Intro
Vejledning
01
Bagplade og lister
5
Trin
På bagpladen monteres den ene halvdel af de franske ophæng.
Når du har besluttet dig til, hvor mange kasser du har brug for, og hvor store de skal være, så kan du måle op til bagplade og ophængslister. Det er en god idé at lave bagpladen og listerne ca. 5 cm bredere end opbevaringskasserne.
Her er der valgt en højde, der giver plads til 25 skrå lister, der monteres helt parallelt og med en indbyrdes afstand på 8,5 cm.
Skær pladen til. Det er en god idé at lave pladen ca. 5 cm i overmål i forhold til kasserne - både i højden og i bredden. En dyksav med føringsskinne er perfekt til de lange snit.
Skær listerne. I første omgang skæres de af i en højde på 6,5 cm. Herefter rundes de på to af kanterne. Det er nemmest at gøre, inden de om lidt skal deles i to skrå lister.
Del nu de 6,5 cm høje lister, så du får to lige store skrålister ud af hver. Længden på listerne afhænger af bagpladens bredde.
Når listerne skal monteres på bagpladen, skrues de fast fra bagsiden. Mærk alle skruerækkerne nøjagtigt op, og skru så skruerne et stykke i, så der er maks. 20 cm imellem.
02
Opbevaringskasser
7
Trin
Opbevaringskasserne kan være store, små, smalle og brede - men alle med en skrå front, så det er nemt at se, hvad der er i dem, også når de hænger på væggen.
Alle opbevaringskasserne er her samlet med flotte, elegante fingersamlinger. Har du ikke mod på det, kan du naturligvis også bare nøjes med at samle dem med lim og skruer.
Bredden på opbevaringskasserne afgøres af bagpladens størrelse. Husk, at der skal være en smule luft mellem kasserne, så de er til at gribe fat i.
Start med at skære delene til kasserne ud. De store plader deles nemmest med dyksav og føringsskinne.
Når kasserne er skåret groft til, kan du mærke op til vinklen på de skrå forkanter. Alle skarpe kanter rundes først til sidst.
I bunden af kassens sider fræses eller skæres en rille, der passer til bundpladens tykkelse (her 9 mm).
Bundpladen limes ned i rillen, når kassen samles. Når siderne, bagpladen og fronten er sat sammen, er bundpladen låst og behøver derfor ikke yderligere fastgørelse.
Skarpe kanter rundes på front- og toppladen. Brug en overfræser, hvis rundingen skal være markant. Alternativt kan du nøjes med at “knække” kanterne med slibepapir.
Materialer
- 18 mm birkekrydsfiner (her 4 plader a 122 x 244 cm)
- 9 mm birkekrydsfiner (her 1 plade, 122 x 244 mm)
- Trælim
- 3,5 x 30 mm skruer
- Slibepapir, korn 120 og 240
Specialværktøj
- Bordrundsav
- Overfræser
- Dyksav med føringsskinne
- Forsænkerbor
Tidsforbrug
Ca. 15 timer for en væg med 12 kasser.
Pris
Ca. 4.500 kr. (med birkekrydsfiner). Vælger du krydsfiner af nåletræ, er prisen ca. 2.800 kr., mens det koster ca. 1.350 kr. at bygge i MDF.
Sværhedsgrad
Hvis du før har arbejdet med bordrundsav, er projektet enkelt at gå til. Ellers kræver det lidt øvelse.
Tegning
Kasser i forskellige størrelser
De franske ophæng giver mulighed for at flytte opbevaringskasserne rundt hurtigt og nemt. Derfor er det også oplagt at lave kasserne i flere forskellige størrelser, så de passer præcist til det, de skal bruges til.
Du kan fx lave hylder til lamper og billeder øverst, smalle kasser midtpå til papirbunken og store kasser i bunden til ungernes legetøj. På tegningen ser du en kasse, der er 30 cm høj, 34 cm bred og 26 cm dyb. Ønsker du kasser og hylder i andre dimensioner, kan du nemt tilpasse målene til det.
Det er en god idé at lave en skitse af pladen og de ønskede opbevaringskasser i 1:10, inden du går i gang. Så er du sikker på, at det hele kan være der.
Brug lim, uanset om kasserne samles med fingersamlinger (som her) eller skrues sammen. Hvis du skruer kasserne sammen, skal du huske at bore for – gerne med et forsænkerbor, så skruehovedet undersænkes.
