Intro
Vejledning
01
Bordben
6
Trin
Tegn skabelonen til benene (H og J) op på to stykker karton efter målene på arbejdstegningen. Sørg for at være grundig, så du ikke skal rette op på benene senere i forløbet.
Skær de to skabeloner ud med en skarp hobbykniv. Det kan være en god idé at skære efter en lineal, så du får et helt lige snit. Læg derefter skabelonerne på træet, og streg op.
Sav de otte bendele ud med en stiksav. Brug en ny klinge, så du giver dig selv de bedste forudsætninger for at lave et rent snit, der ikke flosser i kanten.
Slib savsnittene helt lige - evt. ved hjælp af en lang bane slibepapir spændt ud på et bord. Du kan også bruge en slibemus eller en rystepudser.
Slå fire dykkere halvvejs ned i den brede bordbensliste (H), og giv den anden bord-bensliste (J) en stribe lim. Spænd listerne sammen, slå sømmene i bund, og tør den overskydende lim af med en fugtig klud.
02
Stærkt understel
6
Trin
Snittet på sarglisterne (D og F) skal være 8 mm ude af vinkel, så de passer med bordbenene (H og J). Indstil vinklen på kapsaven, og kort de fire lister af efter målene i materialelisten.
Bor for til samling af sarglisterne med et 4-mm-bor, og saml derefter rammen med lim og tre 4,0 x 50 mm-skruer pr. samling.
Bor for i sarglisterne, smør efterfølgende godt med lim på sargen, og skru benene fast med 4,0 x 35 mm skruer.
Tilpas de to tværstivere (C), og montér dem med lim og 5,0 x 60 mm skruer mellem de to lange sargstykker (D).
Bor henholdsvis 18 og 8 huller i sarg stykkerne (D og F), og smør godt med lim på. Nu er du klar til at montere de ydre sargstykker (E og G).
03
Bordplade
5
Trin
Arbejdet med bordpladerne er egentlig det nemmeste i processen. Det vigtigste er, at du er omhyggelig, når du skærer plankerne ud. Har du ikke en bordrundsav eller en dyksav med føringsskinne, kan du få byggemarkedets savværk til at tage sig af udskæringen.
Bredden af bordet afhænger af, hvor stort mellemrum du ønsker mellem plankerne. Vi bruger papstykker som afstandsklodser og sigter efter et mellemrum på 5 mm.
Har du en god dyksav eller en bord rundsav, er det en smal sag at save fire planker med en bredde på 25 cm ud af de to bordplader. Reststykkerne bruges senere til at samle plankerne med.
Slib savsnittene helt glatte og lige med en båndsliber. Fladerne slibes efterfølgende med en rystepudser eller en excentersliber, først med korn 120 og til sidst med korn 180.
Læg de fire planker på understellet, og find ud af, hvilken rækkefølge pladerne skal samles i. Sørg for, at de pæneste kanter vender ud mod siderne.
Understellet grundes, spartles og slibes, inden det males med interiørmaling. Brug rulle og pensel.
Materialer
Stavlimede egetræsbordplader
- 2 plader (A og B) a 2,6 x 61 x 240 cm
45 x 75-mm-reglar:
- 2 tværstivere (C) a 83,6 cm
20 x 75-mm-brædder:
- 2 sarglister (D) a 227,6 cm
- 2 sarglister (E) a 214 cm
- 2 sarglister (F) a 83,6 cm
- 2 sarglister (G) a 74 cm
20 x 95-mm-brædder:
- 4 bendele (H) a 71 cm
- 4 bendele (J) a 71 cm
Desuden:
- 4,0 x 35, 4,0 x 40, 4,0 x 50 og 5,0 x 60 mm skruer
- 1,8 x 40 mm dykkere
- Trælim
- Hvid køkkenbordsolie
- Grunder
- Interiørlak
Tidsforbrug
En weekend.
Pris
Pris: ca. 2000 kroner.
Sværhedsgrad
Bordbenene kræver præcision og snilde, mens resten af konstruktionen er ganske “ligetil”.