstænger og 4 møtrikker
  • Trælim
  • 4,5 x 100 mm skruer
  • Lak, olie eller maling
  • Rund nagle i træ på Ø 5 mm

Krydsstel

95 x 95 mm tømmer

  • 2 krydsdele a 103,2 cm

2,5 x 5 cm liste

  • Topliste (C), 83 cm

Desuden

  • Lim
  • 4,5 x 80 mm skruer

Trapezstel

50 x 70 mm lister

  • 2 lodrette dele (A + B) a 68,3 cm
  • Bundliste (C), 73,6 cm
  • Topliste (D), 85,5 cm

Desuden

  • Lim
  • 5,0 x 120 mm skruer

Tidsforbrug

Ca. 8-10 timer

Pris

Ca. 650 kr.

Sværhedsgrad

Stjernestellet er en udfordring for enhver gør det selv’er. Tålmodighed og snilde er et must. De to andre løsninger (krydsstellet og trapezstellet) er både hurtigere og nemmere at gå til.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Møbler