Intro
Vejledning
01
Stålskelet
12
Trin
For enden af væggen er der et hak ind i væggen i den ene side og en skråvæg i den anden. Dette hak skal fyldes ud med et hjemmebygget møbel. Det består af en kommode, der bygges ind i et skelet af aluminiumsskinner. Her skal også være et rum med hylder, mens resten lukkes af, så der er en pæn front med kommode og hylder.
Stålprofiler er nemme at arbejde med. Det er vigtigt, at du gør dig umage med, at skelettet er retvinklet og helt lige, da det ellers er svært at beklæde med gips, så resultatet bliver flot.
Den færdige kommode placeres, så der kan bygges et skelet op omkring den. Forinden er tæppet på gulvet og fodlisterne rundt langs væggene fjernet.
Mål den præcise afstand op på begge sider af kommoden, så du kan få skåret stålprofilerne til skelettet til.
Skær stålprofilerne til. Det er en god idé at lægge afdækningsfilt ud, så gulvet er beskyttet mod de skarpe kanter. Det er lettest at bruge en pladesaks.
Stålprofilerne monteres til væggen med sømdyvlerne, som der først bores for til her. Stålprofilerne placeres ved den inderste væg og med en afstand på 1,5 cm fra forkanten af hakket på væggen.
Tjek med vaterpasset, at stålprofilerne sidder helt lige. Fastgør så profilet med sømdyvler, der bankes i med en hammer.
Stålprofilerne fikseres i alle hjørner med selvskærende skruer. Den vandrette liste lægges oven på de to lodrette, hvorefter hver hjørnesamling skrues fast.
Byg skelettet på den anden side af kommoden efter samme princip. Stålprofilerne skæres til og fastgøres først til gulvet. Derefter skæres de lodrette til på længden og fastgøres til kommode og væg, både inde ved væggen og ude ved kommodens kant.
Stålprofiler sættes midlertidigt op på tværs mellem de lodrette skinner til venstre for kommoden. Tjek, at alt er lige og retvinklet. Tværstiverne skal danne bund og top for de hylder, der skal bygges i midten.
Montér de øverste vandrette profiler, så skelettets rammer bliver komplette. Mellem stålprofilerne på gulvet og foroven fastgøres også en lodret profil, der afslutter den ene side til området med hylder.
Fastgør tværstivere med selvskærende skruer. Der skal placeres en tværstiver både i top og bund for hyldeområdet.
Skelettet til venstre for kommoden er ved at være færdigt. Der holdes lidt afstand på begge sider af midterområdet, hvor der skal være hylder. Der er kun ca. 15 cm mellem hylder og kommode, mens der er 30 cm ud til skråvæggen.
02
Sådan klipper du stålprofilerne til
3
Trin
Den letteste måde at arbejde med stålprofiler på er med en pladesaks. Med den kan du klippe skinnerne til i passende længder.
Hvis du har et profil, du vil bøje i fx en 90-graders vinkel, kan du klippe et skråt snit i begge sider af profilet, så det kun holdes sammen på det brede midterstykke. Buk så profilet rundt i 90 grader, og montér det til skelettet.
03
Beklæd skelettet med gips
5
Trin
Nu skal du i gang med at beklæde skelettet med gipsplader. Når du har målt op til de forskellige stykker, skærer du pladerne til med en skarp hobbykniv. Skær efter en retskinne - det er hurtigt og nemt, og det sikrer, at stykkerne bliver snorlige.
Gipspladerne monteres til skelettet med gipsskruer, der sættes med ca. 15-20 cm’s afstand. Hvis der er steder, hvor gipspladerne stikker lidt ud, kan du nemt skære dem til med en kniv, så du får helt skarpe kanter.
Skær gipspladerne til. Du måler først op til et stykke og skærer så med hobbykniven langs en retskinne - i første omgang kun gennem pappet på forsiden og halvt ned i gipspladen.
Bræk gipspladen, og skær pappet over på bagsiden, efter at du først har skåret på forsiden. Det er en god idé at skifte til et nyt, skarpt blad i hobbykniven, inden du går i gang med at skære gipsplader.
Montér pladerne med gipsskruer til skelettet. Skruerne skal sættes i, så de er plane med overfladen eller en smule under. Et dybdestop på skruemaskinen sikrer, at du ikke skruer dem for langt i.
Alle flader på fronten skal beklædes med gips, så der bliver lukket af der, hvor der er sat isolering op.
04
Sådan laver du stærke kanter
3
Trin
Kanten af gips er modtagelig over for stød, så der let kan komme mærker. Derfor er det smart at forstærke kanterne med metalskinner.
De skæres til og fastgøres på hjørnerne med spartelmasse på en flade, du først har givet primer. Metalskinnen trykkes fast i spartelmassen og kan bagefter spartles og slibes, så den ikke kan ses.
05
Spartling og maling
7
Trin
Oven på det gipsbeklædte skelet skal ligge en bordplade - det fuldender projektet. Bordpladen skæres til og monteres med skruer fra undersiden, så der ikke er nogen synlige skruehuller i pladen.
Du skal også have skåret den hylde til, som skal placeres i det åbne rum. Hylden skæres af den samme plade som bordpladen.
Til sidst skal fronten spartles og slibes i flere omgange, så du har en jævn og flot front, som males til sidst.
Mål op til bordpladen, der skal placeres oven på skelettet med kommoden. Bordpladen giver en pæn afslutning foroven, og du får samtidig afsætningsplads.
Bordpladen skæres til med en dyksav og føringsskinne. Det giver et flot og knivskarpt snit. Har du ikke en dyksav, kan du også bruge en rundsav med et “land”.
Alle samlingerne spartles. Først forstærkes samlingerne med armeringstape. Spartelmassen presses godt ind og glattes så jævnt som muligt. Det samme skal du gøre ved metalskinnerne.
Spartl en gang mere. Når det er tørt efter ca. en halv dags tid, sliber du og fjerner støvet. Tjek, om du er tilfreds med fladen - ellers må du spartle og slibe en gang mere.
Hylden skæres til og monteres i rummet ved siden af kommoden. Pladen grundes og males med slutmalingen som resten af fronten bortset fra kommoden.
Revner og kanter kan evt. fuges med akrylfuge. Det giver en flot finish, når fladen er lukket over det hele. Akrylfuge kaldes også malerfuge, fordi du kan male oven på den.
Materialer
- Kommode (her MALM fra Ikea)
- Stålprofiler
- Vådrumsgipsplader
- Sømdyvler
- Skruer til vådrumsgips
- Metalskinner til hjørner
- Armeringstape
- Spartelmasse
- Primer
- Grunder
- Akrylmaling
- Akrylfugemasse
Specialværktøj
- Pladesaks
- Stålbræt
- Dyksav med føringsskinne
Tidsforbrug
2-3 dage.
Pris
Ca. 3.000 kr.
Sværhedsgrad
Et projekt i den lettere ende, hvor de fleste vil kunne være med.
Materialer, der gør projektet lettere
Der er fordele og ulemper ved de fleste materialer, og det bør du have med i dine overvejelser, når du køber ind. Overvej også at bygge med færdige komponenter, når det er muligt. Det gør projektet nemmere og sparer dig for en masse tid.
Hvis du skal bygge noget med skuffer, er det en kæmpe fordel at købe dem færdige, så du ikke skal bygge dem fra bunden. Ofte er den nemmeste løsning simpelthen at finde en kommode, der passer i størrelse til dit projekt, og bygge den med ind i konstruktionen. Det er den løsning, vi vælger her, hvor pladsen i skunken skal udnyttes bedre. Men der er mange andre situationer, hvor den løsning er oplagt. Der findes masser af enkle, billige kommoder, der vil være velegnede at bruge som færdig “delkomponent”.
Når du skal bygge et skelet, der skal beklædes med gipsplader, kan du enten vælge at bygge i træ eller i stål. Her vælger vi at bruge stålprofiler, fordi det er hurtigere at arbejde med dem. De skæres blot til med en pladesaks - det er noget hurtigere end at skulle bruge en sav - og fastgøres hurtigt til gulv og væg med sømdyvler. De er også lettere at håndtere, fordi de er betydeligt lettere end skillerumslægter af træ.
Der findes to slags gipsplader - “almindelige” gipsplader og gipsplader til vådrum. De sidstnævnte er beregnet til rum, hvor der er vandinstallationer, typisk badeværelser. Når vi alligevel har brugt vådrumsgips i et soveværelse, er det, fordi vådrumsgipsen også har den fordel, at den er hårdere og mere formstabil.
Det betyder, at vi kan nøjes med at beklæde med et lag gips, mens du med “almindelig” gips typisk skal op i to lag, for at det bliver tilstrækkeligt stabilt.
Husk, at vådrumsgipsplader skal monteres med særlige stålskruer til stålskelettet. Du kan ikke bruge almindelige gipsskruer.