Nem kophylde af kun to slags træ

Kophylden både pynter og udnytter pladsen på væggen og gør det samtidig nemt at holde styr på dine yndlings­kopper. Du bygger den af kun to slags træ og en stump masonitplade.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag + tørretid til malingen.
Pris
Ca. 400 kr.

Overblik

Arbejdstegning: Det fulde overblik over konstruktionen.

Materiale-liste: Komplet oversigt over de materialer du skal købe i byggemarkedet.

Fremgangsmåde: Detaljerede fotos med forklarende tekster.

Resultatet: Sådan ser det ud, når du er færdig.

Der findes masser af færdige kophylder på markedet - fra helt dyre designerudgaver i dyre træsorter til billige varianter i mindre imponerende kvalitet.

Bygger du den selv, kan du få den i en solid kvalitet og i præcis den størrelse og med præcis den indretning, der passer dig. Og til en pris på kun cirka 400 kroner.

Selve konstruktionen er enkel, og du skal kun bruge træ i to dimensioner og en bagbeklædningsplade i hård masonit.

Materialeliste

14 x 91 mm forrammetræ: (5,5 meter i alt)

  • 2 sider (A) a 70,9 cm
  • Top og bund (B1) og 2 hylder (B2) a 47,2 cm
  • 2 hylder (C) a 31 cm
  • 2 rumdelere (D) a 26,4 cm
  • 8 rumdelere (E) a 12,5 cm

Desuden:

  • Ophængsbræt (F), 47,2 cm, af 21 x 43 cm forrammetræ
  • Bagplade, 48,8 x 69,5 cm, af 2,5 mm masonitplade (hård)
  • 1,6 x 40 mm dykkere
  • Trælim
  • Træmaling
  • Skruer og plugs til ophæng (afhænger af væggen)

Specialværktøj

  • Overfræser
  • Bordrundsav eller dyksav/rundsav med land
  • Evt. dykkerpistol

Tidsforbrug

1 dag + tørretid til malingen.

Pris

Ca. 400 kr.

Sværhedsgrad

Et hyggeligt hobbyprojekt, hvor alle kan være med.

Arbejdstegning

Overblik over fremgangsmåden

Del 1: Maling og tilpasning

Del 2: Skillerum og samling

Fremgangsmåde

01
Maling og tilpasning 7 Trin

Hylden her består af en ramme, der er indrettet, så der er plads til både små og større ting. Har du andre behov, er det nemt at tilpasse både indretning og selve hyldens totalmål.

Start med at save alle delene til på præcise mål. Brug gerne en kapsav, så du er sikker på, at alle savsnit bliver helt vinkelrette. Det gør samlearbejdet nemt, og resultatet perfekt.

Når du måler og mærker op, skal du huske at tage højde for, at savklingen “spiser” lidt af træet.

1

Du kan med fordel male alle dele med to lag træmaling, når de er savet til på mål. Det kan nemlig være svært at få en pensel pænt ind i alle hjørner, når først kophylden er samlet.

2

Slå evt. en række fladhovedede søm i arbejdsbordet/bukkene. På den måde kan du også komme til at male fra siderne og dermed skære ned på tørretiden.

3

Bagpladen af hård masonit males kun på forsiden. Det gør du nemmest med en malerrulle. Da pladens overflade er meget glat, kan det være nødvendigt med tre lag maling, før det dækker.

4

Fræs en fals til bagpladen i siderne (A) og top og bund (B1) med en overfræser med land, så hylden kommer til at hænge helt plant med væggen. Falsen skal være samme tykkelse som bagpladen (her 2,5 mm), og bredden det halve af træets tykkelse (her 7 mm).

5

I bund og top (B1) skal falsen være gennemgående. I siderne (A) skal falsen stoppe 7 mm fra kanten. Til det sidste stykke får du brug for et stemmejern til at lave hjørnet på falsen helt skarpt og vinkelret.

6

Alle rumdelere og hylder tilpasses i dybden, så der bliver plads til bagpladen (her 2,5 mm). Det gøres nemmest med en bordrundsav. Men en dyksav eller en rundsav med land kan også bruges.

7

Sådan skal det se ud. Bagkanten af hylder og rumdelere flugter præcist med bunden af rammens fals.

02
Skillerum og samling 7 Trin

Når alle dele er skåret til på præcise mål, er det en rigtig god idé at bruge lidt tid på at prøvesamle.

Når du har indrettet hylden, som du ønsker, markerer du med streger på træet, hvor de forskellige dele skal placeres. Husk at sætte stregerne på “bagsiden” af hylden, så de bliver skjult, når hylden er samlet.

1

Start med en prøvesamling af alle delene. Så er du sikker på, at det hele passer sammen, inden du begynder at samle med lim og dykkere.

2

Siderne (A) og bund og top (B1) samles til en ramme med trælim og dykkere. Brug 2 dykkere pr. samling. Tjek, at alle hjørner er vinkelrette, og sæt rammen i spænd, indtil limen er tør.

3

Hylder og rumdelere samles. Læg alle elementer med fronten nedad (så bliver fronten helt plan), og brug 2 dykkere pr. samling. Tjek jævnligt, at det hele passer sammen og kan være inde i rammen.

4

Når hele den indvendige del er samlet, lægges den ind i rammen og fikseres med dykkere fra siderne. Du kan bruge en lille hammer til samlingerne, men en dykkerpistol vil gøre arbejdet nemmere og hurtigere.

5

Gør plads til ophængsbrættet (F) ved at skære et hak i de to øverste lodrette rumdelere med en multicutter. Husk, at brættet skal ligge så dybt, at der er plads til bagpladen. Sæt brættet fast med dykkere.

6

Læg bagpladen på plads i den fræsede fals, og gør den fast. Brug rigeligt med dykkere, og vær opmærksom på at placere dem, så de ikke kommer for tæt på rammens inderside.

7

Hæng hylden op med skruer og plugs, der passer til din væg. Før ophængning skal hele rammens yderside have et ekstra lag maling, så dykkerhovederne bliver skjult.

Video

Sådan bruger du bordrundsaven

I videoen her lærer du, hvordan du arbejder med saven. Savebordet og de mange indstillingsmuligheder giver mulighed for at save lange, præcise snit - både lige og i vinkel og i forskellige dybder og bredder - så du kan flække lister og brædder på langs, lave riller i brædder, skære mindre plader præcist til og meget mere.

Video

Nem maling af kanter

Video

Luk for varmen når du maler

Video

PDF

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.